Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Da Svend erobrede England

Flere intriger gik forud for den danske konge Svend Tveskægs erobring af England. Han beskrives ofte som en dårlig konge, men måske var Svend, der døde i denne måned for 1.000 år siden, bedre end sit rygte.

Ingen ved af gode grunde, hvordan Svend Tveskæg faktisk så ud. Denne udgave hænger på rådhuset i Swansea i Wales.
Ingen ved af gode grunde, hvordan Svend Tveskæg faktisk så ud. Denne udgave hænger på rådhuset i Swansea i Wales.

Engang du herre var i hele Norden,

Bød over England, – nu du kaldes svag.

I første halvdel af tusindtallet bød fire danske konger over England. I november 1013 blev Svend Tveskæg konge af hele England, efter at han om sommeren var landet med sin hær i Sandwich. Han sikrede sig straks Nord- og Østengland og nedkæmpede derefter al modstand i det sydlige og vestlige England. Svend fik kun kort tid som konge af England; han døde allerede 3. februar 1014 i Gainsborough.

Svend Tveskæg havde da allerede spillet en stor rolle i Englands historie i mere end 20 år. Kort før år 1000 anklagede kong Æthelred den Rådløse en engelsk stormand, Æthelric af Bocking, for landsforræderi; anklagen lød på deltagelse i en sammensværgelse om at modtage Svend som konge af England, første gang han kom til landet, sikkert i 991. Ingen betvivlede selve sammensværgelsen. Problemet var alene, om Æthelric havde del i den.

Siden træffes Svend tit på vikingetog i England, første gang i 994 sammen med den norske konge, Olav Tryggvason. De angreb først London, hvor de mødte hård modstand, hvorefter det gik ud over flere sydengelske landskaber. Det blev så slemt for englænderne, at kongen og hans råder tilbød vikingerne at betale dem tribut og give dem forsyninger og underhold for vinteren. De forskellige vikingestyrker samledes i Southampton og gik i vinterkvarter der. Man udbetalte dem 16.000 pund.

Medens hæren lå der, sendte kongen bud til Olav Tryggvason og tilbød ham en separatfred. Olav tog imod tilbuddet, vendte hjem til Norge og lovede ikke at vende tilbage til England i fjendtlig hensigt.

Det var et snedigt stykke udenrigspolitik fra Æthelreds side. Traditionelt stod Norge under dansk dominans. Den senere »danskenat« var slet ikke noget nyt. Egnene omkring Oslo-fjorden, Viken, var mestendels under direkte dansk styre, medens resten af landet styredes af jarler og småkonger, der anerkendte den danske konge som deres overherre. Det forudsatte naturligvis, at de danske konger var i stand til at hævde deres magt, så der stod respekt om dem i Norge. Så snart danerne vaklede, prøvede en lokal mand at underkaste sig Norge i stedet. Det ville Olav Tryggvason forsøge med engelsk støtte, og englændernes håb var naturligvis, at hvis de på den måde kunne holde Svend beskæftiget hjemme i Skandinavien, fik han brug for sine styrker der. Tilsyneladende lykkedes denne plan. Svend havde ikke frie hænder mod England igen før efter slaget ved Svold, hvor Olav jo endte i vandet.

En anden del af hæren gik i engelsk tjeneste som lejetropper. Nogle vil gerne tro, at Svends hær i England var en hær af danske værnepligtige, som efter veludført gerning i England ville vende hjem til Danmark sammen med Svend og hellige sig deres landbrug indtil næste gang, Svend kaldte på dem. En del af hæren har sikkert også været Svends egne folk, ikke en ledingshær, men en hær af stormænd med deres folk, som var i Svends brød. Der har imidlertid givetvis været andre hærførere, danske og måske også svenske, som har deltaget efter aftale med Svend, men som nu, hvor aftalen var udløbet med en aftale med englænderne i Southampton og med udbetalingen af de 16.000 pund, var frie til at gå deres egne veje. Nogle af dem gik i engelsk tjeneste som lejetropper, og vi har ligefrem den aftale, som blev indgået mellem dem og englænderne. Den regulerer forholdene for en vikingehær, som nu skulle tjene englænderne, ikke plyndre dem. Aftalen kostede englænderne 22.000 pund.

Hæren bestod som lejetropshær i England til 997. Der er ingen overlevering om vikingeaktiviteter i England i 995 og 996, men i 997 vendte hæren sig mod sine arbejdsgivere og begyndte atter at gå på vikingetogter i England. Det var i virkeligheden den samme hær, der under forskellige ledere huserede i England til 1005, da en hungersnød sendte vikingerne hjem til Skandinavien, om end kun for en kort bemærkning.

