Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik:

Anti-nationalismen på retræte

Michael Böss: Ifølge den canadiske forfatter og politiker Michael Ignatieff er nationale værdier ikke fjender af kosmopolitiske, men deres venner. Det standpunkt er der mange på den kulturelle venstrefløj herhjemme, der burde lære af. Den politiske venstrefløj er tilsyneladende allerede på vej til det.

Tegning: Lars Andersen
Tegning: Lars Andersen

Vi har netop fejret 20-året for Murens fald. I medierne mindede indkaldte eksperter fra den akademiske verden os om betydningen af begivenheden, for tyskerne selv såvel som os andre. En af de tilbagevendende kommentarer gik på overraskelsen over styrken af den grænsesprængende frihedstrang i DDR. Men typisk blev denne iagttagelse ikke koblet sammen med trangen til national genforening. I den akademiske verden herhjemme har det nemlig lige siden Murens fald været almindeligt at se »nationen« som noget moralsk suspekt og som en trussel mod friheden. Men som jeg vil vise i det følgende, så er der tegn på, at anti-nationalismen er på retræte, og at frihed og identitet hører sammen.

Venstrefløjens skepsis over for det nationale går dels tilbage til den socialistiske internationalisme, dels til kulturradikalismen. I forbindelse med den jugoslaviske stats sammenbrud fik den dog en tand til. Jugoslaviens kollaps var som bekendt en af de geopolitiske konsekvenser af Murens fald. For selv om DDRs politiske sammenbrud betød sletningen af en grænse og gav næring til visionen om et grænseløst Europa, førte det også til nye nationalstatsdannelser i Centraleuropa og på Balkan. I Balkan skete det gennem blodige og brutale opgør mellem etniske og religiøse grupper, for det meste fremprovokeret af politikere med en klar etnisk-nationalistisk dagsorden. Konflikterne fik mange vestlige intellektuelle til at ønske sig tilbage til tiden før 1989. De konstaterede, at de flasker, der havde næret frihedsrusen i Berlin i 1989, også havde sluppet en ond ånd løs i form af en aggressiv nationalisme, som i første halvdel af 1900-tallet havde ført til Holocaust og to verdenskrige. Alle former for nationalisme og patriotisme blev betragtet som ét fedt. Ja, selv den liberale form, vi kender i Vesteuropa, hvor den udgør forudsætningen for det liberale demokrati, blev anset for suspekt. Som det typisk blev udtrykt af to britiske sociologer sidst i 1990erne: »Det fundamentale ved alle former for nationalisme er, at de (...) gør fremmede og alle andre, som ikke passer ind i nationen, til fjender«.

I Danmark har denne holdning, foruden Dansk Folkepartis dominans af debatten om »danskhed«, hidtil blokeret for en nuanceret debat om forholdet mellem individ og nation, frihed og fællesskab. Men SFs nye indspil om »danske værdier« kan ses som et tegn på, at vi er begyndt at bevæge os ud af skyggen fra Balkan. For indspillet er begrundet med et argument om, at det ikke drejer sig om at tage stilling for eller imod nationen, men om at diskutere, hvilke værdier der skal gøres gældende inden for det nationale fællesskab.

Politisk er anti-nationalismen således på retræte. Nu mangler vi blot også at se en retræte på den kulturelle venstrefløj. Men den kunne passende lære af en dens helte fra 1990erne. En berømt tidligere anti-nationalist, som i dag bekender sig til det, man inden for den politiske filosofi længe har kaldt en »liberal nationalisme«. Jeg tænker på den canadiske Michael Ignatieff. For to år siden trak Ignatieff sig tilbage fra en karriere som professor på Harvard og internationalt feteret kommentator. Hans berømmelse skyldtes først og fremmest bogen Blood and Belonging (1994), som han kort efter omskabte til en TV-serie. Tilsammen fik de enorm indflydelse på den måde, vi i Vesten - også herhjemme - kom til at forstå »den nye nationalisme« på Balkan.

