Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Brexit – ja, tak!

Nedladende ligegyldighed og forsætlig uvidenhed karakteriserer hovedstrømmen i den britiske indstilling over for EU og Europa. Men den britiske »euro-skepsis« har også en anden og mindre uskyldig side.

Lederen af UK Independence Party, UKIP, Nigel Farage, er i fuld gang med sin kampagne for et nej til fortsat britisk medlemskab af EU. Foto: Chris J. Ratcliffe
Lederen af UK Independence Party, UKIP, Nigel Farage, er i fuld gang med sin kampagne for et nej til fortsat britisk medlemskab af EU. Foto: Chris J. Ratcliffe

Det er tid for Den Europæiske Union høfligt at bede Storbritannien om at forlade klubben. I årtier har London spillet et dobbeltspil, hvor man på den ene side har draget nytte af medlemskabet, mens man på den anden side har undermineret og tilmed afpresset fællesskabet indefra.

Fordi briterne nu engang producerer så ypperligt fjernsyn, er det naturligt for andre europæere at kigge med og tro, at oplyste kosmopolitter som Michael Palin, Stephen Fry, Louis Theroux eller BBC-korrespondenten John Simpson er repræsentative for landet. Nærmest det modsatte er tilfældet.

Jeg er hollænder af fødsel, men har boet de seneste fem år i London. Hvis jeg skulle sammenfatte den generelle indstilling over for Europa i den engelske litterære og politiske klasse, ville jeg henvise til afslutningen på sidste års litterære festival i Bruxelles, Passa Porta. Der var et udsolgt live-interview med Ian McEwan, måske den mest fremtrædende britiske forfatter i dag. Da McEwan blev spurgt, om han havde været i Bruxelles før, brød han ud i en munter klukken, inden han sagde, at nej, det havde han ikke. »Men jeg synes, byen har nogle af de smukkeste og nogle af de grimmeste bygninger i verden.«

Senere samme aften gav jeg udtryk for min forbløffelse over for en anden britisk forfatter. McEwan er godt oppe i tresserne, og Bruxelles ligger kun to timers togkørsel fra London. Den britiske forfatter reagerede med oprigtig overraskelse: »Jeg har aldrig været i Usbekistan. Er det grund nok til at tage dertil?«

Nedladende ligegyldighed og forsætlig uvidenhed karakteriserer hovedstrømmen i den britiske indstilling over for EU og Europa. Men den britiske »euro-skepsis« har også en anden og mindre uskyldig side.

I mere end to år arbejdede jeg på avisen The Guardians redaktion. Udover den langt mindre Financial Times anses The Guardian for at være den eneste pro-europæiske britiske avis. Og man kan da også rent faktisk finde mennesker der, som støtter det europæiske projekt, men de udgør et mindretal. Mere repræsentativ er den indflydelsesrige erhvervsredaktør Larry Elliott, som for nylig sammenlignede EU med »Sovjetunionen, bare uden Gulag«. Eller den mangeårige journalist, der nærmest med et skuldertræk sagde til mig, at »til syvende og sidst er EU jo ikke andet end et tysk forsøg på at vinde Anden Verdenskrig med andre midler.«

Når folk siger den slags, er der ingen ironi at spore, ligesom der heller ikke var nogen tunge i kinden, da den tidligere borgmester i London, Boris Johnson, påstod, at han ikke kunne se forskel på Hitlers planer for Europa og EU. Medlem af Europa-Parlamentet for modstanderpartiet UKIP, Gerard Batten, bloggede den følgende dag om en »endnu tættere« forbindelse mellem nazisterne og EU. Hans kollega i Westminster sammenligner medlemskabet af EU med at være »lænket til et lig«, mens den konservative viceforsvarsminister, Penny Mordaunt, havde dette argument for, at hendes land burde forlade EU:

»Da Storbritannien stod alene i 1940 efter nederlaget i Dunkirk, var vi isoleret og hånet. Sandt lederskab kan somme tider føles isolerende.«

Kan man virkelig tale om euro-skeptisisme her? Eller er det snarere euro-fobi? I de seneste årtier har formiddagsaviser som The Sun, The Daily Mail og The Daily Express serveret en daglig dosis overdrivelser, usandheder og regulære løgne om EU for deres millioner af læsere. De mere respektable Daily Telegraph og The Times gør i princippet det samme – blot med et mere høvisk ordvalg.

Samtidig forfølger BBC de allerhøjeste principper om uvildighed, og det betyder reelt, at der for hvert argument om EU også skal være et fra den anden lejr. Det får det til at se ud, som om sandheden altid befinder sig et sted i midten, hvilket giver selv den mest horrible påstand fra eurofoberne en vis troværdighed.

Takket være folkeafstemningen står resultatet af alt dette nu klarere frem end nogensinde. En vigtig del af de britiske medier benytter sig af en latterlig og forløjet karikatur af EU for at kunne føle sig overlegne over for europæerne og svælge i fantasier om at »gøre Storbritannien stort igen« og endnu en gang gøre det til en verdensmagt.

