Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Dansk strudsepolitik

»Regeringens strategi over for vækstlandene er brudt sammen. Det er ikke lykkedes at få en større del af det brede erhvervsliv ud på de fjerne markeder, og det skader hele samfundet. Hvorfor tier Udenrigsministeriet?«

»Eksporten af medicinalvarer, især insulin fra Novo Nordisk, er steget markant til Kina, nemlig med ca. to milliarder kr. over de seneste tre år. Mink udgør den suverænt største eksportvare – blot har faldende priser ført til et stort dyk i eksporten til Kina og Hongkong det seneste år. Men vi lever nu engang ikke kun af insulin og mink. Der er stort set ingen udvikling i eksporten fra hele det øvrige erhvervsliv, og det står især sløjt til med eksport af forbrugsvarer.« Foto: Scanpix
»Eksporten af medicinalvarer, især insulin fra Novo Nordisk, er steget markant til Kina, nemlig med ca. to milliarder kr. over de seneste tre år. Mink udgør den suverænt største eksportvare – blot har faldende priser ført til et stort dyk i eksporten til Kina og Hongkong det seneste år. Men vi lever nu engang ikke kun af insulin og mink. Der er stort set ingen udvikling i eksporten fra hele det øvrige erhvervsliv, og det står især sløjt til med eksport af forbrugsvarer.« Foto: Scanpix

Med store fanfarer lancerede regeringen i oktober 2012 en ny strategi over for de nye vækstlande, dvs. BRIK-landene (herunder Kina) samt seks andre lande. Det er jo der, fremtidens vækst sker. Men strategien er slået fejl. Regeringen stikker hovedet i jorden, og oppositionen tager ikke problematikken op. Det er besynderligt, at det ikke er et tema i et valgår, hvor vi bør tale om værdiskabelse og ikke kun om omfordelinger.

Eksporten til vækstlandene skulle i løbet af fem år vokse fra 60 til 90 milliarder kr. og dermed kompensere for stagnationen i vores egen verden. Vi er nu midtvejs i forløbet, men eksporten er ikke steget til et midterpunkt, f.eks. 75 milliarder kr. Den faldt tværtimod til ca. 55 milliarder kr. sidste år. Imens er eksporten til Tyskland steget gevaldigt med ca. 17 milliarder kr. eller ca. 20 pct. over de seneste tre år.

Læs også: Eksporteventyr til tidligere højvækst-lande halter

Hvad er problemet, vil mange sige. Vi vinder jo frem på et nærmarked. Men det gør vi ikke i eksporten generelt, og det er på vækstmarkederne, at to tredjedele af verdens vækst vil ske. Vi kan se frem til mindst ti års stagnation eller lavvækst i Europa, så det er på de fjerne markeder, at vi må satse. Hvis vi ikke kan klare os i Kina, kan vi ikke klare os globalt, især ikke når bomstærke og ekspansive kinesiske virksomheder stormer frem overalt.

Problemet er, at det brede erhvervsliv står i stampe på vækstmarkederne, især i Kina, og det er vi ikke tilstrækkeligt opmærksomme på. Eksporten af medicinalvarer, især insulin fra Novo Nordisk, er steget markant til Kina, nemlig med ca. to milliarder kr. over de seneste tre år. Mink udgør den suverænt største eksportvare – blot har faldende priser ført til et stort dyk i eksporten til Kina og Hongkong det seneste år.

Men vi lever nu engang ikke kun af insulin og mink. Der er stort set ingen udvikling i eksporten fra hele det øvrige erhvervsliv, og det står især sløjt til med eksport af forbrugsvarer. Målt i procentandel udgør eksporten af forbrugsvarer kun det halve af den andel, vi har i Europa. Vi har altså slet ikke fået fat i den voldsomme vækst i den kinesiske forbrugssektor.

Det har været tendensen siden midten af 2013, men vi har lukket øjnene for det, og det gælder også Danmarks øjne udadtil, Udenrigsministeriet. Ministeriet hæfter sig ved, at samhandelen mellem Danmark og Kina er steget pænt, bl.a. som følge af stigende import fra Kina og høj indtjening i søtransporten. Det er korrekt. Men det siger bare intet om det alvorlige problem, nemlig at erhvervslivet i sin helhed ikke vinder frem på vækstmarkederne.

To forhold har forværret udviklingen: Et stort fald i minkpriser og faldet i eksporten til Rusland på grund af Krim-krisen. Men selv uden disse minusser havde vi alligevel ikke fået en stærk fremgang. Vi har mistet pusten over for BRIK-landene.

