Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Danmark på speed

De seneste 15 år er antallet af børn og voksne med diagnosen ADHD eksploderet. Ubehandlet ADHD hos voksne skønnes, udover de personlige omkostninger, hvert år at koste samfundet mange milliarder kroner. Tidens uddannelseskrav er gift for personer med ADHD.

Søren Lecker, psykiater
Søren Lecker, psykiater

ADHD betyder Alle Drenge Har det – det er en konstruktion. Et fata morgana, en luftspejling af samfundet, skabt som undskyldning for en pædagogik uden indsigt og grænser og for forældre, der hellere vil hellige sig deres karriere og materielle rigdom fremfor at tage sig af deres børn og sikre, at de bliver ordentlige samfundsborgere, lyder et udsagn. Eller: ADHD er en primær dvs. medfødt eller tidligt udviklet neurobiologisk forstyrrelse/lidelse, som altid har eksisteret, og som medfører karakteristiske symptomer og problemer for personen i samspillet med omgivelserne. Lidelsen kan behandles og problemerne reduceres.

Begge anskuelser er faktisk rimelige. Den første, fordi den peger på en betydning af samfundsstrukturen, og den anden, fordi den kan afstigmatisere de berørte.

De sidste 15 år er antallet af børn og voksne med diagnosen ADHD eksploderet. Forældre til børn med diagnosen ADHD spørger, »jeg ligner mit barn, så har jeg også ADHD?« – og det har de ofte, da der er en høj grad af arvelighed i ADHD. Men er det positivt at få en diagnose? Ikke entydigt. At være »en rask dreng, en Emil fra Lønneberg-type«, eller »en drengepige«, eller for 100 år siden måske »en kraftkarl af en landarbejder, godt nok med et heftigt temperament, som drikker sig i hegnet på sin fridag, men god på bunden«, er måske ikke et problem.

Men hvad med »en dårligt opdraget møgunge, der aldrig kan sidde stille og koncentrere sig i blot fem sekunder, som forstyrrer de andre. En ballademager, en slagsbror og en tugthuskandidat«? Knap så positivt, vel? Og vi taler her nok om forskellig opfattelse af de samme træk til forskellige tider. De fleste vil i dag sikkert hellere have en diagnose, møde forståelse og få behandling end få at vide, at deres skæbne inddrager et fængsel.

Børn med ADHD er i forhold til jævnaldrende børn mere urolige, har nedsat koncentrationsevne og indlæring, er impulsive og reagerer uhensigtsmæssigt, og de kommer derfor let i konflikt med omgivelserne. Eller de har blot koncentrationsbesvær, sidder og dagdrømmer og tegner og kan blive opfattet som mindre begavede (ADHD har intet med begavelsen at gøre) og kan på grund af uopmærksomhed have problemer med at forstå de sociale spil og kan blive marginaliseret.

Voksne med ADHD findes i alle samfundslag, men har som gruppe en svært øget risiko for at udvikle sindslidelser, misbrug, kriminalitet, trafikuheld, skilsmisse, ikke at gennemføre en uddannelse, ryge ud af arbejdsmarkedet med mere. Det vil sige forhold, som de fleste opfatter som negative. Ubehandlet ADHD hos voksne skønnes, udover de personlige omkostninger, hvert år at koste samfundet mange milliarder kroner i direkte omkostninger i sundhedsvæsnet, fængsler mv. og indirekte lavere indtjening.

De træk, der forbindes med ADHD, er bestemt ikke kun en ulempe for at begå sig i vores samfund. De voksne med ADHD, der forstår at kanalisere deres betydelige rastløshed, impulsivitet og følelsesladethed, kan være ekstremt energiske og produktive, skabe fest og farver, være elite- og ekstremsportudøvere, skabe kunst, kreativitet og innovation, hvor andre tøver og lader sig holde tilbage i gruppesammenholdet.

Men hvor kommer den idé fra, at alle unge for enhver pris skal tage en ungdomsuddannelse? Hvis mange bare vil ud over stepperne og »lære ved at gøre«, det vil sige indlære praktisk og intuitivt fremfor teoretisk og trinvis? Det er jo så et spørgsmål til skiftende regeringer. For tidens uddannelseskrav er gift for personer med ADHD, der har problemer med abstrakte og langsigtede mål, og uddannelseskravene skaber her tabere i stedet for produktive individer. I lighed med tidens ikke-begrundede krav om dokumentation og ensrettende »omstillingsparathed«, som spolerer bl.a. ADHD-personers kreativitet og forhindrer dem i at løse tingene på egen facon. Reelt er det derfor i dag fuldstændig umuligt at sige, hvor mange der »burde« diagnosticeres og behandles. Eller om det er samfundet, der burde behandles.

