Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Dansk samling efter terroren

»Når terror er problemet, er fællesskab så løsningen? Det synes at fremgå af de sidste par dages hændelser. Fællesskabsfølelsen forsvinder imidlertid ganske hurtigt igen og afløses af konflikt, splittelse og endog had.«

Billede fra mindehøjtidligheden for ofrene for weekendens terror mandag d. 16 februar 2015 på Østerbro. Foto: Scanpix
Billede fra mindehøjtidligheden for ofrene for weekendens terror mandag d. 16 februar 2015 på Østerbro. Foto: Scanpix

Vil angrebet på Krudttønden og synagogen blive en skelsættende historisk begivenhed i dansk historie? Vil den ændre noget? Det første, der sker efter en terrorhandling, er, at der opstår et fællesskab skabt af en fælles fjende – syndebukken, der dræbes, og som derved knytter de overlevende sammen til et stort vi. Når terror er problemet, er fællesskab så løsningen? Det synes at fremgå af de sidste par dages hændelser.

Folk lagde blomster og tændte lys i underlige glasbeholdere foran synagogen i Krystalgade og på Østerbro, men på det multikulturelle Nørrebro, hvor Omar el-Hussein blev dræbt af politiet, fjernes blomsterne. De er jo ikke shiamuslimer. Det er et moderne, selvskabt ritual, som vi så første gang på TV ved prinsesse Dianas død. Pladsen foran domkirken i Oslo var også fyldt med blomster kort tid efter massakren på Utøya. Det er en fælles, medieskabt handling uden ord. Et ritual uden myte. Religion i det offentlige rum.

Se billederne: Tusinder var samlet på Østerbro

Statsminister Helle Thorning-Schmidt sagde det ved mindehøjtideligheden mandag aften. Hun talte om et stærkt fællesskab som værn mod terror. Frygt skaber fællesskab. Ved samme lejlighed forsøgte man at skabe en stemning som under den tyske besættelse, idet en sangerinde sang Poul Henningsens »Man binder os på mund og hånd« fra 1940, og tanken var vel, at dette »man«, der engang var tyskerne, i dag er de danske islamister eller »ekstremister«, som er det nye tekniske ord for den gruppe danskere. Det er i øvrigt også en sang, der gør op med ægteskabets kedsomhed. Den blev fulgt af en Beatles-sang med en drøm om, at der ingen religion fandtes, og endelig en sang på svensk sunget af en kurder. Det var godt nok multikulturelt. På Rådhuspladsen i Aarhus måtte de hente Nordahl Griegs »Kringsatt av fiender« fra 1936 frem, selvom vi ikke er omringet af fjender, for fjenden er en af os. Andre steder forsøgte de at synge »Det haver så nyligen regnet«, hvor ukrudtet nu er ekstremisterne. Vi kan konstatere, at fællesskabet ikke evner at synge fællessang, selvom nogle af de ældre nok nynnede med på Beatles. Under alle omstændigheder var det patetisk.

Fællesskabsfølelsen forsvinder imidlertid ganske hurtigt igen og afløses af konflikt, splittelse og endog had. Kort efter 9/11 sagde man, at vi er alle amerikanere, men der gik ikke lang tid, før George W. Bush blev et universelt hadeobjekt. Der var mange i Sverige, der hadede Olof Palme. Sorgen over hans død var begrænset. Valgkampen i Norge var barsk, idet folk, der kritiserede Arbeiderpartiet (det norske socialdemokrati), blev beskyldt for at være på samme side som Anders Behring Breivik. Den norske forfatter Karl Ove Knausgård har beskrevet denne vi-følelse i Norge og om, hvordan den forsvandt igen.

