Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Brexit – da lynet slog ned

Bordet fanger for briterne. De vilde drømme vil blive punkteret, en efter en. Opgaven for os andre bliver at redde, hvad reddes kan.

Boris Johnson nævnes efter Brexit som en mulig ny britisk premierminister. Foto: Mary Turner
Boris Johnson nævnes efter Brexit som en mulig ny britisk premierminister. Foto: Mary Turner

Symbolikken var til at tage og føle på: Fredag morgen tidligt slog lynet ned i vores hus og tog al elektricitet, lige efter at jeg havde set resultatet af den britiske folkeafstemning. Det var som for 24 år siden, 2. juni 1992, da et knebent flertal på 50,7 procent af de danske vælgere stemte nej til Maastricht-traktaten: Den belgiske udenrigsminister Willy Claës havde besøg af sin portugisiske kollega, Joao de Pinheiro, og de sad og spiste middag sammen i Palais d’Egmont, da der kom besked til bordet om det danske nej. I samme øjeblik væltede regnvandet ind i rummet fra et hul i loftet…

Følg udviklingen efter den britiske folkeafstemning: BREXIT

Dengang blev der fremsat dystre forudsigelser om et sammenbrud i det europæiske fællesskab, netop som det stod over for vældige udfordringer i forbindelse med Den Kolde Krigs afslutning og Sovjetunionens opløsning. Men situationen blev klaret med de fire danske undtagelser, som siden kun har generet danskerne selv. Det var især Storbritannien og Tyskland, som var hjælpsomme med at redde situationen.

Vi fulgte den model, som Piet Hein havde beskrevet i sit digt om Hamlets valg:

»To be or not to be, that is the question.

To be and not to be, that is the answer

Det er jo reelt, sådan det britiske medlemskab af EU også har fungeret i en årrække. Med undtagelser og tilbud om nye opt-outs (forbehold). Derfor kan det være vanskeligt at gentage det danske kunststykke med en ny folkeafstemning. Man risikerer, at bordet fanger. Og konsekvenserne af det britiske nej til EU vil ikke kun blive følt af briterne selv. Som finansmarkedernes reaktioner viste i løbet af fredagen vil det få globale konsekvenser for økonomi og vækst. Og de politiske konsekvenser er helt uoverskuelige på et tidspunkt, hvor Europa står over for langt alvorligere udfordringer – især presset på Europas grænser og Ruslands aggressive opførsel. Der har næppe været noget tidspunkt i den nyere historie, hvor behovet for europæisk samarbejde var så stort som netop nu.

Den nye premierminister, som skal afløse David Cameron, kommer på en næsten umulig opgave. I det hele taget er det vanskeligt at se, hvordan Storbritannien skal kunne regeres de kommende år, hvor forholdet til EU skal afvikles: Det Konservative Parti vil være lammet af indre splid og spektakel. Labour har sat sig uden for indflydelse ved at satse på Jeremy Corbin som leder. De liberale er en svag skygge af sig selv. Og UKIP kan ikke bruges til noget som helst.

Det britiske nej er kulminationen på mange års systematiske giftangreb på EU i britisk presse, som svælger i sensationelle beskrivelser af, hvor galt der står til derovre i Bruxelles. Løgne og grove overdrivelser stortrives. Det må være ubærligt for seriøse britiske politikere at se en mand som Boris Johnson, der om nogen har personificeret disse tendenser, nævnt som bookmakernes favorit til at afløse Cameron i Downing Street 10.

Jeg husker ham fra hans tid som journalist i Bruxelles i begyndelsen af 1990erne, hvor han excellerede i fantasifulde historier om alt det onde, Jacques Delors & Co. gik og pønsede på i smug… Johnson har sågar taget »æren« for, at danskerne stemte nej i 1992, fordi han fik søsat nogle vilde påstande om »hemmelige planer«, som naturligvis gik deres sejrsgang i den letbenede del af dansk presse, og som i øvrigt senere viste sig at være pure opspind. Boris Johnson blev for resten også i sin tid fyret fra The Times, fordi han havde opdigtet et citat…

Men de britiske vælgere har troet på ham, og på hans vildt overdrevne påstande om de økonomiske konsekvenser af EU-medlemskabet og af en Brexit. De vil få en brutal opvågnen, når de konfronteres med den nye virkelighed. Brexit-fortalerne har fremstillet det, som om briterne så let som at klø sig i nakken vil kunne få adgang til EUs indre marked, og som om pengene fra EUs forskellige støtteordninger vil blive ved med at flyde ind i landet.

