Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Curling-debat fjerner fokus fra børn og unges reelle problemer

Mai Heide Ottosen
Mai Heide Ottosen

Børneopdragelse er godt debatstof i aviserne, og indlæggene får ofte et ekstra »like« på de sociale medier, hvis de bygger på en kritik af overbeskyttende curlingforældre eller fortravlede karrieretyper, der bruger iPad’en som babysitter.

Senest har professor og tidligere SFI-forskningsleder, Per Schultz Jørgensen, i Berlingske (29. maj 2017) forenet begge elementer og kaldt det »vores generations største problem«, at vi alle »i større eller mindre grad« er fortravlede curlingforældre, der ikke stiller krav til vores børn – en analyse som børne- og socialminister Mai Mercado for øvrigt har erklæret sig enig (Berlingske 1. juni 2017).

Men selv om en påstand blæses op i store overskrifter og roterer på Facebook, bliver den ikke nødvendigvis rigtig. Og med vores baggrund i den aktuelle forskning kan vi klart konstatere, at det største problem omkring børn og unge i dagens Danmark ikke er, hvordan den brede middelklasse opdrager deres børn. Det største problem er den gruppe af udsatte unge – fra alle samfundslag – som lever uden kærlighed og støtte fra deres forældre eller oplever fx mishandling, misbrug, psykisk sygdom eller mange uoverensstemmelser i hjemmet.

Vi anerkender, at den generelle diskus- sion om opdragelse betyder meget for nutidens forældre. Og det er selvfølgelig vigtigt at forholde sig til, om vi gør vores børn en bjørnetjeneste, når vi fejer alle udfordringer af vejen for poderne, slæber ungernes tasker, beder læreren om lige at tage særligt hensyn til netop vores barn i dag, kører dem frem og tilbage til fodbold og springer ventelisten over ved at punge ud til en studielejlighed.

Men det er altså ikke for meget kærlighed og omsorg, der er det store samfundsproblem. Til gengæld er det vores indtryk, at debatten om curlingforældre fjerner fokus og energi fra de udsatte børn og unge, som for alvor har brug for samfundets opmærksomhed og indsats.

Forældre bruger mere tid

På mange måder er det ikke underligt, at vi diskuterer opdragelse så meget. Forskningen viser, at der i de seneste årtier er sket et reelt skift i den måde, mange forældre forholder sig til deres børn. Men det er ikke – som man skulle tro ud fra den generelle debat – i retning af mindre engagerede forældre, snarere tværtimod. Familierne er blevet mere børnecentreret og familierelationerne er blevet mere demokratiske: Børn bliver set og hørt og har fået plads som medforhandlere i familien.

Nutidens forældre har også andre opdragelsesværdier end tidligere generationers forældre. De fremmer uafhængighed, selvstændighed og tolerance, mens traditionelle dyder som sparsommelighed, hårdt arbejde og lydighed ikke længere er i højsædet. Samtidig opleves forældre i dag som mere aktive og ambitiøse i deres forældreroller i forhold til tidligere generationer. De er mere på banen i deres børns liv, end de oplevede, at deres egne forældre var. De har større indblik i og er mere aktivt involveret i deres børns dagligdag.

Engagementet manifesterer sig også ved, at forældre – både mødre og fædre – tilbringer mere tid med børnene, end forældre gjorde i midten af 1980erne. Selv om begge forældre – gennemsnitligt set – er omtrent fuldtidsarbejdende, og selv om barndommen over tid er blevet mere institutionaliseret (i form af dagpasningstilbud og udvidelse af skolegangen), prioriterer forældrene i dag at bruge mere tid sammen med børnene. Interessant nok er det især forældre fra de mest veluddannede befolkningsgrupper, der typisk også er de mest karriereorienterede (og derfor må formodes at arbejde mest), der tilbringer mest tid med børnene.

