Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

At krænke andre er faktisk strafbart

Uanset årsagerne er der ingen tvivl om, at krænkelser af privatlivet opleves meget hårdt af dem, det går ud over, og at prisen kan være urimelig høj. Det har vi alle sammen et ansvar for at forhindre.

Debatten om ytringsfrihed har den seneste tid været præget af historier om unge skole- og gymnasie­elevers omtale af kammeraternes sexliv og udbredelse af nøgenbilleder/pornografiske film af jævnaldrende. En udbredelse, der sker helt åbent på de sociale medier, i skoleblade etc. Fælles for disse situationer er, at mennesker bliver udsat for en krænkelse af deres privatliv, blufærdighed eller æresfølelse – en krænkelse, der nok bedst kan beskrives som ikke-fysisk eller psykisk vold.

Når det handler om fysisk vold, er vi som samfund aldrig det mindste i tvivl om, at det er uacceptabelt, og myndighederne sørger prompte for at straffe de skyldige. Men når det drejer sig om den ikke-fysiske vold, bliver vi ofte handlingslammede og famlende – måske fordi vi går i selvsving over begrebet »ytringsfrihed«, der temmelig uigennemtænkt og helt ubegrundet i visse kredse har fået status af hellig ko. Det fik forsvarschefen for nylig at føle, da han indskærpede, at der skal være en passende omgangstone i forsvaret, og hvor han f.eks. på de sociale medier ikke ville acceptere, at kollegaer blev omtalt som »bøsserøve« og lignende. Fluks kom reaktionen. Det var en knægtelse af ytringsfriheden!

Mange overser i denne debat, at der rent faktisk er en nedre grænse – også lovmæssigt – for, hvor dybt man kan synke, før det får alvorlige konsekvenser – eller burde få det. Med andre ord, vi har faktisk en lovgivning, der klart fastslår, hvilken beskyttelse det enkelte individ som minimum har krav på. Og til dem, der her klynger sig til ytringsfriheden, skal vi minde om, at den her nævnte beskyttelse – helt på linje med ytringsfriheden – er beskyttet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Vi er bare ikke ret flittige eller dygtige til at håndhæve denne beskyttelse – snarere meget famlende!

Hvilke konkrete regler skal beskytte os?

De mest centrale bestemmelser, der dækker langt de fleste af de tilfælde, der forekommer i praksis, findes i straffelovens kapitel 27, der indeholder de såkaldte »freds- og ærekrænkelser«. Der er to typer af krænkelser:

1. Beskyttelse af privatlivet, der er en zone omkring os af private/intime oplysninger, hvor den enkelte til enhver tid selv afgør, om andre må kende til dem (det kan f.eks. være seksuelle, økonomiske og sygdomsforhold).

2. Injurier – som er en beskyttelse imod, at andre udtaler sig nedsættende om en, medmindre beskyldningen er korrekt (man må gerne kalde en tyv for en tyv).

Men hvorfor overhovedet regler om beskyttelse af privatlivet?

Baggrunden for at straffe krænkelser af privatlivet, er ganske enkelt, at det generelt anerkendes, at vi som mennesker ikke alene er fysiske personer, som kan krænkes fysisk, f.eks. ved vold eller voldtægt, men at vi også har en personlighed, som kan krænkes. Eksempel: Uanset om private billeder er optaget med accept, udgør det en voldsom krænkelse, hvis disse billeder udbredes til andre, uden at ofret har nogen mulighed for at afværge eller begrænse det. Det at miste kontrollen med det mest private kan være en voldsom psykologisk belastning og krænkelse.

Omtale af andres private forhold, f.eks. hvem der har sex med hvem, hvor og hvordan, er således for længst kriminaliseret i straffelovens § 264d og kan medføre en straf fra bøde til fængsel i indtil seks måneder. Og det gælder både omtale på skrift og ved at udbrede billeder. Straffen vil normalt være en bøde, men der er eksempler på op til 20 dages fængsel for at dele nøgenbilleder af en ekskone. Disse sager med såkaldt »hævnporno« er karakteriseret ved, at afsenderens formål er at skade/krænke de viste personer.

