Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

De gik ikke nødvendigvis i joggingtøj inden de blev demente

»Vi håber på, at der snart er en pille. Men meget tyder på, at der ikke er noget »snart«. Faktisk er sand­heden nedslående. Der er ingen helbredende behandling lige om hjørnet. Det eneste, vi kan gøre nu, er at stile efter en ukompliceret og lykkelig fremtid som dement.«

Illustration: Iris
Illustration: Iris

En yndefuld, lille kvinde råber hold kæft hen over teen, mens en herre står i hjemmesko og tisser ned i en plante. De er demente og bor på plejehjem. Afhængige af andres hjælp i døgnets 24 timer.

Det er angstprovokerende at forestille sig ikke at have kontrol over sine handlinger og skulle underkaste sig den hjælp, man nu får tilbudt. En hjælp, ingen af os rigtig stoler på med vores kendskab til et presset sundhedsvæsen.

Man bor der på et plejehjem i et væmmeligt parallelunivers, hvor man har brug for hjælp til noget, man ikke selv kan definere, og man ikke engang kan være tryg ved, at de ansatte kan. Med andre ord kan man regne med at blive overladt mere eller mindre til sig selv.

Der er relativ stor risiko for, at en af os bliver ramt af demens, så det ville være klogt at stoppe med at frygte det. En opslidende følelse, som muligvis er en af grundene til, at vi aldrig før har hørt så meget om demens, men allermest reagerer med en opgivende mine i håbet om, at nogle dog snart finder på noget.

Det, vi håber på, er en pille. Vi beroliges en anelse ved nyheder om videnskabelige gennembrud. En skelsættende kemisk proces, hjerneforskere har opdaget. Nu er vi tættere på en løsning! En pille. Snart vil en skanning kunne fortælle os, hvilken pille, vi skal have…

Men meget tyder på, der ikke er noget »snart«. Faktisk er sandheden nedslående – ment på den måde, at demensforskere selvfølgelig opfinder medicin, der bremser nogle få demenstyper lidt, men vi er på ingen måde der, hvor vi kan tage den med ro. Der er ingen helbredende behandling lige om hjørnet.

Derfor er det oplagt at dæmpe folkeangsten med andre midler. Det eneste, vi kan gøre nu, er at stile efter en ukompliceret og lykkelig fremtid som dement. Udsigten til et liv på plejehjem, hvor vi trygt kan stole på, at de ansatte knokler for at finde ud af, hvad vi vil – hvad der gør os glade. Og selvfølgelig imødekommer alle vores ønsker.

Det kan lade sig gøre her og nu med nogle justeringer ude på plejehjemmene. Jeg vil endda påstå, at det ikke koster flere penge. Desuden er det vigtigt at sætte et fordelingsnøglefilter på denne humanistiske vision. Økonomiske analyser har vist aldrig opildnet til kampgejst for at bedre svage menneskers livsvilkår.

Forestil dig, at du intet sprog har. Du fægter med armene for at signalere, hvad du vil, men din hjælper farer nu ud for at advare sine kolleger (nu har du ingen tilbage) og for at skrive ned, at du er »udadreagerende«. Eller at du stolt fortæller noget fra dit liv, men du ved ikke, at du allerede har fortalt det nogle gange. Derfor forstår du heller ikke, hvorfor din hjælper vender øjne ud over hele ansigtet og svarer dig med »skal vi lige tage trøjen på?«

Opstramning nødvendig

Her må vi altså stramme os an. Det kræver ikke flere såkaldte »varme hænder« at vise manden med de ivrige arme, at man brænder for at løse gåden om, hvad han vil. Man behøver heller ikke en ekstra kollega for at kunne smile til den efterhånden velkendte historie og gøre sig den ulejlighed at spørge engageret til den. Basal næstekærlighed er nemmere end at skrive utilsigtede hændelser om vold. Eller at gå i medicinrummet efter beroligende tabletter, fordi den fortællende dame nu er blevet rastløs og grædende i ensomhed over, at ingen vil lytte til hende.

Medarbejderen skal kunne lide samværet med sine beboere. Vi glemmer, hvor indiskutabel denne cirkulære måde at arbejde på er. Gensidigheden er altafgørende i omsorgsfagene. Hvis alt envejskommunikeres fra personale til beboer, kan vi ligeså godt droppe det hele og skride vores vej. For så kommer demens og livskvalitet aldrig til at hænge sammen.

Men demens er til tider så komplekst, at det er umuligt at kommunikere sig til harmoni. Så må man arbejde lidt mere abstrakt.