Læs også: Når vold og had rammer Danmark, så er svaret fællesskab og demokrati

Den 22. juli 2011 om eftermiddagen holdt han foredrag på Testrup Højskole ved Aarhus. I pausen fik han at vide, at der havde været et angreb på regeringskvarteret i Oslo. Næste morgen nedskrev han sine tanker: »Jeg har grått flere ganger idag. Det tror jeg alle nordmenn har gjort. For det hendte hjemme.« Teksten blev trykt med titlen »Navnet og tallet«, for som han siger: Vi husker bødlens navn, men ikke ofrenes. Ingen glemmer navnet Anders Behring Breivik, og det var også meningen med handlingen. Som Breivik sagde til en kendt TV-vært på Palace Grill i Oslo: »Om et år er jeg tre ganger mere kjennt end deg«. Nu kender alle Omar Abdel Hamir el-Hussein. Hans navn er indskrevet i moderne danmarkshistorie. Omar el-Hussein gik i den danske folkeskole, hvor han blev gjort fortrolig med dansk kultur. Han gik på VUC i Hvidovre og havde en HF. Hans forældre er palæstinensere fra Jordan, og han har været i den gamle hovedstad al-Salt i flere år. Som så mange andre danskere, nærede han stor modvilje mod Israel og sympatiserede med palæstinenserne og gik med partisantørklæde, igen som så mange andre danskere.

I Knausgårds »Min kamps« sjette bog ser han tilbage på sin første reaktion og reviderede den. Han fortæller, hvordan han reagerede på nyheden i pausen efter foredraget. »Det må være Al Qaida,« sagde han. Han finder ud af, at det var det ikke: »Fienden var ikke den fremmede. Fjenden var oss selv«. Det er ikke den fremmede eller den Anden, der er fjenden, men den, der ligner os mest. Fjenden var en del af storbyen, Oslo, og Norge eller København og Hvidovre. Knausgård fortsætter så med at skrive noget, der ikke just gjorde ham populær. Han forstår nu den vi-følelse, de havde i Tyskland, når de samledes med fakler, hørte musik og lyttede til Hitler. Det var den samme vi-følelse, de havde i Norge.

Sammenholdet varer ikke længe: Forfatteren Carsten Jensen har allerede i en besk kommentar i Politiken været ude med bemærkninger om, at vi selv er skyld i terrorhandlingen. Andre prominente personer mener, at den svenske kunstner Lars Vilks gerne vil være et terroroffer. Information gik til angreb på Benjamin Netanyahu og jødisk nationalisme. Unge, danske muslimer støtter Omar. Så uanset hvor meget der tales om fælles værdier og demokrati, fører det ikke til noget, for et nationalt fællesskab skabt af terror kan ikke opretholdes. Det viser historien fra Norge.

Helle Thorning-Schmidt og andre politikere er i gang med en re-nationalisering. Det danske skal være det, der befinder sig over religiøse og kulturelle forskelle. Der er plads til kristne, jøder og muslimer i Danmark, men vi er alle danskere, som hun sagde. Det er en besynderlig treenighed af religioner, som om de tre var civilreligioner. Og dette siges kort efter, at der lige er blevet udtrykt håb om en verden uden religioner. Dog kan man ikke udelukke, at disse sange ikke betyder noget som helst. At de er tomme ritualer, fordi der ingen findes.

Der er som bekendt mange andre religioner i Danmark, og jødedommen er ikke særligt synlig, men denne tredeling synliggør den som minoritetsreligion. Der bliver færre og færre kristne i Danmark. Der sker for tiden en »afeuropæisering af kristendommen«. Under den tyske besættelse ville danskerne i fællesskab have kunnet synge »Altid frejdig, når du går«, men den går ikke længere. Vi er ophørt med at bekende os til den jødisk-kristne livsanskuelse, og endelig er der altså tale om tre helt forskellige og uforenelige religioner. Hvad er det i øvrigt for et fællesskab, der drømmes om? Det nationale fællesskab foragter jo alle, så det bliver et tomt fællesskab tilsat lidt musik. Politisk set er der tale om kommunitarisme, som åbenbart dyrkes af selv liberale partier.

Læs også: Politiet: Terrorist fik hjælp under angrebet i København

Hvis terror er problemet, er fællesskab så løsningen? Nej. Omar el-Hussein søgte også efter fællesskab ganske som de mange danskere med fakler. Han havde fået at vide, at fællesskab er løsningen. Først forsøgte han med sport, dernæst bander og til sidst radikal islam. Han er et tydeligt eksempel på det fænomen, der hedder »individualisering«, der er blevet beskrevet af den for nylig afdøde tyske sociolog, Ulrich Beck. Omar kunne ikke klare individualiseringens skæbne. Han ville have en identitet og fandt en. Desværre. Vi er alle individualiserede, derfor er der ingen fællessang, og derfor er i et moderne samfund fællesskaber en trussel mod individet, der er den eneste minoritet, der findes.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.