Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»De andre er idioter. Stem på mig«

»De vestlige demokratier har i dag udviklet sig til medie­demokratier,« sagde Helmut Schmidt i et interview, jeg lavede med ham i 2014. Han til­føjede: »Medie­demokratier skaber ikke­ ledere, men populister.« Silvio Berlusconi og Donald Trump er præmie­eksempler på det. Et kritisk – og selv­kritisk – kig på moderne medier, der vinkler på konflikter, dramaer, skurke og ofre.

Silvio Berlusconi er et præmieeksempel på en af de populister, der skabes af mediedemokratiet. Foto: Scanpix
Silvio Berlusconi er et præmieeksempel på en af de populister, der skabes af mediedemokratiet. Foto: Scanpix

En hovedrystende og stadigt mere skræmt omverden forsøger at forstå, hvad det er der foregår, mens den brovtende byggemilliardær Donald Trump bringer sig tættere og tættere på præsidentposten i verdens mest magtfulde demokrati. Hvordan kan sådan en mand være tæt på at blive valgt som det republikanske partis kandidat til Det Hvide Hus? Er han er klogere end de andre kandidater? Har han en sammenhængende politik, der tydeligt viser en alternativ vej? Eller er det slet og ret et enormt kampagnebudget, som har givet mangemilliardæren vind i sejlene?

Var den tyske statsmand og forhenværende forbundskansler i Vesttyskland, Helmut Schmidt, fortsat i live, ville han formentlig have peget på et mere skræmmende svar. Schmidt, som døde i november sidste år, var til det sidste udgiver af den succesfulde tyske ugeavis Die Zeit i Hamborg. Og her mødte jeg ham i 2014 i forbindelse med research til en bog om forholdet mellem medier og politik.

Helmut Schmidt brugte det meste af sit liv på at iagttage, deltage i og beskrive demokratiet. Og han sad i samme kontor med bøger og gulnede avisklip fra gulv til loft, som da jeg i slutningen af 1980erne besøgte ham for at få ord på det, der blev afslutningen på Den Kolde Krig. 25 år senere var rynkerne blevet lidt dybere, det tilbageredte hår noget mere gråt, og væggene mere tjærebrune efter yderligere et par årtiers kæderygning. Så den lange pause efter mit første spørgsmål fik mig til at frygte, at jeg var kørt ned ad E45 forgæves. Men så sugede den 95-årige livet ud af endnu en Reyno Menthol, pustede ud og svarede:

»Demokrati er en europæisk opfindelse. Det er selve ideen om medier også. Avisen blev opfundet i Europa, ligesom radioen. Og Vesten har opfundet TVet, computeren og netværket mellem computere, internettet. Og vi har eksporteret både demokrati og medier til resten af verden. Det burde være godt. Men det er det ikke,« sagde Helmut Schmidt.

»For de vestlige demokratier har i dag udviklet sig til mediedemokratier, og mediernes indflydelse er stærkere end nogensinde i menneskehedens historie. Medierne sætter dagsordenen og bestemmer, hvordan befolkningerne ser sig selv og verden. Ofte fokuserer vi mest på det negative og det overfladiske – måske fordi mediefolk tror, at det er det, folk vil have, og der, hvor pengene er. Men konsekvenserne er mange, og de er alvorlige. For det første får befolkningerne et falsk billede af virkeligheden. For det andet lider Vesten nu af mangel på lederskab,« sagde Schmidt, inden han satte trumf på:

»Mediedemokratier skaber ikke ledere, men populister.«

Schmidt nævnte en anden byggemilliardær, den tidligere italienske premierminister og nu skandaliserede Silvio Berlusconi, som et eksempel på den type populist, der bliver valgt i mediedemokratier. Gad vide, om han ikke ville have nævnt Donald Trump som et præmieeksempel, hvis han havde levet længe nok til at følge den amerikanske valgkamp dette forår.