Måske er de tilfælde, der den seneste tid har været omtalt, hvor skoleblade på flere gymnasier har udbredt oplysninger om navngivne elevers seksuelle forhold lidt anderledes, idet hensigten primært har været mere at underholde end at krænke. Det ændrer imidlertid ikke på, at det er strafbart, og det er vanskeligt at forstå, at det enkelte gymnasium ikke skrider ind. Havde der været tale om gentagen og organiseret fysisk vold begået på gymnasiet, ville de enkelte rektorer utvivlsomt have reageret klart og konsekvent.

Og så er der den meget omtalte sag i medierne om udbredelsen af videoklip, hvor en 15-årig pige har samleje med en dreng og tillige mishandles af en gruppe drenge. Sagen endte med bøde­straffe for overtrædelse af reglerne om børneporno. Der er øjensynligt tale om et usædvanlig groft tilfælde, men omtalen af sagen viser, at der generelt er meget lidt opmærksomhed på de grænser, vi i lovgivningen har sat for omtale af andre og for udbredelse af billeder og film særligt om mindreårige.

Optagelse, udbredelse og endda blot besiddelse af pornografiske film og billeder af personer under 18 år er strafbart. Der er i udgangspunktet tale om de helt samme regler, som vi normalt håndhæver hårdt over for pædofile, og krænkelsen af ofret er ikke mindre, når det er en klassekammerat, der udbreder billederne på internettet. Da filmklippene ifølge omtalen har cirkuleret bredt på sociale medier, har mange – givetvis uvidende – overtrådt straffeloven. Manglende kendskab til lovgivningen er som bekendt uden juridisk betydning, og det understreger behovet for, at vi bliver bevidste om de helt fornuftige regler, der allerede findes.

Den samme hensynsløshed over for andre, som udbredelse af nøgenfotos og private oplysninger er udtryk for, kan også komme til udtryk i ærekrænkelser, der jo går ud på at nedsætte en person i andres øjne. Lovgivningen er på dette punkt sådan indrettet, at der skelnes mellem »sigtelser«, der er beskyldninger, der enten er sande eller falske, henholdsvis »ringeagtsytringer«, som er udtryk for individuel »smag« – som f.eks. idiot, narrøv og lignende. Kort fortalt går reglerne ud på, at man gerne må fremsætte sigtelser, hvis man kan bevise, at de er rigtige (man må gerne kalde en tyv for en tyv). Derimod straffes man, hvis ytringerne er urigtige eller unødigt grove.

Der er givetvis flere årsager til den hidtidige tilbageholdenhed med at bruge de eksisterende regler til at beskytte mod de psykiske overgreb, der kan have så alvorlige følger. Her et par bud:

1. At grove ringeagtsytringer efterhånden mere er blevet normen end undtagelsen på de fremadstormende sociale medier, og at enhver med en smartphone kan forsyne de samme medier med alskens billeder på et splitsekund.

2. At de unge er nervøse for at falde uden for en ungdomskultur, hvor grænsen for det private bevæger sig, og hvor deltagerne i reality shows viser, at der intet forkert eller unormalt er i sex for åben skærm.

3. At de »ansvarlige« voksne er bange for at virke snerpede eller for at blive set som en angriber af ytringsfriheden.

Men uanset årsagerne er der ingen tvivl om, at krænkelser af privatlivet opleves meget hårdt af dem, det går ud over, og at prisen kan være urimelig høj. Det har vi alle sammen et ansvar for at forhindre. Så her er to forslag til, hvordan vi kommer i gang:

1. Undervisning og konsekvens.

På alle uddannelsessteder bør eleverne ikke alene undervises i det, man nok noget gammeldags kalder »god takt og tone«, men absolut også, at der findes en mindstegrænse for tilladte ytringer, som lovgiverne har fastsat. Altså det koster ved kasse 1 at vise nøgenbilleder af nogen, som ikke har givet tilladelse til det.

2. Hjælp til de krænkede.

I dag er realiteten, at uendeligt få af de mennesker, der bliver alvorligt krænket, går videre med deres sag til retten. Forklaringen er enkel. Hvis der er tale om fysisk vold står politi og anklagemyndighed klar og sørger for, at den skyldige bliver straffet. Er der tale om psykisk vold, står den krænkede ofte ene tilbage og må selv sørge for, at sagen kommer for retten, hvilket ikke alene er en psykisk, men også en ganske betragtelig økonomisk belastning. Derfor er der masser af disse ulovligheder, der aldrig bliver påtalt.

Avissiden her levner ikke plads til den fulde løsning. Men vi kunne starte med at bruge de regler, som allerede findes.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.