Aktive forældre stiller krav

En anden vigtig skillelinje, som den amerikanske forsker Anette Lareau har beskrevet, i finder vi mellem to fundamentalt forskellige opfattelser af børn: En forståelse af børn som et projekt, der aktivt kan formes og kultiveres, og en forståelse af barnet som en vild plante, der kan betragtes, men som forældrene kun i lille grad har ansvaret for at forme. I det perspektiv ville de ofte kritiserede curlingforældre klart have en opfattelse af barnet som et projekt; de stiller krav til maden – også i børnehaven – de engagerer sig aktivt i skolen, de melder børnene til udvalgte fritidsaktiviteter etc. Men der er intet, der tyder på, at denne gruppe i udpræget grad undlader at stille krav til deres børn, som fx Per Schultz Jørgensen antyder. Tværtimod arbejder disse forældre ofte aktivt med at stimulere kognitivt med fx lektielæsning, de udfordrer børnene intellektuelt og de forholder sig aktivt til sundhedsråd om fx mad og motion.

Som vi så det omkring tidsforbrug, finder vi også en social skævhed, når det gælder det aktive forældreskab. I Lareaus studie er det primært middelklasseforældre, der praktiserer det aktive forældreskab, mens arbejderklassen i højere grad forholder sig mere passivt til børnene. Der er selvfølgelig tale om generaliseringer her; mange forældre fra arbejderklassen er også aktive forældre, men det gør ikke pointen mindre relevant. Faktisk viser danske undersøgelser, at hvis socialøkonomisk dårligt stillede forældre indtager en aktiv forældrerolle, så kan det være med til at bryde den negative sociale arv.

I det perspektiv er det positivt, at børne- og socialministeren har valgt netop at sætte fokus på samarbejdet mellem udsatte forældre og daginstitutioner. Daginstitutioner og skoler bruger mange kræfter på at håndtere de aktive forældre, men det er også vigtigt, at de retter fokus mod de børn, hvis forældre ikke skubber så meget på – det er ofte den type familier, der har mest brug for en pædagogisk og læringsmæssig indsats.

Risikofaktorerne

Den megen debat om opdragelse, er naturligvis et udslag af netop de ændrede familiemønstre og større forældreengagement. Og det er godt, at vi alle forholder os kritisk til og diskuterer forældrerollen generelt.

Men når det handler om, hvad der er den største udfordring omkring børn og unge, er det vigtigt, at vi arbejder ud fra, hvad vi rent faktisk ved, udgør en risiko for børn og unges opvækst. Et udgangspunkt kunne være resultaterne fra det amerikanske Adverse Childhood Experiences Study (ACE Study), som blev gennemført i slutningen af 1990erne og omfattede omkring 17.000 deltagere. Studiet undersøgte sammenhænge mellem bestemte, alvorlige oplevelser i barndommen og mulige helbredsmæssige konsekvenser senere i tilværelsen. Studiet identificerer ti risikofaktorer, som ikke bør komme bag på nogen, der har beskæftiget sig med udsatte børn og unge:

De første fem handler om forældrenes manglende omsorgskapacitet og omsorgssvigt. Det er 1) følelsesmæssig/psykologisk mishandling (fx om barnet ydmyges, udskammes eller afvises), 2) fysisk mishandling (fx slag, skub) og 3) seksuelle overgreb, 4) følelsesmæssig vanrøgt (manglende kærlighed, nærhed og støtte) samt 5) fysisk vanrøgt (fx manglende mad, upassende beklædning, manglende basal omsorg).

De øvrige fem risikofaktorer omhandler barnets familieforhold, dvs. om barnet lever i en husstand med familiemedlemmer, der 6) er psykisk syge, 7) har alkohol- eller andre misbrugsproblemer, 8) er kriminelle, 9) om der er vold i familien, fx mellem far og mor og endelig 10) om forholdene i hjemmet er præget af vedvarende uoverensstemmelser, af desorganisering eller om barnet har oplevet, at forældrene bliver skilt.

ACE-undersøgelsen har vist, at disse oplevelser tidligt i livet er væsentlige risikofaktorer for sygdom og død og kan medføre, at den generelle livskvalitet og trivsel reduceres væsentligt. Jo flere graverende barndomsoplevelser, man har været udsat for, desto større er risikoen for fx depression, alkoholisme og stofmisbrug, tidligt moderskab, ringe akademiske færdigheder, risiko for vold og tidlig død.

Det lyder jo meget voldsomt, og meget langt væk fra den hverdag, de fleste af os lever i – heldigvis! Men det er altså de faktorer, der udgør de største samfundsproblemer, når vi taler om børn og unge. Og det er i vores optik også de faktorer, der udgør den største risiko for helt almindelige børn.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.