I hvert fald var Schmidts analyse knivskarp: I vore moderne mediedemokratier er risikoen, at politikere går mere op i at sikre deres eget valg eller genvalg end at løse udfordringerne for samfundet om fem eller ti år. Og enhver, der gerne vil vælges, bliver af spindoktorer og medierådgivere rådet til at tale ind i mediernes nyhedskriterier. Når medierne vinkler på konflikter, dramaer, skurke og ofre, går overskrifterne til den kandidat, der er bedst til at skabe konflikt og drama, og som ofte ganske unuanceret deler verden ind i letgenkendelige skurke og ofre.

»De andre er idioter, mexicanere er voldtægtsforbrydere, jeg gør jer til vindere. Stem på mig.«

Trump siger det selv med vanlig ubeskeden klarhed: »Medierne elsker mig.« En optælling fra den amerikanske The Tyndall Report viser da også, at Trumps valgkampagne gennem hele 2015 fik mere medieeksponering end alle de demokratiske kandidater tilsammen – og at Trump sidste år fyldte en fjerdedel af den samlede politiske dækning i de store nyhedsudsendelser på NBC, ABC og CBS.

Det uafhængige schweiziske analysefrima, MediaTenor, der bearbejder data om indhold i nyhedsmedier, vurderer, at markedsføringsværdien af mediedækningen beløber sig til over seks milliader kroner i løbet af 2015 – et beløb, der langt overstiger Trumps direkte kampagnebeløb og giver en gigantisk kommerciel fordel i kapløbet med de øvrige republikanske præsidentkandidater.

Når medierne vinkler tabloidt, er der en tendens til, at den politiske debat bliver derefter. Og de pinlige spørgsmål til mit elskede, men plagede fag trænger sig på:

Er det os, der har skabt Trump og hans lige? Fordi han taler direkte ind i vores nyhedskriterier, der elsker at vinkle på det grove, den angribende, den afvigende, det grænseløse? Fordi et underholdende slagsmål for en presset mediebranche er hurtigere, billigere og nemmere at dække end indhold, der kræver noget så gammeldags som dokumentation, faktatjek og research?

Og endnu værre: Preller den seriøse journalistik af på en stigende del af vælgerne, som for længst er holdt op med at stole på traditionelle medier, og i stedet får deres verdensbillede bekræftet af venner og omgangskreds på sociale medier eller af viewsmedier, som redigeres med afsæt i særinteresser og ideologiske standpunkter? Er vi på vej ind i en global mental fedme-epidemi, fordi de indholdsmæssigt tomme kalorier er blevet så let tilgængelige, og fordi det kræver en indsats af den enkelte at læse en grundig artikel, se en TV-dokumentar endsige læse en bog?

Trump og andre som han er et resultat af den tillidsnedsmeltning, som rammer, når store dele af befolkningerne ikke længere tror på den politiske elite. Enten fordi de oplever, at der er forskel på det, politikerne lover, og det, de gør. Eller fordi visioner og politisk indhold erstattes af retoriske krumspring, taktik og positionering.

 

Når journalister ligger og roder nede mellem brugtbilsforhandlere, ejendomsmæglere og ja, politikere, på befolkningernes troværdighedsmålinger, så er det på samme vis, fordi flere og flere oplever, at der er forskel på det, medierne lover, og det, de leverer. Vi lover at levere den bedst opnåelige version af sandheden, men det oplever mange ikke, at vi gør.

Her kommer en selverkendelse: De har desværre ikke altid helt uret.

Alt for længe har vi mediefolk holdt paraderne oppe, når vi er blevet mødt af kritik: Politikere vil bare af med vores kritiske spørgsmål og vil undertrykke den frie presse. Direktørerne vil bare gerne have gratis reklame. Forskerne har ikke forstand på journalistik. Og alle andre som såkaldte almindelige mennesker, der siger, at de er dødtrætte af vores verdensbillede, har åbenlyst ikke forstand på, hvad de taler om og burde tage sig sammen, mener journaliststanden.

