Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Asyllejre i Nordafrika er det eneste svar på flygtningekrisen

Morten Lisborg
Morten Lisborg

Socialdemokratiets udlændingeudspil handler blandt andet om et stop for modtagelsen af spontane asylansøgere samt oprettelsen af et modtagecenter udenfor Europa, øget bistand til nærområderne og et historisk løft af Afrika. Modellen skal blandt andet sikre, at Europa på længere sigt får mulighed for at kontrollere og regulere antallet af ankomne asylansøgere, som der reelt er politisk vilje og kapacitet til at modtage.

Et egentligt opgør med det nuværende dysfunktionelle asylsystem, inklusiv modtagecentre i Afrika, kan vise sig at være netop det samlende visionære projekt, som EU så stærkt har brug for, og så forekommer udspillet pludselig ikke længere så urealistisk, som nogle peger på.

Selvom de europæiske asyltal er faldet i 2017, kan man på ingen måde forvente, at det politiske slagsmål om asylsystemet i Europa vil aftage i 2018, tværtimod. Fronterne er trukket hårdt op. Der er i EU åbenlyse stridigheder om, hvilken vej man skal gå. Det er derfor helt centralt at finde løsninger, som samler fremfor at splitte. Det nye socialdemokratiske udspil på udlændingeområdet falder derfor på et interessant tidspunkt.

I sidste måned mødtes lederne for de syv sydeuropæiske lande i Rom. Et af hovedemnerne var modvilligheden i flere medlemslande til at indgå et samarbejde om en fælles solidarisk flygtningepolitik. I takt med indførelsen af grænsekontroller mellem EU-landene, oplever de sydeuropæiske lande et stigende migrationspres, fordi asylansøgere og migranter har vanskeligere ved at rejse videre op gennem Europa.

I Italien er det estimeret, at tæt på 200.000 er indkvarteret på landets modtagecentre. I Grækenland sidder ca. 50.000 mennesker fastlåst under kummerlige forhold i midlertidige lejre på de ægæiske øer. Majoriteten af de asylansøgere ønsker slet ikke at være der, men ser hellere en fremtid i et af de rigere vesteuropæiske lande.

De sydeuropæiske lande mener, at de udsættes for et urimeligt stort immigrationspres, som de andre EU-lande skal være med til afhjælpe gennem den såkaldte EU-fordelingsnøgle. Siden EU-Kommissionen i 2015 ved en flertalsbeslutning indførte fordelingsnøglen, som skulle lette presset på Italien og Grækenland ved at omfordele asylansøgere til andre EU-lande, er kun 32.000 af 120.000 blevet omfordelt.

Ungarn, Polen og Tjekkiet har nægtet at tage imod ansøgere/flygtninge gennem programmet, og sagen er derfor blevet indbragt for EU-Domstolen. Den politiske situation blev ikke mindre kølig, da EU-præsident Tusk gav udtryk for, at fordelingsnøglen var »splittende og ineffektiv«. Det fik den græske migrationskommissær, Avramopoulos, til i hårde vendinger at kritisere Tusk og karakterisere hans udmelding som anti-europæisk.

Asylsorteper

EU-fordelingsnøglen er endnu et eksempel på EUs manglende evne til at tænke langsigtet og strategisk på migrationsområdet. Hvorfor skulle Ungarn, Polen og Tjekkiet og andre lande modtage flygtninge, som landene ikke ønsker at modtage, og som flygtningene ikke har noget ønske om at bo i? Argumentet om solidaritet klinger hult hos en række østeuropæiske lande (Visegrad-landene). Her ses fordelingsmodellen som et arrogant vesteuropæisk projekt, der i virkeligheden handler om at eksportere egne problemer på migrationsområdet til dem. I Litauen var 279 af de 414 personer, som landet har taget imod gennem fordelingsnøglen siden 2015, registreret som forsvundet per september 2017. En temmelig klar indikation på, at programmet ikke virker efter hensigten.

EUs migrations- og flygtningekrise løses ikke gennem fordelingsnøgler eller legale migrationskanaler alene. Det er nødvendigt at erkende, at der er en øvre grænse for, hvor mange flygtninge og migranter, EU kan og vil tage imod. En erkendelse, flere europæiske ledere efterhånden ser ud til at være kommet frem til. Samtidig er det nødvendigt at anerkende, at drømmen om at komme til Europa er så markant og udbredt, at Europa realistisk set aldrig vil kunne fordele så mange mennesker.

