Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

De druknede og de frelste

Hvis druknetragedierne på Middelhavet skal stoppes, må man enten åbne Europas grænser og sikre lovlig indrejse til alle, der ønsker at søge asyl, eller også skal incitamenterne, og dermed muligheden for at få permanent ophold, hvis man kommer illegalt til Europa, fjernes.

Mikkel Andersson.
Mikkel Andersson.

I de første fem måneder af 2016 er 2.510 mennesker druknet i Middelhavet. For at illustrere størrelsesforholdet, så svarer det til alle indbyggere i en mindre dansk provinsby som eksempelvis Mariager. Middelhavet bliver jævnligt kaldt en massegrav, og nøgternt betragtet er det ikke polemiseren, det er en kendsgerning.

Mange kræver derfor, at nogen gør noget, for at stoppe dette. Som oftest er det imidlertid meget svært at se hvad, folk mener, der skal gøres.

Man kan og bør indsætte flere redningsfartøjer, men det vil altid kun være symptombehandling. Farvandet mellem Nordafrika og Syditalien, hvor trafikken nu hastigt vokser, er så enormt, at det næppe er realistisk, at man her vil kunne opsnappe de stadig flere og ofte voldsomt overlæssede fartøjer, der kommer.

Som jeg ser det, er der derfor grundlæggende to muligheder for at at reducere den ekstremt risikable trafik over Middelhavet, og dermed den igangværende tragedie, markant.

Det er langt fra umuligt at komme fra Tyrkiet, Somalia eller Eritrea (for nu at tage tre af de lande, hvoraf mange, som krydser og har krydset Middelhavet, rejser fra) til Europa med fly eller på anden konventionel vis. Grunden, til at folk flygter over Middelhavet, er ikke, at de ruter ikke findes. Det skyldes, at transportører, som eksempelvis fly- og færgeselskaber, bliver holdt økonomisk ansvarlige for at sende folk uden gyldigt visum til Europa – og gyldige visa har og får de færreste flygtninge eller migranter.

Men man kan derfor godt åbne disse ruter, så folk kan komme sikkert med fly, tog og færger til Europa. Det vil så være en de facto-åbning af Europas grænser og sikre, at adskillige millioner, der tidligere enten ikke ville risikere turen eller ikke havde råd til at betale menneskesmuglernes høje priser, kan komme til kontinentet. Eksempelvis koster en enkeltbillet fra Somalia til København 7.000 kroner, fra Eritrea omkring 3.000 kroner, mens en fra Istanbul kan fås for en plovmand.

Til sammenligning koster det ifølge en italiensk rapport fra 2015 mellem 40.000 og 50.000 kroner at blive smuglet fra Afrikas Horn og dernæst over Middelhavet. Kommer man fra Tyrkiet (det gør ikke mange for indeværende, omend det hurtigt kan ændre sig som så ofte før i den igangværende flygtningekrise) koster det ifølge en menneskesmugler 5.000-8.000 kroner for de billigste pladser i gummibåde alene for sejlturen til Grækenland i sommerhalvåret. Oveni kommer så udgifterne til at komme fra Grækenland eller Italien til eksempelvis Tyskland eller Skandinavien. En ekstremt omkostningstung tur, hvor man så risikerer sit liv oveni. Var udgifterne lavere og turen risikofri, tilsiger al logik, at antallet ville vokse massivt.

Det forventelige udkomme vil være, at en række lande ender i samme situation som eksempelvis Tyskland og Sverige, hvor man på grund af massiv tilstrømning ser sig ude af stand til at modtage flere og derfor indfører mere eller mindre virkningsfulde tiltag for at holde folk ude. I betragtning af, hvor massiv tilstrømningen var, mens ruten mellem Vesttyrkiet og Grækenland var åben, kan man overveje hvor mange flere, der vil komme, hvis man kan opsøge nærmeste lufthavn og rejse til sin ønskede slutdestination. Med andre ord vil en sådan løsning være præcis lige så midlertidig og uholdbar som Sverige og Tysklands »åbne arme«-politik i sommeren 2015.