Men måske vil dette få os til at lytte: Journalistik er filteret mellem virkeligheden og opfattelsen af virkeligheden. Så hvordan går det så? Store undersøgelser viser et krater mellem fakta, og befolkningernes opfattelse af fakta: Den gennemsnitlige franskmand tror, at 31 procent af den franske befolkning nu er muslimer. Det rigtige tal er under ni procent. Italienerne tror, at næsten halvdelen af dem er arbejdsløse. Arbejdsløshedstallet i 2014 var 12 procent. Amerikanerne læser og ser så mange historier om teenage-graviditeter, at de tror, at hver fjerde kvinde mellem 13 og 19 år bliver gravide. Det rigtige tal er tre procent. Og Kristeligt Dagblad kunne for nylig referere en hjemlig undersøgelse, der viser, at danskerne tror, at over en tredjedel af verdens befolkning ikke har adgang til rent drikkevand, mens det korrekte antal er ni procent. Sandheden er, at antallet af mord, indbrud og trafikdrab er faldet voldsomt de seneste år herhjemme, og lige så sandt er det, at der aldrig i menneskehedens historie er blevet dræbt så få mennesker i krige som lige nu – på trods af den ulykkelige situation i Syrien. Alligevel viser de fleste undersøgelser, at vi aldrig har været mere utrygge. Kunne det skyldes, at medierne fejlagtigt mener, at en god historie kun er en dårlig og glemmer nuancerne og det store billede? Som Bill Gates engang udtrykte det: Verden bliver et stadigt bedre sted at være, men det bliver ikke dækket af medierne, for ingen indkalder til en pressekonference om de børn, der IKKE døde af malaria.

Vi behøver ikke drage udenlands for at støde på fænomenet. Vi kan finde eksempler i egen baghave. Det gjorde TV Avisens redaktør, Eva Schulsinger, da hun og jeg for nylig var inviteret til London for at inspirere kolleger på BBC:

»For nogle år siden forberedte vi en sommerserie om unge og druk. Men da der kom nye tal, der viste, at danske unges alkoholforbrug faktisk var begyndt at falde, så droppede vi historien, og begyndte i stedet at lede efter et andet problem, vi kunne plage danskerne med i sommerperioden. I dag ville vi nok have lavet den historie. For en god historie er jo også en god historie.«

Det er vigtigt, at vi ikke bliver FOR dygtige til at arbejde med hypoteser: Hvis nu jeg kunne vise, at verden så sådan ud, ville det være en rigtig god historie. Og så går den enøjede journalist ud og leder efter de fakta, der underbygger hypotesen, men undlader samtidig at se efter de tal, tabeller eller undersøgelser, der nuancerer eller måske ligefrem underminerer den. Og derpå indhenter han så ekspertudtalelser, der skal dokumentere sandhedsværdien. Helst fra en, der vil udtale sig skråsikkert og citerbart. Derefter er det blot at kontakte en politiker, der så gerne vil i avisen eller i fjernsynet, og så har man sin historie. En historie, der er let at lave en god rubrik på, og som ikke er forkert. Men er den rigtig?

 

Spørgsmålet er, om journalistikken er blevet bortført af handelshøjskolelogik, der påstår, at journalistik blot er et produkt, der skal sælges? At »kunden« altid har ret? Så klikker han på Linse Kessler, så skal han få mere Linse Kessler? At det, vi kan måle, bliver målet? Risikoen er, at når det vigtige ikke er målbart, så gøres det målbare vigtigt. For det er meget lettere at måle share, læsertal, sideeksponeringer og lyttetid end at finde ud af, om den journalistik, vi leverer, er til gavn for samfundet, gør mennesker klogere og giver dem bedre mulighed for at træffe deres egne valg.

Ikke blot i amerikanske newsrooms er der behov for selvransagelse. Som nyhedsbranche bliver vi nu nødt til at spørge os selv, om vi har skabt en intern kultur, der fremmer mediedemokrati, der igen skaber politisk populisme og borgere med et forskruet billede af virkeligheden.

Vi bliver nødt til at bringe journalistikken tilbage til de publicistiske rødder. Hvor man hellere vil skabe mening end holdninger. Hvor man tjener penge for at levere journalistik – ikke omvendt. Hvor man kerer sig om det samfund, som man tjener. Og hvor man husker, at ansvarlig journalistik ikke blot handler om at placere ansvar, men i lige så høj grad om at se verden med begge øjne, facilitere til debat og inspirere til løsninger om et bedre i morgen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.