Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Chefen fra helvede

Den amerikanske præsident, Donald Trump, begår i denne tid en tirade af dumheder.

Før han blev valgt som præsident, skyldtes hans popularitet i høj grad en ulmende utilfredshed med det etablerede.

Nu står det klart for alle, også hans vælgere, at han ikke kan begå sig i politik. Hvorfor ikke?

Tror man på det klasseløse samfund, hvor alle, der har lysten og viljen til at blive lige, hvad de har lyst til, f.eks. politiker, skal man se serien »Billions«. Den har ikke fået specielt meget opmærksomhed i danske medier. Det er ærgerligt, for ikke alene er serien vanvittig god, den vender op og ned på klicheer om god og ond, stærk og svag, og så illustrerer den forskellen på den kulturelle overklasse og nyrige, der jager lykken.

»Billions« handling kan koges ned til en hanekamp: En statsanklager, der er ude efter store sejre og har et personligt udestående med ejeren af hedgefonden, Axe Capital.

Chuck Roades, spillet af Paul Giamatti, er den tætbyggede, prustende og ret magtliderlige statsanklager, der ikke altid evner at arbejde inden for lovens rammer, men alligevel slipper af sted med det. For ham er det personligt og et skridt på karrierestien. På mange måder relativt ucharmerende.

Chucks far har mange ambitioner på hans vegne. Han er godt ved muffen, og han ønsker, at Chuck går det politiske liv, han aldrig selv fik, i møde. Det har han gjort i mange år, og selvom Chuck engang imellem spjætter og gør lidt modstand, fungerer det koncept, lige indtil Chuck selv tager teten.

Som chef er Chuck en igle. Han kræver alt af sine medarbejdere. Det gælder både al deres tid, og at de mestrer en hårfin balancegang i forhold til at overholde den lovgivning, de egentlig skal forsvare. Han stiller dem i dilemmaer, hvor de nærmest kun er i stand til at tabe. Hvis ikke de gør, hvad han kræver, har de ikke nogen karriere. Hvis de gør, er deres karriere også på spil. Han kræver loyalitet, som ikke er rimeligt for nogen.

Det samme gælder den anden hovedperson, Bobby Axelrod, som ejer hedgefonden, Axe Capital. På en eller anden måder virker det mere ok med hans grænseoverskridende adfærd og krav om ubetinget loyalitet. Han er trods alt eneejer af sin virksomhed.

Bobby Axelrod (Axe) spilles af Damian Lewis, og det gør han godt. Han er så anspændt, at selv hans knæ er overstrakte, når han går målrettet af sted mod sit nye offer. Han har intense, hadske øjne.

Modsat Chuck kommer Axe af ingenting, men har tjent mange penge. Sådan rigtig mange penge. Han spiller på netop det faktum, at han ikke er vokset op med gamle penge, som Rhoades i den grad repræsenterer. Han går hverken i billige jakkesæt, som de offentligt ansatte eller de skræddersyede, som er forbeholdt andre pengetanke, som har flere penge, end man kan forestille sig. Han ifører sig sine Metallica t-shirts og hættetrøjer.

Magten

De, Rhoades og Axe (og Trump), har et stærkt fællestræk: En svigtende moral og et ønske om magt.

De går iskoldt til værks, og tænker mere end ét skridt frem. De kan begge kontrollere meget, hvilket man løbende bliver opmærksom på. Det, der er interessant, er, hvordan de opnår den fuldendte magt.

Her kan man se en forskel. Mens Chuck navigerer hjemmevant i en politisk sfære, hvor han gang på gang sætter rammen for en demokratisk proces, men derefter, ganske sporløst, opfører sig lige, som han lyster, så går Axe direkte til ulovlighederne og grovhederne.

Når man ser dem, kan man ikke undgå at tænke på Trump. Han har taget det værste fra begge verdener, den nyriges usmagelige behov for at manifestere sin økonomiske status udi prangende, guldbelagte lejligheder og et behov for magt samt den gammelriges behov for at blive hørt som et andet orakel.

