Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

De danske vælgere er selv skyld i skandalerne i Skat

CasperGronemann
CasperGronemann

For nylig skabte nyheden om, at Skat havde tabt yderligere 80 milliarder kr. ned i et bundløst hul, endnu en bølge af forargelse over de konstante skandaler. Den massive mediedækning sikrede, at alle borgere med en aktiv internetforbindelse i dag ved, at ansvaret for tabet af den svimlende sum ligger hos det fejlslagne IT-system EFI.

Problemet er selvfølgelig bare, at historien var forkert – ikke at den slags uvæsentlige banaliteter kommer til at forstyrre den frådende folkestemning. Heller ikke selvom de samme medier, som fortalte historien, senere bragte blogindlæg og artikler, som påpegede, at 67 af de 80 milliarder kr. var opført som uinddrivelig gæld i forvejen, og at Skat ikke havde tænkt sig at opgive jagten på pengene, sådan som aviserne ellers påstod. Den egentlige historie var, at et eksternt konsulentfirma havde meddelt Skat, at andelen af gæld, som blev svær at inddrive, realistisk set var 13 milliarder kr. højere, end Skat selv regnede med.

De konstante overdrivelser er imidlertid det mindste problem ved den offentlige samtale om det, vi kollektivt har døbt »skandalerne i Skat«. Langt værre er det, at selvom det hedeste emne i lang tid har været, hvem der mon er »DEN ANSVARLIGE«, er vi ikke kommet nærmere en konklusion på, hvem der skal bære den tvivlsomme titel.

Skønt de ministre, der har siddet under skatteskandalerne, knap fik lært at betjene kaffemaskinen i deres korte tid i departementet, synes konsensus at være, at mindst en af dem må kunne tilskrives en klokkeklar culpabilitet for skandalerne.

De fleste, som rent faktisk har undersøgt sagen, forklarer imidlertid, at ministrene næppe har haft noget, der bare minder om det nødvendige overblik til at se katastroferne komme. Ifølge eksempelvis IT-professor Søren Lauesen, der har beskrevet EFI som »Danmarkshistoriens største IT-skandale« i Radio24syv, havde ministeren »ikke en chance« for at kende problemernes omfang. Dette med henvisning til, at oplysningerne om de brutale realiteter i Skat fra »manden på gulvet« blev filtreret op gennem et netværk af mellemledere, indtil departementschefen til sidst fik overleveret en så rosenrød beskrivelse af det givne problem, at han slet ikke bragte det til ministerens opmærksomhed.

Som statsrevisorernes formand gennem 20 år, Peder Larsen, sagde om moms-skandalen: »Når Skat ikke reagerer på det, og Skatteministeriets departement heller ikke reagerer på det, så er sandsynligheden for, at ministeren får det at vide, forsvindende lille.«

Resultatet af nedskæringer

Den, som er kommet tættest på at identificere den egentlige misdæder, er nok Weekend-avisens chefredaktør, Martin Krasnik.

»Spørgejøden«, som Radio24syvs satiredronning Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm kalder ham, havde pondus nok til at udpege skatteskandalernes politiske Ground Zero: Den centralisering, som blev sat i værk med kommunalreformen. En reform, der med daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen som hovedarkitekt for alvor populariserede det, som Venstre siden har kaldt »effektiviseringer«, og som vi, der ikke har tålmodighed til politisk newspeak, kalder »nedskæringer«.

Nu skal vi så have en undersøgelseskommission takket være især de nye folkehelte, Martin Krasnik og Lars Trier Mogensen, (sidstnævnte er vært på Radio24syvs »Det Røde Felt«). Som journalistisk grønskolling kan jeg ikke forklejne det arbejde, som specielt Mogensen har lagt for dagen i sin søgen efter skurken i skattesagerne. Men jeg er ikke for beskeden til at erklære, at de begge leder forgæves, når de forsøger at finde skandalernes ultimative udgangspunkt.

For her er den sande hovedansvarlige bag årtiers svigt af det mest centrale, økonomiske organ i velfærdsstatens midte:

Det danske vælgerkorps.

Og for den sags skyld de sofavælgere, som har ladet det være op til de afgivne stemmer at sammensætte Folketinget på den måde, vi har levet med, de sidste 16 år.