Nogle i Remain-lejren som eksempelvis premierminister David Cameron behandler på deres side medlemskabet som en tjeneste over for Europa, som Storbritannien har krav på visse modydelser for. Andre ser medlemskabet som det mindre af to onder eller som en byrde, man må lære at leve med. Labour-lederen Jeremy Corbyn har brugt hele sin karriere på at argumentere imod EU, men må nu modstræbende råde sine vælgere til at acceptere unionen. De eneste partier, der helt og holdent står bag medlemskabet af EU, er de skotske nationalister og de liberale demokrater, men sidstnævnte blev decimeret ved seneste valg.

Og så er der Tony Blair, Gordon Brown og resten af New Labour-fraktionen. De er blevet kørt ud på et sidespor af Corbyn, men havde forinden fået deres troværdighed ødelagt af den ulovlige invasion af Irak og deres nære forbindelser til den globale finanselite.

I store dele af den britiske offentlighed er »Europa« et negativt ladet ord, så man kunne forledes til at tro, at modstanderlejren stod til at vinde afstemningen. Det er imidlertid ikke, hvad meningsmålingerne siger. De fleste mennesker har indset, at der simpelthen ikke er noget økonomisk grundlag for en Brexit, og at det meget vel kan betyde afslutningen på Det Forenede Kongerige, hvis englænderne stemmer for at forlade EU, mens skotterne stemmer for at blive.

Derfor ser det ud til, at et lille flertal vil stemme for at forblive i EU 23. juni. Og det vil utvivlsomt blive modtaget med kyshånd af krisemanagerne i Bruxelles og de øvrige EU-hovedstæder. Men det er et meget kortsigtet perspektiv at anlægge. Som Bruxelles-veteranen, korrespondent for Liberation Jean Quatremer, for nylig sagde: Hvis Storbritannien vælger at blive, »vil tilværelsen blive mere miserabel end nogensinde før« for de andre 27 nationer.

For at få styr på flygtninge- og eurokriserne og med tiden blive demokratisk skal EU udsættes for et fundamentalt eftersyn. Og mens det finder sted, siger Quatremer, vil Cameron og hans efterfølgere forhandle sig frem til »indrømmelse« efter »indrømmelse«. Londons politikere og meningsmagere på begge sider af det politiske spektrum leger allerede med ideen om en ny folkeafstemning, hvis vælgerne ender med at beslutte sig for at blive.

Man bør også erindre sig, at de eurofobiske aviser i Storbritannien er ejet og kontrolleret af en lille håndfuld milliardærer, hvoraf den mest magtfulde er Rupert Murdoch. Han blev tidligere i år citeret for at sige, at hans modstand mod EU var »let« at forstå: »Når jeg ankommer til Downing Street, så gør de, som jeg siger. Hvis jeg tager til Bruxelles, er der ingen, der tager notits af det.«

Så meget for britisk uafhængighed.

Men nu må det være nok. I normale tider var den britiske sabotage måske nok irriterende, men dog til at holde ud. Det er imidlertid ikke normale tider, og EU befinder sig ikke blot i en krise, men faktisk på bristepunktet: Schengen fungerer ikke, euroen fungerer ikke. Og i sin nuværende form er EU selv fundamentalt set udemokratisk. Et demokratisk EU ville betyde, at borgerne ved valg kunne afgøre, hvilket EU de ønskede. Og det er ikke just, hvad det nuværende system tilbyder.

I stedet indbydes de europæiske vælgere fra tid til anden til at ratificere det, som er blevet forhandlet på plads i kulissen mellem teknokrater fra Kommissionen, en veludstyret lobby, Europa-Parlamentet og deres egne statsministre eller præsidenter.

Måske vil de kommende år vise, at flygtningekrisen ikke kan overvindes, at euroen er hinsides ethvert forsøg på reparation, og at et demokratisk EU er en illusion. Måske. Spørgsmålet er, om vi er indstillet på at give op eller om der stadig er kamp nok tilbage i europæerne til at forsøge at få det til at virke?

I sidstnævnte tilfælde får vi brug for lande, hvis regeringer er rationelle, realistiske og rimelige, og hvis offentlighed ikke er blevet kuppet af en håndfuld eurofobiske milliardærer.

Storbritannien, og da især England, falder ved siden af i alle disse spørgsmål, og i løbet af den igangværende valgkamp har landet demonstreret en næsten helt fraværende interesse i reformer. I stedet har man slået sig til tåls med forestillingen om, at EU er »umuligt at reformere«.

Men da briterne får så meget ud af medlemskabet økonomisk, vil de ikke selv gøre en ende på elendigheden. Og de vil heller ikke ophøre med at underminere EU. Lad derfor resten af Europa være den kloge partner, lad os lægge den forestilling på hylden, at den engelske offentlighed engang med tiden vil ønske at blive europæisk. En skilsmisse i al mindelighed – er det ikke den bedste løsning for alle parter?

 

Joris Luyendijk, født 1971, er hollandsk journalist og forfatter. Han har bl.a. arbejdet på den britiske avis The Guardian. For nylig udkom hans bog »Svømme med hajer – en rejse ind i bankverdenens mørke« om finanssektoren på dansk.

Oversættelse: Lars Rosenkvist

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.