Ignatieff nedstammer fra aristokratiske russiske indvandrere til Canada og er uddannet i USA og Storbritannien. Han skrev bogen på baggrund af sine rejser gennem seks regioner - Kroatien, Serbien, Tyskland, Ukraine, Quebec, Kurdistan og Nordirland - som dengang var hærget af nationalistiske passioner og konflikter. Ignatieff kombinerede sine egne iagttagelser i felten med personlige refleksioner over nationalismen som politisk fænomen og ideologi. Og han så dens genkomst som en følge af den bipolære verdensordens sammenbrud i 1989. Selv kaldte han sig kosmopolit og lod sine læsere forstå, at han var modstander af enhver form for nationalisme. I Kroatien og Serbien undrede han sig over at se mennesker, der talte det samme sprog og havde levet sammen i fordragelighed i årevis, pludselig kaste sig i struben på hinanden. I Tyskland og Ukraine konstaterede han, at genforening og selvstændighed paradoksalt nok ikke skabte forenede folk. I Kurdistan iagttog han med sympati, hvordan en statsløs nation blev undertrykt i de nationalstater, de levede inden for. I Quebec beskrev han, hvordan den fransktalende befolkning, som længe havde hævdet sin ret til større national selvbestemmelse, samtidig nægtede den indfødte befolkning samme ret. Og på sin rejse gennem Nordirland skildrede han, hvordan sammenkoblingen af religiøse og nationale følelser førte til had mellem mennesker, der stort set havde alt andet til fælles. Ignatieff afsluttede bogen med at konstatere, at stammementaliteten tilsyneladende ikke vil slippe sit greb om menneskesindet, og at villigheden til at forsvare nationen med vold og magt var usvækket.

Ignatieffs analyse hvilede på den efterhånden klassiske skelnen mellem etnisk og civil nationalisme. Hvor den civile nationalisme ser nationen som et politisk og juridisk fællesskab af frie, rettighedsbærende individer, ser den etniske nationalisme nationen som et kulturelt fællesskab. Ignatieffs anti-nationalisme var først og fremmest rettet imod den sidste. Han mente, at etnisk nationalisme kræver konformitet indadtil og fører til aggression udadtil og derfor uvægerlig fører til diskrimination af etnisk-kulturelle mindretal og i værste fald til aggression og vold over for nationens »fremmede« og ydre fjender. I Blood and Belonging beskrev han alle de konflikter, han opsøgte, som resultater af etnisk nationalisme. Også nationalismen i Quebec.

Men i dag har han revideret sit syn på, hvad der er på spil i Quebec. Desuden har han revideret sit syn på nationalismen generelt. Det begyndte sidst i 90erne, hvor han indså, at det, man kæmpede for i Quebec, ikke var motiveret af en snæver etnisk nationalisme. I stedet skulle man se ønsket om national selvbestemmelse i lyset af den liberale »rettighedsrevolution«. Denne revolution var foregået overalt i Vesten siden 1960erne, og i Canada fik den en særlig betydning, fordi den førte til, at nationale og etniske mindretals rettigheder i 1982 blev skrevet direkte ind i landets nye forfatning. Selv om quebeckernes hævdelse af deres nations ret truede med at sprænge Canada, erkender Ignatieff dog i dag, at konflikten om Quebecs status jo ret beset er foregået på ganske fredelig og demokratisk vis. Ignatieff har derfor droppet Quebec-nationalismen fra sin liste af »aggressive« og »etniske« nationalismer. I stedet betragter han den som civil. Samtidig har han dog lært at forstå, at selv civile nationer har ret til og behov for at hævde en kulturel egenart, altså en etnicitet. For uden en historisk, kulturel, sproglig, ja, tilmed etnisk fælleskultur, kan en civil nation - et politisk-juridisk fællesskab - ikke holde sammen på sig selv. Belært af personlige erfaringer erkender Ignatieff ligefrem, at det, som kan se ud som nationens ret, i virkeligheden også er en ret, som vedrører den enkelte borger: De fleste mennesker har nemlig et behov for - og en ret til - at kunne opleve sig som hjemmehørende i en nation og et territorialt baseret fællesskab.

Ignatieff understreger selvfølgelig som liberal nationalist, at hensynet til det etniske altid må vige for hensynet den enkelte borgers politiske, sociale og kulturelle frihedsrettigheder. Det etnisk-nationale må altid underordnes de love og normer, der gøres gældende i et liberalt demokrati. Ideelt set vil de etnisk-nationale og de civil-nationale træk dog komplementere hinanden. De tjener nemlig to forskellige funktioner: de etnisk-nationale opfylder borgernes behov for at føle sig hjemme i den politiske nation. De civile tjener derimod deres behov for frihed.

Michael Ignatieff har nu i et år været leder af det store liberale parti i Canada. Så en gang i fremtiden vil han måske blive Canadas premierminister med ansvar for at holde sammen på et land, hvor det kan være mere end svært at nå til enighed om, hvad man skal forstå ved den canadiske nation. Men for Ignatieff er udgangspunktet, som han skrev i 2004, at »nationale værdier ikke er fjender af kosmopolitiske, men deres venner«. Det standpunkt er der mange på den kulturelle venstrefløj herhjemme, der burde lære af. Den politiske venstrefløj er tilsyneladende allerede på vej til det.

Drevet af Disqus

Klik på anméld for at anmelde en upassende kommentar til redaktionen.

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.