Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Blæs til værdikamp om folkeskolen

Vi har fået angste politikere, der skrabende bukker og nejer for standardiserede OECD-programmer – som om det vigtige og værdifulde skulle være en vindertrøje i roterende og globaliserende PISA-målinger. Det er trist, og det kan vise sig helt katastrofalt for vores skole, vores samfund og vores fælles fremtid.

Arkivfoto: Scanpix
Arkivfoto: Scanpix

»Et lille land, og dog så vidt om jorden end høres danskens sang og mejselslag.«

Sådan skrev H.C. Andersen med en nærmest sloganagtig præcision i 1850. I vor tid rejser skiftende statsministre med stort følge til Kina og andre vigtige markeder for at udbrede det glade budskab om danskernes særlige kunnen og traditioner. Værdierne bag den danske tradition er da også vigtige: Demokrati, ytringsfrihed og lighed for Loke såvel som for Thor. Og så er der solidariteten og sammenholdet.

De fleste danskere går ind for fællesskab, at vi kan snakke sammen høj og lav over en pølse med brød til fodboldkampen; vi skåler med Dronningen til nytår og elsker hendes tale til os om at opføre os ordentligt over for hinanden.

Danmark har i mange, mange år været et land med en smuk tradition for sammenhold, solidaritet og frisind. Der har derfor været en jordomspændende interesse for det, der kaldes det danske mirakel: Et relativt lykkeligt og velordnet samfund med demokrati, velstand og lighed.

Læs også: Den fælles folkeskole er truet

Denne interesse – og de skiftende statsministres stolte fremvisninger af det danske mirakel – baserer sig i høj grad på vores pædagogiske tradition. I daginstitutioner, på skoler, gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner har generation efter generation modtaget en gave fra den forrige: »Her er en kulturel tradition, her er nogle fag, her er et demokrati. Værsgo, bland jer i det hele, og velkommen til.«

Men en vending er indtrådt: Vore politikere er blevet bange. Måske rejser de stadig ud og fortæller om det danske mirakel, men de tør ikke længere støtte og nære det på de hjemlige breddegrader. Vi har fået angste politikere, der skrabende bukker og nejer for standardiserede OECD-programmer – som om det vigtige og værdifulde skulle være en vindertrøje i roterende og globaliserende PISA-målinger. Det er trist, og det kan vise sig helt katastrofalt for vores skole, vores samfund og vores fælles fremtid.

Uhørt er det, at lærerne, som det skete sidste forår, bliver lagt ned i en udemokratisk proces, hvor politikerne ikke lytter til viden og erfaring, inden man med lynets hast vedtager en ny folkeskolereform, der ensidigt er tilrettet OECDs konkurrenceforblændelse og produktivitetsmani. Man mener tilsyneladende, at skolen i disse såkaldte konkurrencestatstider skal være en slags virksomhed, hvor menneskelig viden kan betragtes som en salgbar vare.

Hvad tænker politikerne dog på? Mener vores politikere mon, at man med en autoritær taktstok og en ræv bag øret på denne måde kan føre lærere, deres elever, kommende danske borgere, ind i demokratiets livsform?

Læs også: Skolen for hele folket

Lærernes kamp for at blive hørt blev trampet ned – hvordan skal man nu håndtere de kritiske argumenter, som selvfølgelig stadig gælder? Foreløbig er meldingerne fra landets skoler, at lærernes reelle frihed til at ytre sig er en saga blott. Lærerne må ikke åbent fortælle om det kaos af målstyrede kontrolforanstaltninger, der som en ødelæggende steppebrand spreder stress, mobning og dårligt arbejdsmiljø.

For at lukke munden på de oprørte lærere hyres konsulentfirmaer med kommunikations- og implementeringsfaring (hvor kommer den erfaring mon fra?) Synes den enkelte ansvarlige politiker virkelig, at der er grund til at klappe?

I den kommende valgkamp ønsker vi ikke papegøjeagtige fraser, men politikernes egne stemmer om formålet for og indholdet i folkets skole. Vores politikere må vise, at de har holdninger, og at de vil kæmpe for demokratiet i Danmark. Skolen er noget, vi alle giver hinanden, ikke blot noget, vi gør ved nogen. Det er en gave og en opgave. Børn og unge er til alle tider blevet uddannet og dannet til de samfundsnormer og værdier, som man ønsker i det fælles samfundsliv. Men hvilken politiker kan med æren og selvrespekten i behold påstå, at snævre og ensidigt testbare læringsmål til konkurrencestatsskolen er det, man i dag vil kæmpe for?

