Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Auschwitz er overalt og vil forfølge os mange år endnu

Lars Kiilerich Laustsen
Lars Kiilerich Laustsen

Da jeg sammen med nogle klassekammerater for mere end 30 år siden læste til studentereksamen i historie, havde vi en aha-oplevelse.

Selvom vi ikke havde Anden Verdenskrig med i vort pensum, kom vi alligevel til at tale om Auschwitz og Holocaust, hvorfor det – når vi tænkte over det – gik op for os, at disse begivenheder ikke lå langt tilbage i historien. De lå tværtimod uhyggeligt tæt på, ja, kunne snarere betegnes som en del af vor egen tid. Den virkelighed, vi hidtil både hos os selv og i verden som sådan havde anset for stadigt akkumulerende god, havde en uomgængelig funktionsfejl!

Der er i og for sig ikke noget i denne erkendelse, der adskiller sig fra den refleksion, den fransk-amerikanske litteraturvidenskabsmand, George Steiner, har i sin behandling af autobiografiske vidnesbyrd fra koncentrationslejren. De omfatter bl.a. historien om en gammel mand, der ved et særligt ondt lune hos lejrkommandanten bliver beordret til at løbe spidsrod gennem lejren, indtil han segner og dør. Eller en mand, der med nøje afmålte slag bliver pryglet langsomt til døde.

Men hvad Steiner her ikke forstår, er det eklatante gab mellem disse ofres absolutte tryghed tidligere og deres nuværende fornedrelse, hvorfor han spørger: »Er der, som science fiction og gnostiske spekulationer antyder, i den samme verden forskellige tidsforløb, såkaldte »gode tider« og de deromkring liggende fuger af umenneskelig tid, hvor menneskene langsomt falder i hænderne på veritabel forbandelse?«

Jødisk mystik

Steiner hentyder hermed til en opfattelse af tiden hentet fra jødisk mystik. Det drejer sig om fænomenet zimzum, der betyder sammentrækning eller tilbagetrækning. Gud trækker sig tilbage fra verden og lader denne henligge i sit eget mørke. Dette fremkalder de dårlige tider som årsag til den forøvede bestialitet. Det er altså ikke tiden som en humant fremadskridende proces, men ligeledes indeholdende en nedadgående bevægelse, hvor verden forfalder til ondskab.

Jeg finder Steiners spørgsmål relevant, fordi det dækker de bange anelser, vi allerede som gymnasieelever fik under vor eksamenslæsning. Dér sad vi i vor privilegerede situation som vordende studenter og velnærede produkter af den danske velfærdsstat, og i et splitsekund slog det os, at tingene IKKE bare bevægede sig fremad, men kunne gå til det værre.

Udtrykt lidt dramatisk, blev kimen til det angstberedskab, jeg senere har opbygget, lagt her.

Som det hedder i angst-digtet i Tom Kristensens »Hærværk«, bliver angsten modnet med umodne år, og alene i mit sølle 50-årige liv har jeg oplevet så mange forandringer og stemningsskift, at intet forekommer mig mere usikkert end fremtiden. Hvem siger, at man i henhold til Steiners fremstilling ender sine dage i en lige så tryg tidszone som den, man blev født ind i?

Auschwitz var ifølge den netop afdøde sociolog, Zygmunt Bauman, ikke nogen regression tilbage til et barbarisk stadium, men skal ses i sammenhæng med det moderne teknologiske fremskridt, der muliggjorde det apparat, der ved sit bureaukrati og sin arbejdsdeling formåede at gennemføre et klinisk velorganiseret folkedrab.

For embedsmanden i centraladministrationen var ofrene blot tal på et papir, og stationsforstanderen, der f.eks. gav signal til godstransporterne til koncentrationslejren, definerede sig kun ud fra sin funktion. Derved indgik der en hel række af mennesker i processen, som aldrig var i berøring med selve formålet og ikke som sådan følte sig som medvirkende.

Selv inde i koncentrationslejren var aflivningen afsondret, og bødlernes opgave begrænsede sig til at fylde et kemikalium i et hul på taget af gaskammeret. Den svenske historiker, Peter Englund, udleder på den baggrund, at koncentrationslejren i virkeligheden skal ses i sammenhæng med den generelle civilisationsproces’ modvilje mod smerte, død og lemlæstelse – ikke det modsatte.

