Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Brexit, Trump, Putin, terrorisme og flygtningekrise: Står vi foran »Europas Stalingrad«?

Foto: Olivier Hoslet og NIELS AHLMANN OLESEN.
Foto: Olivier Hoslet og NIELS AHLMANN OLESEN.

1989 med omvendt fortegn« eller »Europas Stalingrad«. I Europas hovedstæder fyger det p.t nærmest igennem luften med historiske analogier for at indfange de dramatiske forandringer – Brexit, Trump, Putin, terrorisme, efterdønningerne efter flygtningekrisen … ja, fuldend selv listen.

Lige om hjørnet venter det franske præsidentvalg, som meget vel kan betyde, at EU går direkte fra et opbruds- til nedbruds­scenarie. I hvert fald er det svært at møde nogen i Berlin eller Bruxelles, der tror, at EU-samarbejdet kan fortsætte som i dag med Marine Le Pen i Élysée-palæet. For hvem skulle Angela Merkel ringe til 8. maj, dagen efter det franske præsidentvalg, for at indlede en dramatisk redningsaktion?

Den historiske analogi ligger under alle omstændigheder ligefor. 8. maj er nemlig årsdagens for Tysklands kapitulation i 1945 og dermed »Stunde Null« i moderne tysk historie.

Selv hvis den uafhængige Emmanuel Macron, der her og nu står bedst i målingerne, vinder det franske valg, vil freden ikke sænke sig over Europa. En valgsejr til Macron vil i sig selv cementere opbruds­tendenserne, da han vil være den første præsident i Den Femte Republik, som ikke kommer fra et af de traditionelle partier. Selv om Le Pen i valgkampen forsøger at udstille Macron som en »business as usual«-kandidat, der blot drømmer om at blive »vicekansler i Angela Merkels regering«, vil Macron være tvunget til at reformere Frankrig. Ikke alene er det hele hans politiske projekt, men Frankrigs økonomiske afkobling (décrochage) til Tyskland, der presser ham til handling.

Hvor franskmænd og tyskere for 15 år siden tjente nogenlunde lige meget, tjener den gennemsnitlige tysker i dag 17 pct. mere end naboen på den anden side af grænsen. Tilsvarende er Tysklands arbejdsløshedsrate i dag fire pct., mens den franske er ti pct. – for slet ikke at tale om ungdomsarbejdsløsheden på 24 pct. i Frankrig og syv pct. i Tyskland.

Grundlæggende er det den økonomiske afkobling, der er hovedårsagen til, at der i dag ikke længere tales om den fransk-tyske, men om den tysk-franske akse. Hvis Frankrigs indflydelse i EU – og dermed også på egne rammevilkår – skal styrkes, vil Macron derfor skulle kaste sig ud i reformer. Dette var da også hovedbudskabet, da han for nylig talte på Humboldt universitetet i Berlin: »Vi franskmænd må genvinde tyskernes tillid ved at gennemføre seriøse reformer.«

På mange måder er dette sød musik i ørerne på tyske politikere, der so oder so vil være dybt lettede over at undgå Le Pen. Men de kan også godt få øje på problemer i horisonten. For mon ikke Macron – trods sin reformiver – kan blive fristet til at foreslå, at der skal lempes lidt på vækst- og stabilitetspagten, så der ad den vej kan komme mere gang i væksten?

F.eks. skal han jo også finde penge til at indfri dyre valgløfter om bedre uddannelse og en modernisering af den offentlige sektor. I givet fald vil han hurtig kunne finde nogle ligesindede i Sydeuropa, der længe har drømt om gældsafskrivning og et farvel til EUs »austerity-kurs«.

Selvfølgelig er det muligt, at Frankrig og Tyskland kan finde hinanden i et klassisk »noget for noget«, hvor markante franske reformer udløser tysk accept af en mindre stram, fælles økonomisk kurs.

Ganske tankevækkende er det imidlertid ikke noget, som tyske politikere bare tør satse på. I marts fik Merkel således hele den konservative gruppe i Europa (EPP) til at bakke et Merkel-classic synspunkt i en politisk erklæring i Malta op: »Vi er imod offentlige udgifter, som vil øge væksten på kort sigt, men som på langt sigt vil føre til inflation, en svækkelse af konkurrenceevnen, arbejdsløshed og fattigdom.«

Endnu mere interessant er det, at SPDs kanslerkandidat, Martin Schulz, på det seneste har haft travlt med at distancere sig fra sine tidligere udtalelser som formand for Europa-Parlamentet. Hvor han dengang, ikke mindst i forbindelse med dramaet om Grækenland, kraftigt kritiserede Merkels sparekurs, er han nu på stort set samme linje.

