Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Danske firmaer må hårdere ind i EU-kampen

Berlaymont-bygningen i Bruxelles, hvor Europa-Kommissionen holder til. Foto: Siska Gremmelprez
Berlaymont-bygningen i Bruxelles, hvor Europa-Kommissionen holder til. Foto: Siska Gremmelprez

Pæne, diplomatiske og altid med bud på, hvordan de bedst muligt kan overholde Den Europæiske Unions mange normer og regler og måske en lille bid mere. Nordiske virksomheder har traditionelt spillet dukserollen i EU. Som gode eksempler til efterfølgelse har de nordiske lande gennem tiden høstet stor indflydelse på EU’s love og regler i forhold til deres liden fysiske og økonomiske størrelse. Og det skal de blive ved med.

Men meget tyder på, at dukserollen ikke rækker helt så langt som tidligere. Et væld af tunge og tilsyneladende stærkt indgribende EU-normer og regler har de senere år gjort, at flere erhvervsledere i dag nok er nødt til at komme hårdere ind i kampen for deres grundlæggende interesser i EU-systemet.

Lad mig i det følgende komme med nogle oplagte eksempler på EU-initiativer, der med erhvervslivets briller kan forekomme nærmest forretningsfjentlige.

Eksemplerne vil blive fulgt op af argumenter for, at de danske virksomheder bl.a. i kølvandet på Brexit desværre nok har udsigt til endnu mere af denne nye særlige form for måske ekstra byrdefulde europæiske regulering.

Forretningsfjendtlige normer og regler

Som eksempler på de senere års stigende europæiske markedsinterventionisme kan her nævnes:

1) Nye omfattende og uklare regler for databeskyttelse med drakoniske sanktioner for de mindste brud.

2) EU’s nye forbud mod teleselskabers opkrævning af roamingafgifter hos forbrugere, der udover at se ud til at medføre en uskøn omfordeling fra folk, som rejser lidt, til folk, der rejser meget, også truer helt basale forretningsmodeller hos mindre teleudbydere. Dem, der lever af at leje sig ind på de store selskabers forbindelser med henblik på at sikre deres kunder de skarpest mulige priser til fordel for konkurrencen på markedet.

3) Komplicerede nidkære regler for banker og rådgiveres omfattende kontrol af selv deres mest troværdige og hæderlige kunders aktiviteter, som led i bekæmpelsen af hvidvask og anden finansiel kriminalitet.

4) Helt nye omfattende forslag om fælles sociale regler for bl.a. barsel, mindsteløn mv.

5) Forslag om øget beskyttelse af borgernes privatliv på nettet gennem udvidelse af det irriterende og for forbrugeren nok ret ligegyldige såkaldte samtykke-klik for cookies.

6) Forslag om at tvinge internetbutikker, som har vovet sig ud i at handle i bare ét andet EU-medlemsland til at skulle handle i alle 28, uagtet om butikken har kapaciteten, kendskabet eller det forretningsmæssige incitament til at gøre det. Et forslag, der nok vil holde de fleste mindre internetbutikker fra overhovedet at handle internationalt.

Dette er bare nogle af de mest oplagte eksempler på EU-initiativer, der alle synes at befinde sig langt fra oprindeligt gode ideer om at fjerne nationale særregler, skabe egentlige fælles markedsstrukturer og dermed øge den frie handel mellem EU-landene. De synes at handle mere om at finde nye veje til at tøjle de europæiske markedskræfter. Alt sammen ud fra, hvad politikerne og embedsværket oplever som værende til fordel for Europas sagesløse forbrugerne.

Reglerne handler i stigende grad om at bevise for de europæiske borgere, at EU-samarbejdet er sat i verden for dem ved at sikre beskyttelse mod alskens mere eller mindre reelle trusler og overgreb fra erhvervslivets side. EU’s initiativer fremsættes hver gang med løfter om gigantiske milliardgevinster som følge af mere ensartet lovgivning og dermed øget samhandel.

Men spørgsmålet er, hvor meget de europæiske initiativer de senere år reelt har styrket væksten. Byrderne og usikkerheden omkring overholdelse af reglerne synes bare at vokse, mens mange af initiativerne altså kan virke direkte truende over for virksomhedernes helt basale forretningsmodeller og dermed indtjening. Alt sammen til skade for investeringslysten i Europa, der i modsætning til resten af verden fortsat ligger og roder rundt under niveauet fra før, krisen blev udløst i 2007.