Læs også: Finans-TV: Dansk eksport overlever svækket Kina-vækst

Talrige virksomheder har i år meget lave vækstrater eller fald i omsætningen i Kina, selv om den kinesiske vækst er på syv pct. Det skyldes forværrede markedsvilkår, som virksomhederne ikke har indstillet sig på. De må søge længere ind i landet for at skabe nye markeder. Nogle er heller ikke gode nok til at opfange skiftende politiske signaler, og det gælder selv blandt de største. Desuden bliver de kinesiske konkurrenter endnu skrappere. De kender ikke til Janteloven.

Sagt med andre ord: Det er nu, at danske virksomheder begynder at knække halsen, fordi de ikke tager Kina alvorligt, fordi de ikke driver virksomhed i Kina på kinesiske vilkår, og fordi de ikke altid sender de bedste folk til verdens største og hurtigst voksende marked.

I min bog for nylig, »Danske succeser i Kina«, skrev jeg også om fejltagelser, og fra diplomatisk side blev jeg kritiseret for derved at skræmme danske virksomheder fra Kina. Dertil er svaret, at skræmmes virksomheder på grund af andres fejltagelse, så egner de sig ikke til at være på et både brutalt og givtigt marked.

Udenrigsministeriet burde gøre det modsatte: Tale højt om problemerne. Ministeriet gør en stor indsats for at hjælpe virksomheder ind på det kinesiske marked som på de øvrige vækstmarkeder. I mange tilfælde er indsatsen altafgørende, især for mindre virksomheder, og især ved at skabe kontakter til myndighederne. Ministeriets embedsmænd har bare ikke kompetence til at udforme den rigtige strategi for virksomhederne. Det må virksomhederne selv eller private rådgivere gøre. Selv store virksomheder som Danfoss og Grundfos har svært ved at udnytte mulighederne maksimalt, f.eks. inde i landet, primært fordi de ikke tør satse så meget som kinesiske virksomheder gør, og det kan blive fatalt.

Læs også: Kraftigt og overraskende eksportfald i Kina tegner skidt billede

I gamle dage var diplomaternes fornemste opgave at pege på trusselsbilleder verden over for at beskytte danske interesser. Nu skal ministeriet også fremme dansk eksport, og det er en god målsætning. Men ministeriet burde også kunne sige til regeringen og erhvervslivet, at en udvikling på markederne er problematisk, og at der bør foretages korrektioner af politikken og strategien. Det vægrer ambassaderne sig ved, og en af grundene kan være, at ambassaderne har et indtjeningsmål. De skal yde rådgivning, som virksomhederne betaler for. Ambassaderne bruger ikke hundredvis af timer på at kulegrave problemer, medmindre de får penge fra virksomhederne. Men det er nøjagtigt det, der er behov for.

Der er f.eks. behov for at ruske op i den danske ledelse i virksomhederne, for det er der, den største flaskehals over for en Kina-ekspansion ligger. Her bør ministeriet eller andre sætte kraftigt ind. Vi har behov for at være lige så offensive, som Kina er. Med voldsomme investeringer skaber Kina ikke blot historiens hurtigste udvikling, f.eks. med en superavanceret infrastruktur, men satser nu på gigantiske infrastrukturprojekter gennem Asien til Europa. Kina har overrasket alle ved at få bred tilslutning til sin nye asiatiske infrastrukturbank, AIIB, selv om USA har forsøgt at hindre de vestlige allierede i at tilslutte sig banken.

I Europa tøver vi med at investere os til en bedre fremtid. Tyskland er dog ved at vise en vej ved at etablere en fond, der med private midler og pensionsmidler skal stå for udbygningen af vej- og jernbanenettet – med brugerbetaling.

Hvad gør vi så herhjemme? Der har været mange forslag om offentlig-privat finansiering af veje og hospitaler. Men hvornår kommer der et massivt politisk udspil fra rød eller blå blok, så vi kan få storstilede projekter som i Tyskland? Hvornår giver politikerne nogle stimuli til pensionssektoren, så den tør bruge bare nogle få procent af sine 3.000 milliarder kr. i den slags projekter og til investeringer på vækstmarkederne? Nul-renten ændrer totalt ved pensionsopsparingens vilkår, og man må spørge, hvornår pensionsopsparerne kræver, at deres egne midler forvaltes, så det kan gavne dem selv i fremtiden.

Læs også: Kina stimulerer økonomien

Der er kort og godt behov for at skabe ny dynamik i hele samfundet. Hver eneste borger er afhængig af, at vi omstiller os og skaber fremgang på vækstmarkederne, ellers får vi en dårlig pension. Kineserne forstår at aktivere deres enorme valutareserver. Tyskerne forstår at bruge statsfonden KfW som en garanti for bankernes finansiering af virksomheder og projekter i ind- og udland. Vi kunne bruge statsfonden IFU lige så aktivt – og skubbe til pensionssektoren.

Det handler altså om at ville. Sådan er det også med strudsen. Den er en hurtigløber, medmindre den vælger at stikke hovedet i sandet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.