Lejetropsaftaler fortsatte imidlertid: Pallig var flåderådgiver og skulle hjælpe englænderne med at holde andre vikingeflåder borte, men svigtede i 1001. Da stod et slag i Sussex, som vikingerne vandt, og derpå drog de til Devon. Her blev de mødt af Pallig med de skibe, han havde kunnet samle, »fordi han havde svigtet kong Æthelred trods alle de løfter, han havde givet ham. Og kongen havde også givet ham store gaver, både jordegods, guld og sølv.« Her har vi en mand, der var gået i Æthelreds tjeneste som flådekonsulent. Med ondt skal ondt fordrives! Han svigtede imidlertid og sluttede sig til de landsmænd, der allerede nogle år tidligere havde brudt deres aftale med den engelske konge. I 1002 var man blevet så træt af disse lejetropper, at man besluttede at slå dem alle ihjel på én bestemt dag.

En høvding ved navn Thorkil den Høje angreb i 1009-12 England med en stor flådestyrke, indkasserede en stor danegæld, og da han aftakkede sin flåde efter tre års togter i England, blev han selv i landet og gik i Æthelreds tjeneste med 40 skibe. Det åbnede farlige perspektiver for Svend, for hvis Thorkil gik hen og fik et stort ord at sige i England, måske ligefrem fik rådighed over Englands økonomiske ressourcer, kunne det blive meget farligt for Svend. Det var sikkert denne fare, der fik Svend til at satse på den endelige erobring af landet. Det klarede han ved et felttog fra sommeren 1013, som i november endte med, at hele England anerkendte ham som konge og stillede gidsler for aftalen. Æthelred måtte flygte til Normandiet, og hvem fragtede ham dertil? Det gjorde Thorkil den Høje med sin flådestyrke. Han var stadig i Æthelreds tjeneste, da Svend døde i februar 1014.

Det er bemærkelsesværdigt, at medens alt dette foregik, hentede Svend engelske biskopper til Skandinavien. Han beskrives ellers af Adam af Bremen som en stor kristenforfølger, i alle måder en slet konge. Det skyldes Adam, som har øvet stor indflydelse på senere danske historieskrivere, at Svend har fået så slet et eftermæle. Adams billede af Svend er imidlertid konstrueret frit som et modbillede til faderen Harald Blåtand, som Svend gjorde oprør imod. Ham ville Adam gerne gøre til helgen.

Et mere sandfærdigt billede af Svend får man i »Æresskrift for Dronning Emma«, også kendt som »Kong Knuds liv og gerninger«. »Danernes konge, jeg mener Svend, har … vel næsten været den lykkeligste af alle sin tids konger; ja der timedes ham, hvad kun sjældent plejer at forenes, at der til hans lykkelige begyndelse for Gud og for verden kom til at svare en endnu langt lykkeligere udgang.«

Herefter forklarer han, at Svend var så afholdt af alle, at enhver ville gå gennem ild og vand for ham; kun faderen hørte ikke til hans beundrere og svor, at han ville gøre alt for, at Svend ikke skulle komme til at arve hans trone. Så støttede hæren Svend og svigtede Harald, der døde efter kampen mellem dem, hvorefter Svend besad sit rige i fred.

Både Adam og den anonyme forfatter af æresskriftet er meget tendentiøse. Æresskriftet skulle redde Emma, oprindelig enke efter kong Æthelred, ud af den knibe, hun var endt i nu som enke efter Knud den Store, og Adam havde den utaknemmelige opgave at overbevise verden om det retmæssige i Hamborgkirkens krav på at lede Nordens kirker, et krav som helt fra begyndelsen var grundet på et bedrag. Adams udgave af Svend strider imidlertid så stærkt imod, hvad vi ved fra andre kilder, at vi langt må foretrække æresskriftets vurdering af ham.

Danevældet i England blev kun kortvarigt. Knud den Store gentog sin faders erobring af landet, men begge hans sønner, Harald Harefod og Hardeknud, døde unge og uden arvinger. Danevældet satte sig derfor ikke spor i landets historie, der tåler sammenligning med den normanniske erobring i 1066, men man var glade for at grave mindet om det frem, da Danmark i 1800-tallet, først i 1814 og siden i 1864, var blevet reduceret til en småstat.

Da var det rart at kunne mindes en imperietid, som H.C. Andersen gjorde med »I Danmark er jeg født«, og Worsaae gjorde med sit »arkæologiske vikingetogt« og sine bøger fra 1851 og 1864, hvor han mindede verden og os selv om, hvad Danmark engang havde været. England var nu en verdensmagt, og det var værd at minde om, at »de Danske have gyldige Krav paa en betydningsfuld Andeel i det nuværende engelske, især af dansk-normannisk Aand besjælede, Folks Storhed og Magt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.