Eleverne i reformskolen betragtes som halvfabrikata i en fabrikshal: Skynd dig at blive så dygtig, du kan, vi tjekker dig med hyppige tests. Er du produktiv nok? Kan du leve op til de nye forenklede mål? Værdibaseret undervisning med kreativitet, leg, ansvarsfuldt samvær, sans for det fordybende, spørgende og uvisse er hermed underkendt og dømt ude.

Hvorfor er konkurrencestatspædagogikken blevet det altafgørende grundlag for den nye folkeskolereform? Hvorfor har man, med lange skoledage, reduceret børnenes mulighed for fri tid og leg? Hvorfor tvinger man folkets skole ind i en mekaniseret koncerntænkning med ind- og udstempling? Hvad er formålet?

Læs også: Forældre: Skolereform lider under færre skoleledere

Vores børn bliver ikke glade, dygtige, søde, fantasifulde, sociale eller selvstændige af at blive presset ind i et præstationsagtigt test- og målingsjag. Politikerens egen præstationsangst for at gå glip af en førsteplads på en international rangliste fremmer ikke kvaliteten i vores fælles skoler. Vil nye tænkere og kunstnere a la Niels Bohr, Karen Blixen og K.E. Løgstrup kunne få den nødvendige næring i konkurrencestatsskolen? Nej. I en naiv tro på, at undervisning og pædagogik kan mekaniseres og standardiseres, ødelægger man muligheden for at se det unikke i det enkelte barns muligheder.

Den nye folkeskolereform er efter vores mening indskrænket til et absolut pædagogisk og fagligt nulpunkt. Den går imod det meste af vores indhøstede erfaring fra den pædagogiske uddannelsesverden og imod vores viden om børns behov for fundamental omsorg og nærværende opdragelse.

Vi er ved at køre af sporet, når organisation og styring truer med at fortrænge lærernes fag: Pædagogik og undervisning. Hvis man reducerer undervisning til læringsmål med kontroltests, vender man ryggen til det væsentlige i skolen. Man glemmer de enkelte børns særegenhed, fællesskabets betydning, skolens/samfundets kulturindhold og det pædagogiske forhold mellem elev, lærer og stof.

Det er undervisning, der er kernen i skolen. Lærernes undervisning er altafgørende og skal få eleverne til at opdage og forstå verden. Lærerne skal med egen personlighed som indsats bevæge eleverne og medvirke til, at de kan begå sig, blive selvstændige og tage del i livet omkring sig.

Læs også: Professor: Ikke det rette tidspunkt at spare på folkeskolerne

I lyset af international uddannelsesforskning, med fokus på det enkelte barns mulighed for det unikke og at komme ind i verden har den nye folkeskolereforms målings-, test- og konkurrencestatskultur på forhånd tabt mange børn på et alt for hårdt fabriksgulv. Lytter man til forældre og fagfolk, er meldingen den samme: Det ensidige produktivitetspres, der »glemmer«, at mennesker er langt mere komplekse end fabriksdele, medfører katastrofalt mekaniserede forhold og oprørslignende bevægelser som flugt fra folkeskolen, og en lang række forældre- og folkebevægelser imod instrumentalisering vokser dag for dag.

Politikerne må gøre op med deres angst for at blive tromlet af OECDs og PISAs økonomiske og tekniske værdier og i stedet genfinde modet til at kæmpe for de rødder, som ligger lige for vores fødder: Uerstattelige værdier som demokrati, åndsfrihed og ligeværd. Vi vil repræsenteres af rigtige mennesker, ikke politikere, der robotagtigt gentager deres konkurrencestatsargumenter med værditømte karriereblikke.

Pædagogikkens og undervisningens væsentlighed må frem i dagens lys. Man må med H.C. Andersens soldat fra Fyrtøjet kravle ned i dybden, se hundene i øjnene og søge de værdier, som vi med selvrespekten og værdigheden i behold kan stå inde for og kalde vores.

  • Følgende har bidraget til kronikken: Cecilia Lucia Fava, formand for Foreningen Folkeskoleforældre, Lærke Grandjean, anmelder & VUC-lærer gennem 32 år, Erik Schmidt, redaktør og næstformand i Sophia – tænketank for pædagogik og dannelse, Niels Christian Sauer, hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Lærerforening, og Brian Degn Mårtensson, adjunkt, University College Sjælland

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.