Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Dansk forsvar efter Krim-krisen

Krig. Danske politikere kommer ikke udenom at ændre på dansk forsvars- og sikkerhedspolitik i kølvandet på Krim-krisen. Det er ikke problemfrit, men risikoen ved at gøre for lidt kan i længden vise sig at være endnu værre.

»Siden omkring 1991 har dansk forsvars- og sikkerhedspolitik bygget på, at der ikke længere skulle findes direkte trusler mod Danmark,« skriver Robert Petersen, og fortsætter: »Det er baggrunden for, at Forsvaret efter 1991 gradvis omstillede hele den militære organisation fra at være et territorialforsvar (med fokus på nationale opgaver) til at blive en ekspeditionsstyrke. Det er den omstilling, som Krim-krisen truer med at underminere.« 
Foto: Henning Bagger
»Siden omkring 1991 har dansk forsvars- og sikkerhedspolitik bygget på, at der ikke længere skulle findes direkte trusler mod Danmark,« skriver Robert Petersen, og fortsætter: »Det er baggrunden for, at Forsvaret efter 1991 gradvis omstillede hele den militære organisation fra at være et territorialforsvar (med fokus på nationale opgaver) til at blive en ekspeditionsstyrke. Det er den omstilling, som Krim-krisen truer med at underminere.« Foto: Henning Bagger

Den russiske annektering af Krim-halvøen har rystet Europa og skabt en regulær krigsfrygt flere steder. Krigsfrygten er naturligvis størst i Ukraine, som med annekteringen af Krim har mistet et landområde på størrelse med Belgien. Ingen kan med sikkerhed sige om krisen slutter nu eller om den russiske præsident Vladimir Putin vil føle sig opmuntret til nye fremstød i det østlige Ukraine, som rummer et stort russisk mindretal. Krigsfrygten har også grebet NATO og fået alliancen til at deployere kampfly til de baltiske lande og Polen. Danmark vil sandsynligvis selv sende seks F16-kampfly til de baltiske lande i maj.

Krim-krisen sætter et alvorligt spørgsmålstegn ved en række grundfæstede antagelser om dansk sikkerhed. Siden omkring 1991 har dansk forsvars- og sikkerhedspolitik bygget på, at der ikke længere skulle findes direkte trusler mod Danmark. Derimod skulle der findes en række såkaldte indirekte trusler fjernt fra Danmark, som på forskellig vis kunne påvirke dansk sikkerhed i en negativ retning. Eksempelvis i form af terrorisme. Det er baggrunden for, at Forsvaret efter 1991 gradvis omstillede hele den militære organisation fra at være et territorialforsvar (med fokus på nationale opgaver) til at blive en ekspeditionsstyrke. Det er den omstilling, som Krim-krisen truer med at underminere.

Selv uden Krim-krisen ville antagelsen om, at Forsvarets primære opgave er i udlandet, være i store vanskeligheder. Det skyldes følgende forhold: For det første har krigene i Afghanistan og Irak samt rod i Forsvarets økonomistyring resulteret i en situation, hvor bunden for flere år siden røg ud af Forsvarets økonomi. Det blev med det seneste forsvarsforlig i 2012 besluttet at spare 15 procent på Forsvaret, hvilket ikke kan undgå at gå ud over de operationelle kapaciteter. Forsvarets primære mission er i udlandet, men evnen til at udsende noget er nedadgående.

Den anden årsag vedrører vores allierede. Flere af vores allierede er ved at gennemføre store besparelser på deres væbnede styrker, og USA har for nylig besluttet at skære deres landstyrker ned til et niveau ikke set siden 1941. Selv Brasilien vil i 2020erne sandsynligvis have en større flåde end både Frankrig og Storbritannien tilsammen. Den britiske hær vil i 2018 være mindre end da slaget ved Waterloo blev udkæmpet i 1815. En række af vores allierede er desuden krigstrætte efter krigene i bl.a. Irak, og det britiske parlament stemte i september 2013 nej til at sende britiske styrker i krig mod Syrien efter et angreb med kemiske våben mod syriske civile. Danmark kan ikke gennemføre internationale operationer alene, men antallet af mulige allierede svinder. Intet af det betyder, at Krim-krisen er en kærkommen gave til Forsvaret. Det vil tværtimod tage lang tid at omstille Forsvaret fra internationale operationer til at forsvare os selv mod en mulig russisk trussel. Det står umiddelbart heller ikke klart, hvordan Forsvaret skal anvendes mod en sådan trussel. Det mest sandsynlige krigsscenario, som kunne tænkes at inddrage Danmark, ville være en russisk aggression mod de baltiske lande, der alle tre er medlemmer af NATO og som desuden har betydelige russiske mindretal. En sådan aggression ville traktatmæssigt tvinge NATO (inklusiv Danmark) til et modsvar. Men betyder det, at Forsvaret skal fokusere på at sende landtropper som forstærkninger til de baltiske lande? I så fald kommer Hæren i centrum med Søværnet og Flyvevåbnet i en støtterolle. Det er på den anden side også muligt, at NATO vil bede Danmark om at koncentrere sig om at styre adgangen til og fra Østersøen gennem de danske stræder. Det kunne i så fald resultere i en styrkelse af Søværnet og Flyvevåbnet på bekostning af Hæren.

Et skift i Forsvarets opgaver vil derudover sandsynligvis ryste den politiske enighed om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Den konservative forsvarsordfører Lene Espersen argumenterede efter den russiske annektering af Krim i en kronik for at modernisere Søværnets nye fregatter, så de kunne indgå i den europæiske del af det amerikanske missilforsvar. Samtidig mente hun, at dansk forsvar skulle omstilles, så det hurtigt kunne sendes til de baltiske lande. Det blev besvaret med en kronik fra den tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen fra SF, som kritiserede Espersens »panikforslag« og »hovsa-missiler«. Holger K. Nielsen ville ikke udelukke, at der muligvis var sket en ændring i det militære trusselsbillede, men ville først nedsætte et ekspertudvalg til at undersøge det. Indtil da ville han først og fremmest bekæmpe Putins styre med ikke-militære midler såsom målrettede sanktioner.

Det må i den forbindelse påpeges, at Krim-krisen ikke kun handler om en forøget trussel fra et revanchistisk Rusland. Krim-krisen truer også med at underminere den sikkerhedspolitiske orden, som har sikret fred i hovedparten af Europa i foreløbig to årtier. Hvis den russiske aggression ikke får nogen større konsekvenser, kan det få en række lande i vores eget nabolag til at konkludere, at de selv må gøre noget for at beskytte sig mod russisk aggression. Det kan tvinge nogle lande til at indordne sig Rusland og dermed bevare en vis uafhængighed. Det blev tidligere kaldt »finlandisering«. Det er på den anden side også tænkeligt, at nogle lande vil gå den modsatte vej, opruste mod Rusland og indgå regionale alliancer udenom NATO. Begge tendenser vil undergrave europæisk sikkerhed lige så meget som et truende Rusland.

Danske politikere kommer ikke udenom at ændre på dansk forsvars- og sikkerhedspolitik i kølvandet på Krim-krisen. Der er mange problemer forbundet ved at gennemføre en sådan ændring, men risikoen ved at gøre for lidt kan i længden vise sig at være endnu værre.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.