Trods den stigende mængde benspænd fra EU, befinder EU-sagerne sig nok stadig relativt sjældent øverst i bunkerne på skrivebordet hos de fleste danske erhvervsledere. EU-regler er normalt noget virksomhedernes jurister forventes at tage sig af, mens EU-interesser forventes varetaget af brancheorganisationerne.

Manglen på logik bag mange af de nye krav og nok også en følelse af magtesløshed får samtidig en del til at anvende fortrængning som primær forsvarsmekanisme. En sådan taktik indebærer dog formentlig i dag en stor og voksende risiko. Lad mig her blot nævne fire argumenter for, at den europæiske markedsintervention formentlig vil stige, og for at stadig flere virksomheder derfor nok er nødt til at gå mere offensivt ind i forsvaret af deres interesser i EU-systemet.

For det første risikerer Brexit og optimismen omkring det nye tysk-franske samarbejde efter valget af EU-entusiasten Emmanuel Macron i Frankrig at intensivere EU’s jagt efter nye populære markedsinterventionistiske tiltag. Uden Storbritannien står de traditionelt nordisk liberale synspunkter generelt svagere i forhandlingerne. Og mens landene trods fornyet vilje fortsat vil have svært ved at gennemføre de basale struktur- og markedsreformer, som skal til for reelt at booste frihandlen, vil både de nationale og europæiske politikere lade sig friste af nye fikse ideer til at booste EU’s legitimitet gennem markedsindgreb.

For det andet har det store komplekse og uigennemskuelige EU-system altid lidt af en høj grad af såkaldt »regulatory capture«, hvor lobbyister fra de mest ressourcestærke og aktive selskaber og NGO’ere i Bruxelles opnår uforholdsmæssig stor indflydelse på indretningen af systemets mange love og afgørelser. Jo mere markedsintervention, jo større betydning får regulatory capture.

Så virksomhederne bliver altså nødt til enten at komme hårdere ind i EU-kampen og så vidt muligt påvirke, hvad der sker, eller sætte sig tilbage og afvente, hvad EU, i værste fald sammen deres værste konkurrenter, finder ud af skal ske.

EU-retten vil bestå

For det tredje vil EU-retten bestå, også selvom EU skulle forsvinde den dag i morgen. Lidt ligesom romerretten efter Romerrigets fald vil EU-retten komme til at fungere som basis for udformningen af nye nationale love og for etablering af nye aftaler de europæiske lande imellem. En tendens som allerede er ved at tegne sig i forbindelse med forhandlingerne om Brexit, der i praksis kan komme til at handle mindre om globale handelstekniske begreber som markedsadgang, ikke-diskrimination og toldtariffer, og mere om hvad der skal ske med de eksisterende EU-rammer, der i dag regulerer handlen mellem de to nyskilte parter.

Skulle nye borgerlige kræfter begynde at drømme om, at det hele måske en dag bare kan forsvinde f.eks. med en dansk udtræden af EU, så glem det. Enhver lille ændring i de fælles lovregler i dag vil udgøre en del af standarden for kommende lovændringer og internationale aftaler, hvad enten dette sker inden eller uden for den overordnede ramme, som vi i dag kalder EU. Så en opløsning af EU vil altså ikke betyde en tilsvarende opløsning af EU-retten, men nok snarere en komplicering og stigende usikkerhed omkring samme.

Endelig, for det fjerde, ser potentielle investorer i dag i stigende grad på, hvordan reguleringen påvirker både sektorer og enkelte virksomheder. En manglende strategi for, hvordan man enten sikrer virksomheden gunstige vilkår, eller som minimum forhindrer, at andre sikrer sig gunstige vilkår på ens bekostning, kan være afgørende for investorernes bedømmelse af virksomhedens forretningsmodel og indtjeningsevne.

Så behovet er altså steget for, at virksomhederne stadigt oftere parkerer den traditionelle nordiske dukserolle og får udviklet langt mere offensive strategier i kampen for at blive hørt og tilgodeset i EU-systemet. De nordiske virksomheder må hårdere ind i EU-kampen.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.