Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik:

Altædende DR

Spørgsmålet er, om DR stadig skal gøre alt, dække alt, være til stede alle steder. Bør vi ikke begynde at tale om, hvad DRs kerneopgaver i grunden er? Lever vi virkelig i et samfund, der ikke tør vedkende sig, at noget er mere kultur end andet?

Kort før Michael Christiansen blev udpeget til formand for DRs bestyrelse, kom han for skade at sige noget negativt om DRs seersucces X-Factor, men så snart han var blevet formand, opførte han en intellektuel trippedans, der endte i, at X-Factor i hans øjne var en vigtig del af DRs public service-virksomhed.

Det blev der grinet meget ad i de dage, og det gjorde jeg også. Mit grin var bare en smule skævere end de flestes, for jeg ville i Michael Christiansens sted have været nødt til at gøre nøjagtigt det samme. Han havde som bestyrelsesformand ramt, hvad man kan kalde public service-muren, der beskytter doktrinen om, at næsten alt er public service, bare det er kvalitet - hvad det så vil sige.

Jeg sad selv i DRs bestyrelse i de fire meget turbulente år fra 2003 til 2006, hvor DR oplevede hele tre forskellige bestyrelsesformænd, når vi tæller en temmelig langvarigt konstitueret med, og hele tre generaldirektører, igen inklusive en ganske langvarigt konstitueret.

Foruden at økonomidirektøren blev fyret - eller hvad det nu var, han blev - at TV-direktøren gik sin vej, en anden blev konstitueret, og en tredje ansat, at radiodirektøren blev overflødiggjort og måtte acceptere en degradering, og at nyhedsdirektøren fik sin stilling nedlagt og valgte at gå.

Én ting stod dog fuldstændig urokket i de fire år, nemlig DRs public service-forpligtelser. Public service havde og har, ikke bare i DR, men overalt, samme status som Helligånden i den kristne kirke. Enhver public service-diskussion begynder og ender som en diskussion om DR.

Om man nu kan lide at høre det eller ej, så er Danmarks Radio et barn af den arbejderpartistat, der er en central del af det 20. århundredes danmarkshistorie. Den satte sig lige fra starten tungt på det nye radiomedie og senere også på TV-mediet, for det var utænkeligt at slippe kontrollen med noget så vigtigt, når man sejlede afsted på et hav af fjendtligt sindet borgerlighed.

Danmarks Radio blev skabt til at være et centralt element i arbejderpartistatens store fællesskabsprojekt, hvis kernebegreber var omsorg og opdragelse. Befolkningen skulle omsorgsfuldt oplyses og beriges og ledes fremad mod stadig større kulturel og demokratisk indsigt og forståelse, og da public service-begrebet senere kom til Danmark, blev det straks gjort synonymt med, hvad DR lavede - og laver.

Rollen som oplyser og opdrager blev derfor et lige så centralt element i DRs egen selvforståelse, som radioen var det i fællesskabsprojektet - og er det på sin egen måde stadig. Man føler sig som forvalter af det sande og det gode med ret og evne til at fortælle befolkningen, hvordan verden virkelig er og virkelig ser ud, og i egen selvforståelse er man i det arbejde både objektiv og neutral - eller i hvert fald tilstræbt objektiv og neutral, som det hedder i dag.

Nu blev arbejderpartistaten som bekendt aldrig fuldt realiseret. I stedet fik vi den velfærdsstat, som også den nuværende regering sværger evig huldskab og troskab. Antallet af offentligt ansatte, pensionister, efterlønsmodtagere, mennesker på dagpenge, på SU, på kontanthjælp, bistandshjælp, førtidspension, og hvad det alt sammen hedder, vokser og vokser, så mennesker, der får deres udkomme fra de offentlige kasser, i dag udgør langt over halvdelen af alle i den erhvervsaktive alder, og stort set alle mennesker modtager penge fra et ufattelig bureaukratisk system af tilskud, tilbud, tillæg, støtteordninger, gratisydelser osv., der finansieres med verdens højeste skattetryk.