Sådan spiller klaveret ikke. For nu forestår et spil om iskolde interesser – samt et ønske hos de toneangivende europæiske lande om ikke at skabe indtryk af, at det er en let og givtig proces at forlade fællesskabet.

Det vil blive en lang og vanskelig forhandlingsproces, og den vanskeliggøres yderligere af et kompliceret internt problem i Storbritannien: En del af den lovgivning, der skal ændres i forbindelse med udtræden af EU, vil kræve tilslutning fra parlamenterne i Skotland, Wales og Nordirland. Det kan blive vanskeligt at opnå for regeringen i London, som desuden må regne med, at skotterne nu vil søge at komme ud af unionen med England. I Nordirland vil mange års møjsommeligt arbejde for fred mellem befolkningsgrupperne kunne blive tabt på gulvet, når der skal genopføres grænseposter mellem Kongeriget og Republikken.

Hvis Storbritannien på et tidspunkt går i opløsning, og Little England står alene tilbage, vil det give englænderne alvorlige problemer i internationale relationer. England vil utvivlsomt påberåbe sig status som successor-stat til Storbritannien – ligesom Rusland gjorde det i forhold til det opløste Sovjetunionen – men det forudsætter accept af regeringen i et selvstændigt Skotland. Det kan man ikke uden videre regne med, og det vil give problemer i forhold til det væld af internationale traktater og aftaler, som Storbritannien er deltager i.

Englænderne kan få svært ved at bevare en fast plads i FNs Sikkerhedsråd med tilhørende vetoret, og dermed krakelerer Brexit-folkenes drømme om at genskabe fortidens britiske stormagtsstatus. Amerikanerne har også køligt ladet forstå, at briterne må stille sig bag i køen, når der skal forhandles særaftaler – Kina og EU vil stå foran…

De vilde drømme vil blive punkteret, en efter en.

Forholdet til EU skal behandles efter reglerne i Lissabon-traktatens artikel 50 om »frivillig udtræden«. Der gælder en tidsramme på to år med mulighed for forlængelse, hvis alle andre går med til det. Det er meget kort tid til det vældige arbejde, som forestår. Briterne vil sandsynligvis søge at fedte med tidsrammen ved at vente med den formelle begæring om at indlede processen, mens andre EU-lande taler om, at nu skal der kul på processen.

Det vil nok under alle omstændigheder være en god idé at tage sig tid til grundige overvejelser af de forskellige muligheder for at komme videre. Det gjorde vi også i sommeren 1992, da det lykkedes at vinde tid uden at nogen bandt sig til bestemte løsninger. Man skal ikke opgive håbet om, at »noget viser sig«, som Mr. Micawber altid sagde hos Dickens.

Det er fremfor alt vigtigt, at der ikke breder sig en stemning af hævntørst rettet mod briterne. Opgaven er at redde, hvad reddes kan. Og her er det uimodsigeligt, at den samme skepsis over for EU, som førte til det katastrofale resultat i Storbritannien, findes i næsten alle andre lande. Opgaven bliver at skabe lydhørhed for den fortælling, som EU bygger sin eksistens på. Og det vil formentlig kræve dybtgående reformer i såvel substans som arbejdsstrukturer.

Mange spekulerer allerede nu i, at der vil komme en ny folkeafstemning i Storbritannien, hvor briterne besinder sig og vælger at blive. Spekulationerne næres af, at det forekommer umuligt at se en vej ud af det morads, Brexit-folkene har ledt deres landsmænd ind i.

Men det ville forudsætte to ting: Dels at briterne modnes til erkendelsen af, at der alligevel ikke er et realistisk alternativ til Europa. Dels at de andre medlemslande er så ivrige efter at beholde briterne, at de tilbyder endnu mere omfattende særaftaler, end der var i den pakke, David Cameron fik forhandlet på plads. Det forekommer ikke sandsynligt – i hvert fald ikke i dag. Men netop derfor gælder det nu om ikke at forcere udviklingen.

I første omgang skal briterne bevæge sig ind i helt ukendt område – som beskrevet af Walt Whitman i det store digt »Toward the Unknown Region«, der inspirerede Vaughan Wlliams til musikstykket af samme navn.

Det satte jeg på CD-afspilleren fredag, og læste Whitmans profetiske ord:

»Darest thou now, o Soul,

Walk out with me toward the Unknown Region,

Where neither ground is for the feet, nor any path to follow?«

Briterne sagde ja til det spørgsmål. Og nu starter turen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.