Trump startede sin karriere i det private, dog flankeret af en noget mere forsødet tilværelse end Axe, men han byggede sit brand op om sig selv med Trump Tower i front, hvor frækhed og ubehøvlet adfærd var en del af præmissen for at blive en succes. Nu er han endt i den politiske top, hvor han slog det etablerede Clinton-powerpar af banen. Hvor Trump før kunne te sig som han ville og omgivelserne derefter rettede ind, er der sker en radikal omvæltning, efter at han er trådt ind i den politiske arena.

Social og økonomisk kapital

Det virkeligt interessante ved »Billions« er skellet mellem social status og opførsel. Hvad er forskellen på at være milliardær i det private erhvervsliv og være en del af det politiske centrum?

Kultursociologen Pierre Bourdieu mente, at det sociale rum er opdelt i felter. De bliver konstitueret og reproduceret af kapital. Kapital kan være økonomisk såvel som social og kulturel status. Hans udgangspunkt var sammenhængen mellem uddannelse og social baggrund.

Med bourdieuske briller illustrerer serien netop dikotomien i det at være rig. Der er de gammelrige som Rhoades-familien, der går i Yale-klub og giver historiske værker videre i familien med personlige beskeder. De er velhavende, men ikke fantastrige. De har et moralsk kodeks, fortæller de hinanden. De arbejder for staten, de arbejder for lige rettigheder og for, at loven bliver overholdt.

Det er kodekser, som den nyrige Axe ikke kan og vil læse og indgå i. Han gør ikke nogen dyd ud af at have en særlig høj moral, og han gemmer ikke noget. Han køber nyt. For det har han råd til. Axe føler, at han er arbejderklasse, men er samtidig rig som bare pokker. Han kan ikke indgå i overklassens underspillede opførsel, så løsningen ligger i at forkaste den kulturelle kapital og kvæle den i penge. Når Chuck er nødt til at sælge et arvestykke, står Axe på spring for at købe det.

Chuck er derimod iklædt jakkesæt, vest og et arvet lommeur. Han sidder i Yale-klubben omringet af mørke møbler og mæsker sig i den rigtige whisky og cigarer med sine venner.

Dem, vennerne, er han parat til at forråde i sin jagt på magt, eller hvad han selv vil kalde retfærdighed. Hans narrativ er som moralens høje dommer, mens Axe ser sig selv som klassens frække dreng.

»Billions« illustrerer det særlige rum, som få har adgang til. Der, hvor magten og rigdommen ligger.

Både Chuck og Axe er lidt patetiske, egentlig vil de bare gerne anerkendes. Trump opfører sig som Axe. Som en alfha-han i sit es.

Håndtryksgate er et strålende eksempel. Enten holder han krampagtigt fast i personen hvis hånd, han trykker, eller han forbigår den sociale gestus, der ligger i et håndtryk. Det signal er stærkt. Han bestemmer, og symbolikken går nok ikke nogens næse forbi. Han vil gerne vise, hvem han kan lide, og hvem han ikke kan lide. Problemet er bare, at sådan foregår politik ikke.

Penge er ikke nok

Kigger man på Trump, er det umuligt at regne ud, hvad hans vælgere egentlig havde forventet, der ville ske, når han kom til magten, men hans adfærd er et klassisk eksempel på en, der ikke kan begå sig i den politiske verden. Han har simpelthen ikke den kulturelle og sociale kapital til det.

Ironien i, at det netop er derfor, han blev valgt, er ufravigelig, men Trump kommer fra en Axe-verden, hvor han er vant til, at alle giver ham ret. Han har kunne købe sig til alt. Han er ikke vant til den demokratiske proces, hvor andre har lov til at sige ham imod og arbejde sig strategisk ud af det.

Ligesom det i »Billions« bliver åbenlyst, at Axe, på trods af hans attitude og hans hang til low class, søger anerkendelse i eliten, kan man ikke tolke Trumps optræden som andet end et ulideligt behov for anerkendelse.

Problemet er, at Trump aldrig får den anerkendelse gennem sin opførelse. For han opfører sig som klassens frække dreng, mens han burde være moralens høje dommer. Det kommer han aldrig til. Han ved ikke, hvordan man gør.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.