Diagnose-udviklingen er også drevet af tidens offermentalitet: »Jeg har en lidelse, det er ikke min skyld«, af de medicinske behandlingsmuligheder (hvem sagde medicinalindustrien?) og af en slap og konsekvensløs pædagogik med utydelige grænser. Med risiko for at pådrage mig feministers raseri også af det sociale eksperiment, der ligger i, at alle kvinder skal ud på arbejdsmarkedet, hvilket har medført, at omsorgen og opdragelsen af børnene i høj grad er gået fra mødrene til pædagogerne.

Der kan desuden være en reel stigning i antallet af mennesker med ADHD, da man ved, at alt for tidligt fødte (som ikke tidligere overlevede) meget hyppigt får stillet ADHD-diagnosen, og man kan heller ikke udelukke en betydning af miljøgifte og af mængden af ydre stimuli f.eks. fra sociale medier, computerspil m.v. Så der er frit slag til at tage sin egen yndlingsforklaring i anvendelse for fænomenet ADHD.

For psykiatere, som behandler ADHD, og som ikke har meget andet til rådighed i behandlingen end medicin og en smule oplysning, synes det dog ganske overbevisende, at medicinen ofte i forhold til daglig funktion og konfliktniveauer har en positiv betydning for de behandlede og deres pårørende. Udviklingen er, at flere og flere søger en forklaring på psykiske og uddannelses- og erhvervsmæssige problemer. Hvis deres problemer kan forklares ved en bogstavforkortelse (ADHD – attention deficit and hyperactivity disorder – forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed), ja, så vil en eller anden psykiater på et tidspunkt tilbyde dem medicinsk behandling.

Det er her et selvstændigt problem, at unge mænd »af anden etnisk herkomst« med problematisk adfærd, som kan skyldes ADHD, formentlig på grund af berøringsangst kun i meget begrænset omfang bliver udredt.

Nogle vil mene, at djævlen ligger på lur og frister med Danmark på speed (det vil sige amfetamin), da en del ADHD-præparater ligner amfetamin, for ADHD er det, man kalder en spektrumlidelse, hvor diagnosen hos voksne bl.a. bygger på usikre data om barndommen, og man kan have ADHD i udtalt grad, i lettere grad og ligge i grænseområdet. Man kan også, om ikke udvikle ADHD, så efter lang tids psykisk belastning udvikle symptomer, der til forveksling ligner dem, man finder hos voksne med ADHD.

Så udover de op til fem procent af den voksne befolkning, hvor man kan følge ADHD-symptomer tilbage til barndommen, er der måske fem-ti procent af befolkningen, »der ligner«, det vil sige ligger i grænseområdet, og yderligere et større antal, der udvikler de samme symptomer senere i livet. Mange af disse mange mennesker vil formentlig gerne have en reel medicinsk behandlingseffekt. Behandlingen er sjældent livslang. Snarere bruges den i perioder, hvor det giver mening i forhold til tilværelsens krav såsom under en uddannelse.

Folk med ADHD udgør på ingen måde en homogen gruppe, men én ting har de ofte til fælles: De er ikke lydhøre over for den endeløse række af sundhedskampagner. Selv om indholdet af disse kampagner i høj grad er rettet mod personer med ADHD, som ofte har en usund levevis i forhold til kost, tobak, alkohol og misbrug. Så hvis man politisk mener noget med at sætte ind for at forbedre sundheden for de mest udfordrede i samfundet, skal der en individuel tilgang til. Herunder en screening for ADHD. Det ved de i dag i misbrugscentrene.

I Storbritannien bliver over 12 millioner personer (ca. 20 procent af briterne) anbefalet livslang kolesterolsænkende behandling for at reducere risikoen for hjertekarsygdomme.

Kan man så nødvendigvis kun mene, at det er et problem, hvis de fem-ti procent af befolkningen i den vestlige verden, som har ADHD, eller noget, der ligner, i perioder af deres liv bliver behandlet med medicinske præparater, hvor nogle ligner amfetamin – givet i små doser, og som kan misbruges i større doser – hvis denne behandling sammen med andre former for støtte kan forbedre denne store gruppe personers præstation i den disciplin, der hedder »den moderne tilværelse«, så de kunne leve længere, med mindre stress, overvægt, røg, druk, stoffer og følelsen af at have fejlet i tilværelsen?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.