I årtier har EU forsøgt at begrænse tilgangen af asylansøgere og migranter. Det har handlet om at holde migranter og asylansøgere fysisk væk fra Europa ved at forstærke de ydre og indre grænser og gennem en række aftaler med blandt andet Tyrkiet og flere afrikanske lande. Samtidig har nationale lovstramninger haft til formål at gøre det enkelte land mindst muligt attraktivt for migranter og asylansøgere. Det er en slags »asylsorteper«, hvor de enkelte EU-lande forsøger at overgå hinanden i udlændingestramninger og strammerretorik. Det synes fortsat at være den vej, de europæiske lande bevæger sig ad.

EUs nuværende migrations- og asylpolitik kommer derfor til at fremstå absurde og selvmodsigende. Man vil gerne opretholde høje menneskerettighedsstandarder samtidig med, at man forsøger at holde asylmigranter ude, så de ikke kan påberåbe sig deres rettigheder. Asylsystemet skaber i sig selv en uheldig dynamik og incitamentsstruktur, der »belønner« de migranter, som gennem menneskesmuglere opnår territorial kontakt med et europæiske land.

Tysk og fransk interesse for hot-spots

Den dynamik og incitamentsstruktur kan end ikke 100 fordelingsnøgler løse. Migranter i stort tal vil fortsat forsøge at komme illegalt til Europa i håb om at få en opholdstilladelse eller i det mindste ikke blive sendt hjem.

EUs ledere bør i stedet opbygge et nyt og mere retfærdigt, bæredygtigt og visionært asylsystem. Et system, som hjælper langt flere og på en mere retfærdig måde. Hvor hjælpen først og fremmest når de millioner af flygtninge, som befinder sig i nærområderne. Den hjælp har været forsømt i årevis. Europa skal genvinde kontrollen og selv styre, hvor mange flygtninge, der er kapacitet og politisk vilje til at tage imod.

Et sådant system kræver internationalt samarbejde. Det kræver, at man opretter egentlige modtagecentre i sikre tredjelande, hvortil man kan sende de asylansøgere, som forsøger at indrejse illegalt i Europa. På længere sigt er det sandsynligvis nødvendigt at udvide de internationale adgangsbegrænsende tiltag, som EU eller medlemslande i disse år implementerer i primært Afrika, og kombinere dem med en effektiv grænsekontrol og et egentligt stop for behandlingen af spontane asylansøgninger indenfor Europas grænser.

Under EU-topmødet på Malta i begyndelsen af 2017 sagde den tyske indenrigsminister, at det kan blive nødvendigt at oprette sikre zoner i Nordafrika, hvorfra man kan tage flygtninge til Europa. Flere andre lande viste interesse for denne model. Den franske præsident har ved flere lejligheder talt for oprettelsen af modtagecentre eller »hot-spots« i Afrika, hvor man foretager en screening af asylansøgere. Østrig og Visegrad-landene Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet er blandt de stærkeste tilhængere af en reform af det nuværende asylsystem. Det omfatter løsninger, hvor man opretter centre i tredjelande.

Knap så urealistisk S-forslag

Med valg i både Sverige og Italien i 2018, hvor migration og asylpolitik fylder meget i debatten, vil politikere sandsynligvis lede efter nye konkrete idéer og løsninger. Der er næppe tvivl om, at migrationskrisen og nye initiativer fortsat vil stå højt på den europæiske politiske agenda i 2018, ikke mindst når Østrig med Sebastian Kurz i spidsen overtager EU-formandskabet i juli.

Der således stadig håb om, at 2018 bliver det år, hvor EU finder sammen om et projekt, som ikke bare har opbakning i store dele af den europæiske befolkning, men som også kan samle en fragmenteret og splittet union. EUs fordelingsnøgle hverken samler landene, har folkelig opbakning eller udgør en løsning på problemet.

Måske modtagecentre i nærområderne kombineret med substantiel støtte til de mange flygtninge, fordrevne og værtslandene vil kunne samle politisk opbakning og give tiltrængt hjælp til nogle af verdens mest udsatte mennesker. Er det socialdemokratiske udspil i det lys så urealistisk?

Morten Lisborg, Anders Lisborg og Jan Olsen er rådgivere og ejere af konsulentvirksomheden Migration Management Advice, der rådgiver om international migration, asyl/flygtningepolitik, sikkerhedsspørgsmål mm. De har bl.a. rådgivet og udarbejdet analyser om asyl og migration for Socialdemokratiet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.