Fra et samfund, der byggede på ønsket om at hjælpe de svageste med midler fra de stærkeste, er vi endt med en selvkørende maskine, som ingen længere tør, vil, kan, evner eller ønsker at lægge bånd på.

Med DR og public service-forpligtelserne står vi med et lignende system, der nidkært sørger for, at der er noget til »alle danskere«, så ingen - og da slet ikke politikerne - foreløbig tør, vil, kan, evner eller ønsker at begrænse systemet.

Vi er alle blevet brugere, som vi kaldes i dag, eller rent ud sagt forbrugere. Medieforbrugere. Derfor må DR være til stede alle steder og på alle platforme. Derfor udvider DR hele tiden med nye DAB-kanaler, nye netradiokanaler, nye TV-kanaler og stadig flere aktiviteter på nettet. Foruden at man leverer til MP3-afspillerne, til mobiltelefonerne og til skærmene i lufthavnene, i taxierne, i supermarkederne, på apotekerne. Gratis vel at mærke, i den forstand, at alle betaler til det næsten-monopol, som engang var en enestående kulturinstitution og trods alt stadig er det, lidt endnu i hvert fald.

Dilemmaet er åbenbart, for hvis først DR trækker sig tilbage fra nogle af platformene eller stofområderne, mens de kommercielle aktører kæmper for at få en bid af kagen, dvs. af markedet, smuldrer DRs næsten-monopol, og hvor længe kan man så blive ved med at opkræve licens?

Men prisen for at holde fast er høj. Programmerne konceptioneres, populariseres, fortyndes og genudsendes i én uendelighed for at passe til alle og enhver i en stadig mere segmenteret befolkning, så man i ånd og praksis, stil og indhold i stigende grad kommer til at ligne sine kommercielle konkurrenter.

Politikerne er foreløbig handlingslammede. De ligger under for en voldsom angst for at blive beskyldt for at være elitære og en lige så voldsom rædsel for, at vælgerne skal vende sig fra DR og grundlaget for at opkræve licens dermed forsvinde.

I stedet pålægges DR stadig mere detaljerede retningslinier for virksomheden i den tro, at man ad den vej kan bevare institutionen, skønt det i det lange løb snarere fører til forkrøbling.

Det formelle, ledelsesmæssige ansvar har man dog overladt til DRs bestyrelse, som man har udstyret med det såkaldt »overordnede program­ansvar«, hvad det så ellers er for en størrelse. Igennem mine egne fire år i DRs bestyrelse havde jeg en voksende fornemmelse af, at bestyrelsen ikke styrede noget som helst på det programmæssige område trods omfattende, årlige strategidrøftelser og overordentlig detaljerede programbudgetter og programregnskaber, fulde af imponerende, værdiladede ord og begreber.

Trods de store diskussioner og de omfattende papirbunker virkede det set fra bestyrelseslokalet snarere, som om DR var mere eller mindre selvkørende og havde sin egen uudtalte dagsorden for, hvor man ville hen.

Jeg vil for ingen pris undvære DR. Ingen, der kommer tæt på DR, kan undgå at holde af den. Jeg gjorde. Men med sin altdækkende - jeg havde nær sagt: med sin altædende - virksomhed virker DR samtidig underligt anakronistisk i et moderne, åbent samfund.

Spørgsmålet er, om DR stadig skal gøre alt, dække alt, være tilstede alle steder. Bør vi ikke begynde at tale om, hvad DRs kerneopgaver i grunden er? Hvad skal DR ikke lave, dvs. hvilke opgaver er ikke public service, og hvad kan forbrugerne lige så godt eller bedre hente i de kommercielle supermarkeder? Lever vi virkelig i et samfund, der ikke tør vedkende sig, at noget er mere kultur end andet?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.