Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Anders And-sprogets sejr

Kirsten Rask: Med kravet om at kommunikere så klart og enkelt som muligt, er professionelle skribenter ved at overforenkle det danske sprog. Konsekvensen er, at vi modsat intentionen får sværere ved at have en dialog med hinanden.

TEGNING: LARS ANDERSEN
TEGNING: LARS ANDERSEN

Den store omskrivningsbølge af danske fagtekster satte for alvor ind i 1980erne: Både virksomheder og offentlige institutioner ville ud af kancellistilen og have breve, som kunderne forstod. Jeg var selv en af dem, der blev ansat som sprogkonsulent i en stor finanskoncern for at omformulere firmaets standardbreve og lovtekster. Og der var nok at tage fat på.

En af de metoder, de fleste af os brugte, var at »lixe« tekster, det vil sige at sætte et kvantitativt tal for teksters læsbarhed. (Man tæller antallet af ord på over seks bogstaver og lægger dette tal sammen med det gennemsnitlige antal ord pr. punktum – og får dermed et tal for sværhedsgraden). Lix (læsbarhedsindex) er opfundet af svenskeren C.H. Björnsson. Det var aldrig hans mening, at kvantitative optællinger skulle erstatte gedigen sætningslære, men sådan er det desværre gået mange steder herhjemme.

Overforenklede sprogregler er så nemme at huske og/eller håndtere, at de kan gå i selvsving – selv om de er forkerte og på grænsen til det absurde. Det gælder fx coachers tabuisering af ordet ’men’ – de påstår, at dette ord er negativt og derfor »forbudt«. Men bindeordet ’men’ er et af de 1.500 kerneord, vi har i dansk; det er fuldstændig umuligt at føre en naturlig, ærlig samtale uden at bruge dette ord. For slet ikke at tale om de utallige stilistiske finesser, vi kan opnå ved at bygge budskaber op omkring et ’men’ (= antitese).

Desværre er lix-metoden også så nem og praktisk både at (mis)forstå og (mis)bruge, at den er gået i selvsving. Fx når nogle taler om, at lixen i en sætning kan være for høj. Det giver slet ikke mening, for lix er ment som en gennemsnitsberegning, en måling af længere tekster. Og det er ikke engang det værste. Danmark er nok det eneste land, der stadig bekender sig til lix.

Biblioteksvæsenet bruger det – og dermed store dele af uddannelsessystemet. Også mange kommuner har fået besked på, at lix-tallet på deres hjemmesider ikke må være over 34. Det giver Køge Kommune en kæmpe fordel frem for Vesthimmerlands Kommune – medmindre sidstnævnte helt opgiver at bruge navnet Vesthimmerland. Nogle kommuner har ligefrem strøget ordet ’kommune’ for at få færre ord på over seks bogstaver. Hvad er der blevet af den naturlige sprogsans? Ord, som læseren kender, er ikke svære at læse – uanset længden.Men ud fra samme mekaniske tankegang har sprogansvarlige i foreningens medlemsblad forklaret, at grunden til, at de har valgt at skrive deres navn i to ord, er, at deres reklamebureau fortalte dem, at folk har sværere ved at læse ord på over syv () bogstaver, så bureauet anbefalede dem at skrive det korrekte ’Ældresagen’ i to ord.

Lix indgår også i mange private virksomheders vedtagne sprogpolitik, fx i form af regler som: Der må ikke være mere end 15-18 ord mellem punktummerne. Det kan kun skabe et overforenklet, usammenhængende og koldt sprog, som taler ned til læserne. Björnssons oprindelige anbefaling lød på 18-25 ord i gennemsnit. Det vil sige op til 40 i nogle og ned til et par stykker i andre. Det var selvfølgelig oprindelig godt ment.

Björnsson byggede sine beregninger på læsetest med en række forsøgspersoner. Forsøgene viste det, der stadig er kendt viden: at sætninger med forvægt er sværere at læse end sætninger med bagvægt. Altså, at sætninger med mange ledsætninger og/eller andre tunge led forrest i helsætningen tvinger læseren til at holde mange oplysninger i luften, inden de kommer til den bærende del af sætningen: helsætningsstammen. (Det er som regel også der, vi finder det vigtigste indhold i sætningen). Men fænomener som forvægt og bagvægt er jo svære at forklare kort. Så Björnsson tog en første genvej, der hed: Sætninger med forvægt er statistisk set ofte lig med lange sætninger, så lad os for nemheds skyld sige, at lange sætninger er sværere at læse end korte sætninger. Og hans anden bevidste kortslutning har vist sig at blive endnu mere fatal.

