Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Briternes valg udfordrer os borgerligt-liberale

Foto: ANDY RAIN og Liselotte Sabroe.
Foto: ANDY RAIN og Liselotte Sabroe.

Selv om Theresa May fastholdt magten ved valget i Storbritannien, tabte hun sit store og komfortable flertal, hvilket svækker UK forud for forhandlingerne med EU. Det værste er imidlertid, at Jeremy Corbyn befæstede sin magt over Labour. Hans ekstreme politiske standpunkt havde ellers drevet hovedparten af partiets egen parlamentsgruppe væk, nu kan han fuldføre sin plan om at udskifte alle væsentlige poster med ekstremister fra egen række.

At denne triumf for Corbyn ikke har indgået i mediernes advarsler på samme måde som de talrige andre advarsler, der har fyldt sider og sendeflader, er desværre typisk for mediernes sædvanlige vinkling. Ekstremister som Donald Trump, Frankrigs Le Pen og Hollands Wilders udsættes for en berettiget kritik, der ikke kommer Bernie Sanders, Spaniens Podemos eller Grækenlands Syriza til del, skønt de er lige så ekstreme. Lige så skarptskuende venstrefløjen er på højre øje til at opdage og fordømme ekstremisme, lige så notorisk blind er den på venstre.

Valget er således endnu et nederlag for det borgerligt-liberale samfund i en efterhånden lang række og måske det hidtil værste set fra Danmark. Danmark havde brug for Storbritannien i EU til at modvirke den planøkonomiske tendens, som især trives i Sydeuropa. Den har svækket disse lande og gjort dem til klientstater med stadigt større behov for overførsler fra de mere effektive og derfor rigere nordlige stater.

Storbritanniens beslutning om at forlade EU svækkede den blok, som Danmark tilhører, og det vil være en kæmpe misforståelse at tro, at vores loyalitet nu blindt må ligge hos EU, uanset hvordan EU opfører sig. Vi burde, helst sammen med andre ligesindede stater, eller om nødvendigt alene, have fastholdt, at den aftale, som briterne opnåede om et mere indskrænket EU, blev fortsat, og vi burde kæmpe for, at frihandel er mulig mellem EU og staterne uden for.

Det er ikke sket, og et svækket UK giver nu risiko for, at EU vil søge at straffe landet for sin udtræden. En sådan straf vil ikke bare skade EU selv, da det altid er idiotisk ikke at ville handle med andre, når det kan betale sig. Det risikerer også at skabe en tilbagevenden til det centralistiske EU, der drev Storbritannien ud og meget vel kan drive andre ud og dermed ud i samme dårlige forhold til et stadigt mere skrumpende og indadskuende EU, som vi nu tildeler briterne. Det er en ulykkelig og dybt bekymrende udvikling for EU og for Danmark.

Overtog Labour-politik

Skal vi ændre denne katastrofekurs, må vi spørge, hvad der gik galt. Ved forrige valg i Storbritannien knuste de konservative et Labour, der havde valgt sin dengang mest venstreorienterede leder i tillid til, at finanskrisen havde gjort folk trætte af borgerlig-liberal politik. Folket svarede ved at tildele de konservative et massivt og absolut flertal i Parlamentet. Det flertal, som May nu har sat over styr.

Labour var i så stor krise, at man holdt en afstemning om ny leder og begik den fejl at gøre medlemskab åben for alle mod betaling af et beskedent gebyr. Her viste det sig, hvad vi også har set i USA, at de ekstreme er langt bedre til at kontrollere et partis interne processer, end de er til at vinde et valg og styre, hvis de vinder. De ekstreme under ledelse af den hidtil ukendte Corbyn overtog partiet og begyndte systematisk at udmanøvrere den øvrige og mere fornuftige del af partiet. De svarede igen ved først at udfordre Corbyn, og da det slog fejl, trådte så mange tilbage fra den skyggeregering, som oppositionspartiet normalt fører i engelsk politik, at det var en hidtil uset skandale og et sikkert tegn på Labours undergang ved næste valg.