Alt dette får én til at spørge, hvor langt Auschwitz er væk fra vort eget tilsyneladende fremskredne og trygge samfund. Er fernissen mellem dette samfund og det kontrollerede barbari i regi af det selvsamme, sådan som det bliver beskrevet foroven, virkelig så tynd, at vi kan være i overhængende fare for at gentage scenariet?

Den yderste konsekvens

Den italienske retsfilosof, Giorgio Agamben, der har beskæftiget sig med undtagelsestilstanden og »det nøgne liv«, skriver om koncentationslejren, som han anser for at være den yderste konsekvens af undtagelsestilstanden i det 20. århundrede: »Koncentrationslejren er et stykke land, der er placeret uden for den normale retlige orden, men den er ikke desto mindre ikke bare et eksternt rum. Hvad der bliver ekskluderet i koncentrationslejren, er i overensstemmelse med den etymologiske betydning af ordet »undtagelse [»exception«, LKL]« (ex-capere), taget ud af, inkluderet ved sin egen eksklusion.«

Koncentrationslejren er snævert forbundet med normen udenfor, for så vidt som denne er den suveræne juridiske instans til bestemmelse af, hvad der skal tages ud. I det lys forbliver den et underligt vedhæng til det retlige samfund udenfor, der lovliggør dennes iboende lovløshed indenfor.

Agamben konkluderer i den forbindelse, at koncentrationslejren også i dag eksisterer som en vedvarende immanent mulighed i vort moderne samfund, al den stund menneskers tilhørsforhold til en nation eller mangel på samme ifølge ham fortsat er et biopolitisk anliggende.

Den rummelige forestilling, Agamben indplacerer koncentrationslejren i foroven, minder til forveksling om den førnævnte tidslige forestilling, zimzum, som Steiner udvikler i sin tekst om koncentrationslejren. Der er tale om to adskilte hhv. rum eller tidsforløb, der støder op imod hinanden – normaliteten og den ekstreme situation, nogle mennesker pludseligt er placeret i – og disse er ikke umiddelbart forenelige.

Alligevel intefererer de med hinanden og skaber uafhængigt af tid og rum i vor trygge verden momentant epifaniske nedslag fra de mareridtsagtige overdrev, som hhv. undtagelsestilstanden og zimzum betegner.  Det er her, den kollektive erindring efter min opfattelse bliver nærværende for hver enkel af os, for ved grimheden, chokket og negativiteten bryder den dystopiske bagside af vort tilsyneladende teknologisk fremskredne og perfekte samfund igennem. Kunstværket har f.eks. denne funktion.

Skæbne og ansvar

Det var i realiteten dette epifaniske nedslag, vi som unge gymnasieelever oplevede under vore forberedelser til historiestudentereksamen. Vi så koncentrationslejren som en mulighed i vor egen samtid. Fortid, nutid og en mulig faretruende fremtid smeltede kortvarigt sammen, og Auschwitz blev for os skæbne og ansvar.

Det var en gendrivelse af udlægningen af tidligere forbundskansler Helmut Kohls berømte ord om »nåden ved at være født sent«. Ikke bare blev Auschwitz et åg, vi og alle andre yngre generationer skulle bære, men det omfattede selvsagt også andre end tyskerne.

Den ungarske nobelpristager, Imre Kertész, har en note, der netop understreger den gensidige forpligtelse, som Auschwitz skal være i fremtiden: »Auschwitz og hvad der hører med til det (men hvad hører der da ikke mere med til dette?), er det europæiske menneskes største traume siden korset, selv om det måske har brug for årtier eller århundreder, indtil det bliver sig dette bevidst.«

Auschwitz er allestedsnærværende og betegner et kompleks, vi endnu ikke har fattet omfanget af. Tragediens eftervirkninger vil stadig mange år frem følge os som vor egen skygge. Derfor bliver vi pinedød nødt til at tage stilling til det, og på den baggrund skal vi alle hver især finde vore stier mod Auschwitz.

Lars Kiilerich Laustsen, videnskabelig assistent ved DPU, Ph.D. i tysk litteratur

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.