Problemet var: Hvordan definere begrebet ’sætning’, sådan rent kvantitativt? Det kan man ikke. Og så greb han til den kortslutning, der er kommet til at underminere hele sætningsæren: Dengang (i 1960erne) så han, at der var en vis statistisk overensstemmmelse mellem begrebet sætning og det, der i praksis hedder »et punktum«, altså det, der står mellem to punktummer. Men det er ikke punktummet, der afgør, hvornår en sætning er slut – det er grammatikken. For eksempel er der her to sætninger: »Pengene er selvfølgelig gode at have, men de forsvinder igen.«

Det er der også her: »Pengene er selvfølgelig gode at have. Men de forsvinder igen.« Om vi sætter punktum, komma, tankestreg eller semikolon, gør ingen forskel på det faktum, at udsagnet indeholder to helsætninger. På samme måde ser vi også det modsatte: »Det danske realkreditsystem er udfordret. Og sårbart. Som aldrig før.« Her er der tre punktummer, men kun én sætning. Altså igen: Ligegyldigt hvilke tegn vi sætter, ændrer det ikke antallet af sætninger. Og punktummerne gør det nærmest sværere at se sammenhængen. Men lix-tallet bliver lavere.

En anden form for grammatisk overforenkling ser vi mere og mere i verbernes (udsagnsordenes) tidsbøjning. Især nyhedsformidlingen ynder at bruge præsens (nutid) om begivenheder, der er sket i fortiden (såkaldt historisk præsens). Men præsens er en umarkeret tidsangivelse, dvs. at den kan bruges om handlinger foregået både i fortid, nutid og fremtid, fx »Tre fanger bryder ud af topsikret fængsel.« Uden en efterfølgende tidsangivelse kan vi ikke se, hvornår det er sket/sker/vil ske: »Tre fanger bryder ud af topsikret fængsel i går/nu/ i morgen.«

En datidsform tydeliggør straks, at noget er sket. Og måske som en udløber af ønket om enkle grammatiske tider er den sammensatte tempusform pluskvamperfektum (før datid) er blevet en truet art. Hvis en handling endelig beskrives i præteritum (datid), har man brug for før datid til at beskrive noget, der er sket inden da, fx »Cykelrytteren blev anholdt, efter at politiet havde ransaget hans hotel«. Sådan stod der bare ikke på tekst-tv, men »Cykelrytteren blev anholdt, efter at politiet ransagede hans hotel.« Og eksemplerne står i kø: »Bombemandskabet blev kaldt ud til en lejlighed, efter at politiet fandt en død mand derinde« (= havde fundet); »Oprørerne fejrede, at de nedkæmpede hærens tropper« (= havde nedkæmpet); »Banken fremlagde en årsopgørelse, der steg med 47 procent på et enkelt år« (= var steget).

Også ordvalget virker indimellem (bevidst?) begrænset. Og man kan også godt klare sig ret langt med de fire verber: lave, starte, stoppe og putte, fx »Jeg er nok ked af at lave en erkendelse af, at Finanstilsynet ikke kan lave et ordentligt tilsyn. Men det tilsynet laver, bliver meget skematisk og regelbundet«; »Dagen starter roligt – samarbejdet starter med positive udmeldinger«; »NN stopper som minister«; »Vinder stopper med at være så kraftig over middag«; »Det er igen blevet moderne at putte tapet på væggene«; »Overskuddets størrelse vil jeg ikke putte tal på nu.«

Men hvad er der blevet af kampen for at udvide sit eget – og måske læsernes/lytternes – ordforråd?

Hvad kan der være galt med det forenklede sprog? Selv berømte forfattere har dyrket det som en særlig stil. Og selvfølgelig kan det være på sin plads i nogle teksttyper: i vejledninger og opråb, på plakater o.lign. Problemet er, at det tilsyneladende kommer til at virke begrænsende for mange, der har vænnet sig til denne stil. Nogle professionelle skribenter magter åbenbart ikke at formulere sætninger på over 15 ord – så bryder ordstillingen sammen, fx »Målingen er en lussing til partiet, som går stærkt tilbage og ville faktisk blive halveret ved et valg i dag«; »En meningsmåling viser at 21 procent af de vælgere, der stemte på S ved sidste valg, foretrækker nu Lars Løkke Rasmussen som statsminister«; »Tina er i tvivl om, hvorvidt hun skal ophæve sin efterlønskonto, eller skal hun lade pengene stå«.Alt i alt virker det, som om en del professionelle skribenters sprog er i færd med at krympe, både mht. ordforråd, grammatik og syntaks. Vores ordforråd, stilistiske ækvilibrisme og almene sproglige bevidsthed vokser ikke af sig selv. At beherske et veludviklet sprog kræver en bevidst indsats, både teoretisk og praktisk, i form af at læse mest muligt – både ældre og nyere tekster, og så mange forskellige stilarter som muligt – udfordre sig selv mest muligt på skrift (også i lange, snoede sætninger – det er der det virkelig gælder; alle kan lære at sætte punktummer), lytte til andre mennesker og udveksle tanker så bredt som muligt. For meget tyder på, at den tilstræbte forenkling, der begyndte som et ønske om at simplificere læsningen for andre, er blevet en fælde for skribenterne selv, så mange lades tilbage med et forkortet, utilstrækkeligt redskab.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.