Men så kom May, og hun valgte at udskamme de konservatives hidtidige succesrige politik og i stedet overtage de socialistiske mærkesager, som Labour traditionelt har stået for. Alt fra øgede offentlige udgifter og højere skatter til misundelse over direktørlønninger og en prisbegrænsning for energi, sidstnævnte noget man ellers havde afvist som ren marxisme forud for sejren i sidste valg. Hendes hensigt var åbenbart, at hun ved at overtage Labours mærkesager også kunne overtage Labours vælgere.

Men man overbeviser ikke socialister om, at de tager fejl, ved at tale deres sprog. Tværtimod opnår man kun at give det indtryk, at socialismen måske ikke er så dårlig en idé, som erfaringen ellers viser, at den er. Hvad værre er: De vælgere, man høster ved at tale socialisme som fremmedsprog, mister man straks igen, når man en dag møder en politiker, der har socialisme som modersmål.

National-socialisme som mærkesag?

Mays deroute bør være en advarsel til danske konservative. Der har på disse sider gennem længere tid været en debat om, hvad konservatisme egentlig er. Meget af denne debat har desværre ikke handlet om, hvad konservatisme egentlig er, men om at kritisere liberalismen.

Nu er kritik ikke noget, som vi liberale har noget imod. Ikke bare er vi instinktivt tilhængere af ytringsfrihed og dermed af retten til at kritisere hvad som helst. Vi er også decideret stolte af, at vi er den eneste politiske ideologi, der har været lige hadet af såvel nazister som kommunister. Så kritik fra vores demokratiske medborgere gør ikke noget. Men problemet er, at det heller ikke gør noget for de konservative. Man opnår jo ingen selvindsigt ved bare at tage afstand fra andre.

Det største problem for den konservative selverkendelse er, at nogle konservative i deres iver efter at adskille sig fra de vælgermæssigt mere populære liberale, ender med at udtrykke sympati for socialismen. Men ønsker man virkelig at gøre national-socialisme til en konservativ mærkesag? Er den historiske dannelse virkelig så ringe?

I stedet skulle man besinde sig på, hvad konservatisme er, og her vil man opdage, at det ikke er tilfældigt, at de borgerligt-liberale traditionelt har været anset som en fælles blok i dansk politik.

Både konservative og liberale er enige om, at staten er en nødvendig tjener, men en frygtelig herre. Vi repræsenterer selvstændige mennesker, der tjener deres egne penge ved dagligt arbejde, og vi har derfor ikke glemt arbejderbevægelsens gamle kampsang om, hvor rædsomt det er at »knuges under stat og love« og blive flået af »skattens skarpe klo«.

Vi ved, at service og ledelse ofte er ringere i det offentlige end i det private, og sygefraværet og ressourcespildet højere, fordi staten per definition er et monopol, og monopoler er noget skidt, uanset om de er offentlige eller private. Vi forstår, at arbejde bør belønnes, og at det bør belønnes efter indsats og dets værdi for andre.

Det fri samfund er værd at forsvare

Medmindre man er så ufatteligt dum at tro, at et samfund kan fungere, hvis alle fik samme løn, uanset om de arbejder eller ej, og uanset om de arbejder meget eller lidt, forstår man også, at lige løn for alle er hamrende uretfærdigt, og at lighedsdebatten blot udtrykker en klaustrofobisk misundelse.

Man forstår, at hadet mod »de rige« er lige så afstumpet umenneskeligt som hadet mod »de fremmede«, og at fremmedhad og misundelse blot er udtryk for samme primitive ønske om at skabe et samfund, hvor alle helst skal være ens – samme hudfarve, samme klasse.

Endelig tror vi på, at vores frie samfund er værd at forsvare, om nødvendigt at dø for, og vi er hverken så naive, at vi tror, at forsvaret først begynder ved de danske kyster, eller lader os kujonere af feje terrorangreb til at ville isolere os bag forskansede mure.

Der er så meget, vi har til fælles, og som må kunne bruges i genopbygningen af den konservative bevægelse, at vi kan ignorere det mere abstrakte spørgsmål, der skiller os, om samfundet består af fællesskaber, der rummer individer, eller af individer, der indgår i fællesskaber.

Mays pyrrhussejr er blot endnu et eksempel på, at vi må stå sammen og værne om det frie samfund og dets fundamentale værdier, som vi hidtil har taget for givne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.