Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Bureaukrati truer dansk forskning

I stedet for at forske bruger danske forskere tid på at skrive bevillingsansøgninger, undervise og opfylde detaljerede krav til budgetter og projektstyring. Der er brug for frihed og fleksibilitet.

Foto: Søren Bidstrup
Foto: Søren Bidstrup

Betingelserne for at udføre forskning på danske universiteter er ved at ødelægges indefra. Det selvsamme system, som burde forsvare og forbedre forskningen, er ved at blive en hæmsko for det videnskabelige arbejde.

Siden vedtagelsen i 2003 af en ny lov om universiteter har der være meget kritik af væksten i det administrative lag, der optager en stadig større procentdel af universiteternes budget. Det har ikke altid været let at se formålet med den strøm af nye stillingskategorier, som for at legitimere deres eksistens udstikker en række opgaver, undersøgelser, målinger og som i deres iver efter at synliggøre deres rolle indkalder til et stigende antal strategimøder, budgetmøder, orienteringsmøder, osv.

Så vidt vi kan se, er denne tendens uændret, men der er tegn i retning af, at også det administrative lag på institutterne er frustreret over den konstante ændring og detailstyring af basale ting som fakturering, kontoplaner, økonomisystemer, kontrakter, ansættelser og præciserede rutiner for snart sagt enhver funktion. Det er disse tiltag, specielt for forskningen, vi mener er på vej til at ødelægge et helt fundamentalt grundlag. Vi har været ansøgere, ledere og deltagere i en række eksternt finansierede forskningsprojekter og vores iagttagelser stammer herfra. Vi sidder på tre forskellige fakulteter – natur-, samfunds- og humanvidenskab – og de udviklinger, vi bemærker, synes at have en generel karakter. Først nogle konkrete eksempler:

For blot 10 år siden bestod forskningsbevillinger groft sagt af følgende kategorier: frikøb til fastansatte forskere, midler til ansættelse af tidsbegrænsede forskerstillinger, driftsmidler, rejsemidler og det såkaldte »overhead«, dvs. midler til dækning af instituttets udgifter: administration, lokaler, teknik, apparatur, rengøring m.m.

Denne periode med universitetsstyring fandt ganske vist sted på et universitet med relativt færre midler, end universiteterne håndterer i dag. Men brud på regnskabsloven, snyd med revision og underslæb var sjældenheder og i vidt omfang fraværende.

De senere år er især to udviklingslinjer igangsat. For det første bliver universiteternes økonomi presset af »grønthøster-metoden«, som indebærer to procents reduktion af basisbevillingerne hvert år. Det bevirker, at en større og større del af et instituts samlede økonomi skal skaffes udefra via eksterne bevillinger. Det har den konsekvens, at der er sket en kraftig stigning i det antal timer, som fastansatte forskere bruger til at søge midler – både til at skrive selve ansøgningerne, men i høj grad også til at holde sig opdaterede med forskningsstrategiske tiltag, nye virkemidler, deltagelse i internationale netværk osv. Læg hertil den tid, forskerne bruger på at bedømme andre forskeres ansøgninger til statslige forskningsråd og fonde, og den tid det administrative personale og eksterne konsulenter anvender på at assistere skriveriet og holde styr på bevillingerne.

Antallet af ansøgninger er steget ekstremt. Den andel, som udløser bevilling i forhold til det samlede antal, som søger – dvs. succesraten for ansøgninger til forskningsrådene – er i dag nede på omkring 10 procent. Sagt på en anden måde er 90 procent af tidsforbruget i en vis forstand spildt.

Den anden udviklingslinje er måden, hvorpå der tildeles forskningsmidler. I dag er det kun de statslige forskningsråd, som giver et såkaldt overhead. De almennyttige private fonde, som står for en stigende del af den danske forskningsfinansiering, giver ikke samme tilskud til de faste driftsomkostninger. Det er ganske naturligt. Deres midler stammer fra almindelig privat virksomhed og er reserveret til at give et ekstra indskud til den mest fremragende forskning – ikke til at dække offentlige universiteters drift.

Efter ønske fra den tidligere S-R regering er fonde og forskningsråd blevet bedt om at fjerne eller reducere det beløb til frikøb, som i praksis har gjort det muligt for fastansatte forskere at omsætte deres projekter til dedikeret forskningstid. Det er i dag sådan, at langt den største budgetpost i ansøgninger er løn til ansættelse af tidsbegrænsede stillinger (f.eks. ph.d.’ere og forskningsassistenter).