Eller også fjerner man incitamentstrukturen og indfører en model i stil med Australiens, der siger, at man mister muligheden for lovligt ophold, hvis man ankommer illegalt. Det har i forhold til Australien vist sig ekstremt effektivt til at reducere tilstrømningen af bådflygtninge. Det kræver et opgør med retten til at søge spontant asyl, som de nuværende fortolkninger af konventionerne garanterer. Det indebærer også, at de flygtninge og migranter, der alligevel kommer, og som ikke kan udsendes, kommer på en form for tålt ophold, hvor man sikrer indkvartering, mad og lægehjælp, men uden mulighed for arbejde eller familiesammenføring, indtil de selv rejser, eller hjemsendelse bliver mulig.

Flere forslår, at man giver mulighed for, at et begrænset antal kan søge asyl via europæiske ambassader i udlandet. Det er en mulighed. Men hvis man ikke samtidig lukker for, at bådflygtninge kan få behandlet en asylansøgning i de europæiske ankomstlande, vil det tiltag være meningsløst. Det vil blot være den samme situation som nu, blot med den forskel at lidt flere vil kunne komme til Europa lovligt. Hvis dem, som ikke får den mulighed, stadig kan forvente at få asyl, hvis de sætter fod på europæisk jord, vil en del stadig risikere livet i bådene.

Selv hvis man opgiver retten til spontan asyl, vil der utvivlsomt stadig være illegal indvandring til Europa, som foregår helt udenom myndighedernes bevågenhed. Det har der altid været, og det vil der vedblive med at være, så længe eksempelvis unge mænd kan forbedre deres liv markant som illegale arbejdere på det sydeuropæiske jobmarked. Men at antallet af folk, som ankommer med henblik på permanent migration, kan forventes at falde massivt, når det ikke længere indebærer muligheden for at blive permanent migrant og få familiesammenføring, det illustrerer eksemplet Australien tydeligt.

De fleste er enige om, at Europa for indeværende bevidner en massiv tragedie udspille sig på Middelhavet. Men den tragedie er i høj grad et produkt af den asyllovgivning, som Europa har valgt. Her er gevinsten ved at risikere livet for at sætte fod på europæisk jord så ekstremt høj for en selv og sin familie, at mange gør det. Selvom de kommer fra lande, hvor de ikke er i livsfare.

Hvis man derfor erklærer, at »noget bør gøres« overfor denne humanitære tragedie, så skylder man et svar på, hvad man faktisk ønsker gjort.

Jeg er uenig, men mener så afgjort, det er et legitimt politisk synspunkt, at Europa bør tillade alle, der ønsker at søge asyl, sikker indrejse og dermed fjerne grundlaget for menneskesmuglingen. Men i så fald skal man gøre sig klart, at det forventeligt vil føre til en tilstrømning, der langt overstiger den fra 2015, der allerede efter få måneder viste sig uholdbar for flere lande. Og problemerne her vil heller ikke kunne løses med selv det bedste kvotefordelingsystem – en model som i forvejen har vist sig urealiserbar. Selv hvis kvoter virkede, ville det kun sikre, at alle lande endte som Tyskland og Sverige før eller senere i en situation, hvor millioner ville have relativt let og billig adgang til Europa.

Jeg mener, at et opgør med retten til spontan asyl er langt mere realistisk og moralsk forsvarligt. Det vil fjerne muligheden for at bruge menneskesmugling som en vej til permanent migration og vil endvidere give mulighed for at fokusere på hjælp i nærområderne, hvor de fleste og svageste er, samt sikre, at man kan give ophold i Europa til dem, som man vurderer har det største behov, hvis man ønsker dette.

Så vidt jeg kan se, så forholder dem, der ikke er villige til at advokere for i hvert fald en af de to løsninger (eller alternativt naturligvis fremsætte en tredje, som jeg har overset), men stadig kræver, at noget diffust bør gøres, sig ikke meningsfuldt til, hvad der faktisk er påkrævet for at stoppe for tragedien. I så fald fremsætter man blot en moralsk indignation, der utvivlsomt er både oprigtig og dybfølt, men grundlæggende perspektivløs.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.