Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik:

Bullshit Bingo

Næste gang du er på medarbejderudviklings-kursus, så medtag en plade med alle de ord, du er træt af at høre. Pladen tager du så diskret frem, og når kursuslederen har sagt alle de ord, der skal til, for at man har pladen fuld med udtryk som »aktiv porteføljepleje«, »samspil med interessenter«, »kompetenceudvikling«, »helhedsforståelse«, så råber du: »Bullshit Bingo!«

For en del tid siden indtog jeg min frokost i en offentlig institution, hvor der var fremlagt nogle ganske spektakulære dækkeservietter. De stammede fra en af de offentlige styrelser, og de fremstillede styrelsens enkelte led i en række felter, som havde forskellige farver. Af en forklaring nederst på servietten fremgik det, at der var tale om »strategiske skemaer«. Overskriften var: »Konsolidering, forenkling, innovation«. Navnlig det midterste ord passede dårligt til dække-serviettens mange felter. De strategiske temaer indgik som dele af »virksomheden«, og i felterne stod der f.eks. »oplevelsesbaseret formidling«, »driftssikre input«, »selvledende medarbejdere med helhedsforståelse«, »styrkelse af strategiske og individuelle kompetencer« og mere af samme skuffe.

Der var en hel del af den slags udtryk, rigeligt til at få en hel plade ved "Bullshit Bingo". Det er efter sigende en kursus- og mødeunderholdning, der indførtes i det private og senere det offentlige for efterhånden en del år siden. Den udføres, når man deltager i møder, hvor mødelederen eller kursusspecialisten kommer med en hel række af de her nævnte udtryk. Man har vistnok sådan en slags bingoplade med i tasken. Pladen tager man så diskret frem, og når kursuslederen har sagt alle de ord, der skal til, for at man har pladen fuld med udtryk som »aktiv porteføljepleje«, »samspil med interessenter«, »kompetenceudvikling«, »helhedsforståelse« og den slags, så råber man: »Bullshit Bingo!«.

Desværre har dette humoristiske forsøg på bekæmpelse af vrøvl ikke hidtil virket efter hensigten. Det er styrelsens dækkeserviet et bevis på. Mere end nogensinde skal der nu i det offentlige arbejdes med de efterhånden temmelig forslidte markedstermer. Denne tendens går ofte hånd i hånd med tanken om, at institutioner og skoler, ja selv mindre virksomheder, kan få tilført værdier ved at skulle formulere værdigrundlag, visioner og missioner.

For nogle år siden skulle man således på det plejehjem, hvor jeg sidder med i bestyrelsen, indsende et værdigrundlag til kommunen.

Plehjemmet blev stiftet af tre kirker engang i 70erne, og vi slog os i tøjret, for hvor svært kan det være: De gamle skal have en god og tryg alderdom, de skal forkæles, have god mad og kærlig og professionel pleje og behandles med værdighed og respekt. Men vi skulle stadig aflevere det fordømte værdigrundlag. Jeg foreslog i bestyrelsen, at vi skulle sende kommunen et eksemplar af Ny Testamente, så kunne de ringe, hvis der var spørgsmål.

Det havde været en fin provokation, synes jeg, men det turde man alligevel ikke, så kommunen fik sit værdigrundlag, som rummer en række nydelige udsagn af den slags, man skal være sadist eller lystmorder for at være modstander af. En række selvfølgeligheder omskrevet til teknokratsprog, så var kommunen glad.

Problemet med sådan et ark med opstilling af værdier er, at det ikke er den slags, der virker. Værdier kan man ikke bare formidle ved at lave værdigrundlag, for værdier er ikke selvbærende enheder. De kommer som følge af det menneskesyn, man har. Etik skal sidde på rygraden.

Hele tendensen med visioner, missioner og værdigrundlag er udtryk for en naiv antagelse af, at man skaffer bedre forhold ved at nedskrive de her nævnte begreber. Og tendensen hænger tæt sammen med formodningen om, at det vil være gavnligt for et samfund, hvis regnearkene bliver et af de foretrukne styreredskaber. Det er jo naturligvis ikke sådan, man formulerer det, men det er det, man får som en væsentlig del af den tænkemåde, som under navnet New Public Management har præget det offentlige i nogle år, og som har forsimplet det grundlag, vi driver offentlige institutioner eller private virksomheder på.

Tankegangen bag New Public Management har måske sin berettigelse inden for begrænsede områder, men når den bliver lagt ned over stort set alting, indebærer det en forsimpling af tingene. Det indebærer bl.a. troen på, at man kan målstyre alting ud fra »kundernes« tilfredshed. Mange indsigtsfulde debattører som f.eks. professor Tim Knudsen ved Institut for Statskundskab har gjort opmærksom på det problematiske i troen på målstyringens velsignelser. Med ham og flere andre vil jeg hævde, at man ikke får noget tilstrækkeligt blik for, hvad der f.eks. kendetegner god sygepleje, god administration, god indlæring m.m. ved at indføre kvalitetsstyringssystemer og brugerundersøgelser.

De har deres begrænsning, bl.a. ved at de medfører, at man, viser det sig den ene gang efter den anden, forsømmer opmærksomheden på en række forhold, der ikke lige kan måles. Skal en læge overbringe en syg patient på et hospital en alvorlig besked om f.eks. en kræftdiagnose, er det vigtigt, at der er tid til at orientere patienten grundigt og omhyggeligt og med empati. Men det når lægen ikke, hvis han, som tilfældet ofte er i dag, måles på antallet af udførte operationer eller antallet af behandlede patienter pr. dag.

Der er mange forhold, der ikke kan måles, og som dermed let i dag forsømmes, selv om de måske er af afgørende betydning.

»Det er ikke alt, der tæller, som kan tælles, og det er ikke alt, der kan tælles, som tæller,« sagde Einstein. Dermed er det hele sådan set sagt. Vi ved det jo godt, men alligevel har vi på en lang række områder indrettet os med et skalérbarheds-tyranni og med skemaer og resultatmål, der blot medfører, at tingene gøres mindre effektive frem for forbedrende.

Jeg vil gerne efterlyse en klar oprørstendens mod den slags. Mod en administrationsform som går ud fra, at folk nok ikke kan lide at gå på arbejde, så derfor må vi hellere lave nogle ordninger, der kontrollerer dem i hoved og hale og tvinger dem til at tælle og afrapportere i ét væk. En administrationsform, som ikke kan finde på noget bedre end at tale om »missioner« og »strategiske kompetencer« og andet af samme skuffe er åndsforladt og skaber åndsforladte og visionsløse medarbejdere, uanset om man så plastrer hele virksomhedens hjemmeside til med formuleringer af visioner og værdigrundlag. Hvorfor skal det flertal, der rent faktisk går på arbejde, fordi de kan lide det og føler at ansvar for deres område, besværes, bremses og få deres arbejdsglæde og motivation ødelagt ved udfyldelse af endeløse rapporteringsskemaer og evalueringer?

Ret beset er der jo ikke så meget nyt i »New Public Management«. Metoden var oppe og vende, om end med lidt andre ordvalg, i 1950ernes rationaliseringsbølge. Og man kan finde tendensen gentaget gennem det meste af historien. En embedsmand beskrev det engang meget godt sådan her: »Vi arbejdede hårdt, men hver gang, det begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde hver ny situation gennem omorganisering, og jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivitet og demoralisering«.

Citatet stammer fra den romerske embedsmand Cajus Petronius, som efter sigende nedskrev sine overvejelser omkring år 60. Også dengang var der behov for at gøre op med snæversynet og den tomme tilgang til effektivitet og forbedringer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.