Hvad er problemet ved det? Ud fra en kølig betragtning kan man sige, at udbyttet og frihedsgraderne er markant reducerede for forskning på de danske universiteter. Institutterne har i stigende grad mindre og mindre ud af bevillingerne, og da de skal overleve på dem, skal der skaffes flere og flere.

Manglende overhead gør det til instituttets problem at finansiere og vedligeholde lokaler, administration, IT og andre faciliteter. Indhentelse af eksterne bevillinger giver nye udgifter, som institutterne ikke er rustede til at varetage. I stedet for at forlange overhead fra private fonde kunne man forestille sig, at et lille tilskud fra offentlige midler blive frigivet, hver gang en forskergruppe får midler fra eksterne fonde. Således kunne driften sikres ved et intelligent offentlig-privat partnerskab.

Hvad der er endnu værre, er det politiske opgør med frikøbet. Det er indlysende, at Danmarks bedste forskere ikke bør gemme sig væk og undgå undervisning, bare fordi de henter eksterne midler. Men reduktionen af frikøb er blevet så betragtelig over årene, at det truer med at ødelægge dansk forskning. Uden fritagelse fra undervisning og administration bliver topforskningen vanskeliggjort og ender som et hobbyprojekt i weekender og sene aftentimer. Det er ikke godt for kvaliteten og chancen for at hive en ny bevilling hjem.

Tiden til skrivning af ansøgninger tages naturligvis fra den på sigt anden accelererende indtægtskilde, nemlig artikelproduktionen. Her må det nok præciseres for den undrende offentlighed, at en »ansøgning« ikke bare går ud på at udfylde nogle rubrikker i en blanket. Den er et omfattende, detaljeret dokument, som kræver input fra en række internationale samarbejdspartnere. Reelt kan den mængde arbejdstid, der medgår til en enkelt ansøgning, sammenlignes med den tid, der går til en større videnskabelig artikel eller en mindre bog.

Hvis man er så heldig at få en bevilling, så venter en hel række nye arbejdsopgaver, som ikke har med forskning at gøre. Man skal varetage opgaver i tilknytning til økonomi, ansættelser, løn, fakturering – regler og rutiner, som konstant ændres. Der udstikkes konstant nye opgaver og funktioner, der strammes op på kontering, dokumentation, effektmåling m.m. Forbrug af hver en øre i en bevilling skal være planlagt på forhånd, og hver lille ændring kræver en større forhandling. Fleksibiliteten i den udførende forskning mindskes i takt med at forhåndsplanlægningen intensiveres.

Men forskningsprojekter kan ikke forudplanlægges i den detaljegrad, som man kræver. Al forskning har et centralt aspekt af eksperiment – det vil sige, at ting ikke går som forventet, projektet må ændres undervejs, der må improviseres – og det vil sige, at budgetter må reorganiseres, beløb flyttes fra en post til en anden, ansættelser omkategoriseres til andre ansættelser og så videre - hvilket i stigende grad bliver vanskeligt.

Resultatet er, at forskernes frie råderum og fleksibilitet stort set ikke eksisterer længere. Der foregår en overbureaukratisering, som man ikke ville have troet mulig for blot fem-syv år siden, og det truer med at ødelægge forskningsmiljøerne. I stedet bør der gives et større råderum og mulighed for fleksibilitet i håndteringen af forskningsbevillinger og til at udvikle akademisk lederskab.

Vi kan meget vel ende i den situation, at man udfærdiger forskningsansøgninger som en del af en rutine, men uden ægte innovativt potentiale, der kan drive dansk forskning frem mod nye indsigter. Det er velkendt at new public management og andre ledelsesmodeller fra den private sektor gennem årene er blevet indført i de offentlige institutioner, herunder på universiteterne. Men ingen privat forskningsvirksomhed vil kunne operere under de samme vilkår, som danske forskere i dag er konfronteret med. Det er en uheldig udvikling, som på sigt kan medføre, at Danmark mister konkurrenceevne til andre lande, der er bedre i stand til at omstille sig og give deres forskere fleksible rammer. Ikke fordi det er en filantropisk gavebod, men fordi den bedste internationale forskning kræver frihed og fleksibilitet.

Claus Emmeche er lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Simo Køppe er professor ved Psykologisk Institut og Frederik Stjernfelt er professor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.