Allerførst skal diagnosen negligeres. Den har lægerne styr på, og det må plejepersonalet have tillid til, så de 100 pct. fordybende kan tage sig af omsorgen. Det må være tilladt at blæse på, hvilke typer skader på hjernen, beboeren har, uden at skulle føle, at man pjækker. I omsorgen for demente er diagnosen komplet uanvendelig, da den blot fjerner fokus fra det nu – den stemning – som er så vigtig at have føling med, når det handler om beboerens oplevelse af sammenhæng.

Derfor skal plejehjemmene arbejde med æstetik, hvor man vægter musik, velovervejet hjemlig indretning og belysning, behagelige lyde og dufte. Atmosfæren skal tages seriøst, fordi almindelig dialog ikke altid rækker, og fordi dementes forståelse af det, du viser dem, heller ikke altid er intakt. Det er et par af årsagerne til, at man taler så meget om sanser inden for demens. Det er ikke en gang flippet vås. Stemninger kan erstatte alt det, man ikke kan nå via samtale.

Ned i detaljen

Æstetikken spiller rollen som en kærlig, altomfavnende værdsættelse af de mennesker, som er til stede. Hovedreglen er, at beboerne får oplevelsen af, at man helt ned i detaljen gør alt for deres velvære. En fin blomst på bordet, små overraskelser som et digt på tallerkenen eller et pludseligt glas portvin. Hos demente er de rette symboler meget væsentlige for en positiv grund­fornemmelse. Æstetikken bliver symbol på empatien. Og det vil sige, at vi omsorgssvigter vores beboere, når den mangler.

Halvmeterlange hagesmække under dæknavnet »spise­stykker«, der bindes om halsen på et dement medmenneske, er et skadeligt symbol. Måske tror beboeren, det er ok. Men lad os bare slå fast, uden at skulle ind i dybere forklaringer om integritet, at det er det ikke. Det er en undladelsessynd, hvis man ikke tager over, når en beboer ikke kan vurdere, hvorvidt han er præsenteret som et værdigt menneske. Alternativet til hage­smækken er noget så banebrydende som at spise sammen med beboeren.

Plejehjemmet kan også overveje, om der fortsat skal serveres kaffe fra røde kantinetermokander, og om det i øvrigt er afgørende for økonomien, at pårørende betaler for den. En simpel justering, men bestemt ikke ligegyldig. Det handler ikke bare om kaffe, men om hele stemningen ved at få skænket en kop. Man kan dog ikke nøjes med at skifte et par kaffekander ud. De hjemlige detaljer skal fornemmes overalt, og de skal være gennemtænkt. Beboeren skal mærke, at plejehjemmet gør sig umage, og at intet omkring dem er tilfældigt. Det nytter f.eks. ikke at placere en rokokosofa i hjørnet, bare fordi den er antik. Den æstetiske linje skal fastholdes med liv og sjæl.

Beboernes fremtoning er et andet opløftende bidrag til plejehjemslivet. De gik ikke nødvendigvis i joggingtøj, inden de blev demente. Jeg formoder også, at nogle barberede sig dagligt, og måske brugte den kvindelige beboer makeup, før hun blev syg. Jeg forstår ikke, hvorfor plejehjemsbeboere skal sidde og syne usoigneret hen i en stol som en fast melankolsk installation.

Det kan heller ikke blive værre for den pårørende. Først at skulle besøge sin demente ægtefælle, der sidder der, ked af det, med madrester på tøjet og yoghurt i mundvigen – og tilmed skulle kapere de øvrige omgivelser rent åndeligt.

Larmende stilhed, møbler, som udelukkende har den fordel at være ergonomiske for personalets skyld – ofte udført i lakeret bøg med tekstiler i et opfarende, ukritisk farvevalg (der må have været slagtilbud på den type møbler for alle med et EAN-nummer), stålrulleborde med lunken saft i plastkander og billeder på væggene af to typer: Enten af den samme kunstner, der udstiller gratis i en periode for at få gang i salget, eller malerier, som blev til overs, sidst en beboer døde. Som pårørende kan man altså ikke udholde alle disse konfrontationer, og derfor bliver der tale om korte pligtbesøg, hvilket heller ikke gavner livskvaliteten hos beboeren.

Skal vi tættere på en optimistisk fremtid som dement plejehjems­beboer, kræver det en antidiagnostisk og æstetisk tilgang. Først og fremmest må omsorgen aldrig anskues som et arbejdsfelt, der masochistisk er underlagt en naturvidenskabelig tilgang. Dernæst er det meningsløst, særligt for demente, at leve i en halveret atmosfære. Det skal være en fest at arbejde og bo på et plejehjem. Og hvem ville holde en fest uden at tænke over detaljerne, eller gå til den uden som minimum at have kigget sig i spejlet først?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.