Vælgerne førte ikke kniven, bevares. Centraliseringen startede, som Martin Krasnik helt rigtigt påpeger, med Lars Løkke og kommunalreformen, og fortsatte under både borgerlige og røde regeringer.

Skal man virkelig løfte den historiske pegefinger, blev fundamentet til skatteskandalerne lagt under Nyrup og Lykketoft, for det var dem, der gav Finansministeriet dén unikke magtposition i centraladministrationen, som man senere brugte til at presse alle andre ministerier til at leve og dø ved bundlinjens hellige credo.

Politikerne var ikke i ond tro

Ingen af de »skyldige« politikere lagde skjul på deres planer. Tværtimod.

Løftet om et skattestop sikrede Anders Fogh Rasmussen valgsejren i 2001. Grundlaget for skattestoppet var netop effektiviseringerne – omfangsrige privatiseringer og årlige nedskæringer i det offentliges personale. Personaleforbundene råbte vagt i gevær fra begyndelsen, og de samme medier, som dengang ignorerede deres advarsler, vil nu slagte politikerne, fordi de heller ikke lyttede til dem.

Danmark har verdens mindst korrupte og mest repræsentative politikere. Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode repræsenterer en af de mest stabile vælgersegmenteringer i landets historie. Fogh nød bred popularitet, kunne føre blokpolitik på basis af et urokkeligt flertal og blev rost af alt fra kommentatorstand til vælgere.

Og hvad blev han rost for? Kontraktpolitikken, naturligvis. At han leverede præcis dét efter valget, som han lovede før valget: skattelettelser, effektiviseringer og udlændingestramninger.

Hvis du ikke personligt åd det råt, åd du garanteret effektivisering-light, udbudt af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF. Alle partier har gennem regeringsdeltagelse gjort sig direkte impliceret i udhulingen af Skat, med undtagelse af Enhedslisten og Alternativet. Sidstnævnte kan undskylde sig med at være ankommet for sent til festen, mens førstnævnte mest af alt baserer sin uskyld på det faktum, at man ikke kan tage dårlige beslutninger, hvis man har et princip om ikke at tage nogen beslutninger overhovedet.

De politikere, der slagtede Skat, var ikke i ond tro. De var overbevist om, at de var i færd med at gøre den offentlige sektor mere robust. Da DR for nylig gravede et klip med Troels Lund Poulsen frem, hvor han i 2010 roser sig selv for nedskæringerne i Skat, lød et ramaskrig på tværs af de sociale medier. Hvorfor? Manden troede på det, han sagde, og det gjorde vælgerne også. Hvis du skal være forarget over nogen, så vær forarget over dig selv, eller, hvis du aldrig har stemt Venstre, over dem, der har.

Al snakken om at placere det politiske ansvar afslører mest af alt, at vi åbenbart stadig ikke er voksne nok til demokratiet, selvom vi snart fejrer dets 168-års fødselsdag. Det politiske ansvar er dit. Det er hele pointen.

Danskerne valgte Anders Fogh, Lars Løkke og Helle Thorning, fordi de overbeviste os om deres politik. Og nu vil vi have, at deres hoveder skal rulle, fordi de tog fejl? Spar mig. Ingen befolkning i verdenshistorien har haft så privilegeret kontrol med sine politiske ledere, som vi har. Deres nederlag er vores.

Lars Løkke Rasmussen er statsminister den dag i dag, selvom en af de værste af skandalerne – de katastrofale ejendomsvurderinger – blev afsløret længe før valget i juni 2015. Og selvom centraliseringen, som er tidens mest udskældte fænomen, nærmest alene er et produkt af denne mands politiske visioner.

Skandalerne i Skat er ikke historien om arrogante embedsmænd, korrupte politikere, eller smart-i-fart konsulenter, selvom den indeholder alle disse elementer. Det er historien om en politisk ideologi, der spillede fallit, og en befolkning, som gang på gang tilvalgte den alligevel.

Da de lærde skrev historien om Roms undergang, kunne de næppe placere ansvaret hos de slaver, der levede under deres herrers tyranni. Så mild vil fortællingen om et dansk folk, som havde en historisk indflydelse på sit lands politiske kurs, og alligevel styrede lige lukt mod isbjerget, ikke være.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.