Det skal naturligvis også ses i lyset af den forestående valgkamp. Der er ganske enkelt ingen stemmer i at omdanne EU til den frygtede »transferunion« og sende flere tyske penge sydover!

Hvis Macron vinder, er der derfor lagt op til en afgørende diskussion om den økonomiske linje.

Tysk bekymring over økonomien

Den tyske bekymring er her ikke blevet mindre af, at landet står til at miste en nær allieret på det økonomiske område, nemlig Storbritannien. Ganske vist var Merkel ofte frustreret over partifællen David Cameron. Tænk bare på slagsmålet om bankunionen. Men når det gælder den overordnede økonomiske kurs og støtte til frihandel, har der som regel været fælles fodslag mellem Tyskland og Storbritannien.

I modsætning til hvad man måske skulle tro, har Tyskland under topmødeniveauet, hvor Merkel svinger taktstokken, tit vanskeligt ved at få sin politik igennem. Faktisk viser nye undersøgelser, at Tyskland siden 2009 er blevet stemt ned 42 gange i Rådet – langt hyppigere end f.eks. Frankrigs tre gange.

Med Storbritanniens exit vil Frankrig også på papiret være bedre til at få andre store lande til at bakke dets synspunkter op. I 99 pct. af afstemningerne har Italien således stemt med Frankrig. »Frihandelskoalitionen« anført af Tyskland vil derimod efter Brexit primært skulle trække på små eller mellemstore lande som Holland, Finland, Sverige og de baltiske lande.

Set i det lys er det ikke overraskende, at den tyske regering allerede er i fuld sving med at forberede sig på de nye tider. For det første vil Tyskland gøre alt for at holde sammen på EU-lejren i de kommende hårde forhandlinger med briterne.

Kort sagt: Merkel vil indtage mæglerrollen og konsekvent forsøge at hjælpe de lande, der har særlige problemer såsom Irland (grænsen til Nordirland) og Spanien (Gibraltar). Ikke alene er det en selvstændig målsætning at undgå yderligere splittelse, Tyskland vil heller ikke have noget imod at have lidt til gode på indflydelseskontoen. Da briterne ikke længere vil være medlem, skal de derimod ikke forvente megen hjælp fra Berlin.

For det andet er tyskerne allerede på udkig efter temaer, der kan tilføre samarbejdet ny dynamik og være et område, hvor Macron og Tyskland kan finde hinanden. Et godt bud er forsvars- og sikkerhedspolitikken, hvor de to lande udfordres af Putin, Trump og det mulige tab af Storbritanniens militære styrke efter Brexit.

Fordelen ved forsvars- og sikkerhedspolitik er desuden, at Tyskland her kan klinke nogle af skårene med de central- og østeuropæiske lande. Grundlæggende er de stadig fortørnede over Merkels flygtningekurs, mens de generelt pga. Rusland er interesserede i et stærkere europæisk forsvar. En del vil dog afhænge af, hvem der vinder det tyske valg 24. september. Martin Schulz har nemlig for længst signaleret, at han er stærkt skeptisk over for Merkels politik om at bruge flere penge på forsvaret. Ifølge ham er der nemlig »ikke brug for et nyt våbenkapløb, men et nedrustningsinitiativ og større investeringer i forebyggelse.«

Endelig er den tyske regering optaget af at få ligesindede lande til at være mere aktive i EU og dermed påtage sig Storbritanniens rolle som f.eks. forkæmper for frihandel. Det skyldes også, at andre grupperinger for længst er begyndt at mobilisere. F.eks. inviterede Spanien for nylig alle de sydeuropæiske landes ledere til Madrid.

At budskabet fra Berlin er blevet modtaget, er Danmark et godt eksempel på. Kort tid efter, at briterne havde afleveret »skilsmisseansøgningen«, udtalte Lars Løkke Rasmussen således, at Storbritannien og Danmark ofte havde været på samme linje – med EU-formand Donald Tusk og Angela Merkel i en brobyggerrolle. Mange gange havde det været gavnligt, at Storbritannien »hævede fanen«. »Så har vi andre ikke behøvet at hæve den lige så højt. Det er klart, at når en sådan fane bliver hejst ned, er der brug for, at de her synspunkter kommer klarere frem«. Med andre ord: Hvis EU skal komme helskindet igennem (ned)­brydningstiden, er det afgørende, at også andre lande end Tyskland tager mere ansvar for hele EU. Uanset hvilken historisk analogi man så end måtte vælge…

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.