Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Alle politikere taler om velfærd - ingen taler om pligt

Foto: Søren Bidstrup og CARSTEN LUNDAGER.
Foto: Søren Bidstrup og CARSTEN LUNDAGER.

Vi lever i et velfærdssamfund. Det kan ingen være i tvivl om. Snart hver eneste gang en politiker ses på skærmen, tales der om velfærden. Går den op eller ned? Er der for meget eller for lidt? Det er som om velfærdsstaten er det eneste væsentlige. Hvem kan mætte flest?

Men hvad med Danmark? Når jeg går tur i Mindelunden nord for København, tænker jeg på de døde frihedskæmpere. På det ansvar, de tog sig på, den pris, de betalte. De døde ikke for velfærdssamfundet, de døde for Danmark. Hvor velfærdsstaten søger at tjene hver enkelt af os, tjente disse frihedskæmpere et højere formål, en større sag. Deres fædreland. Vores fædreland.

Men hvad fylder fædreland i den moderne politiske retorik? Pligten til at dø for sit land. Den enkelte må være beredt til at sætte alt ind for folkets ret til dette land, som historien på godt og ondt har tilskikket os. Ikke af mig og mine behov, men af os og vor historie. Ikke mine velfærdsrettigheder, men vores pligt til at beskytte og værne om det, der er vort.

Velfærdsstaten mætter vore maver, men fædrelandet fylder vore hjerter. Udfylder vores identitet og hæver den enkelte til noget større, til en del af historien, en del af folket. Fra sagaen over flaget til majestæten, der favner og giver, men også kræver. Nogle gange det største offer.

Uden offervilligheden var der intet fædreland. Og uden fædrelandet var der ingen velfærd.

Men hvor er fædrelandet i den politiske debat? Måske det er lettere at fordele velfærdsgoder end at tale om pligter? Måske er det sjovere? Hvem vil ikke være den glade giver? Med rettighederne følger også pligten. Ellers bygger rettighederne blot på en flygtighed. Som et grænseværn bygget på sand, der hvert øjeblik kan skride. Uden pligter, ingen rettigheder. Og dog er vort samfund, som frihedskæmperne for os ydede den største pligtgerning, i stadigt stærkere grad bygget op om rettighedsbegrebet. Individet er samfundets omdrejningspunkt, ikke folket. Ikke fædrelandet, men velfærdsstaten. Ikke familien, men den enkelte. Solo-mennesket.

Men uden folk, fædrelandet og familie bliver den enkeltes rettigheder blot en gold skal. Nok så megen velfærd kan ikke skabe det forpligtende fællesskab. Det kan alene historien, kulturen og kærligheden. Båndet mellem mennesker, der ikke kan tvinges og måles. Kærligheden til et barn, en ægtefælle, eller kærligheden til den nation og vor monark, som i både kriser og lykke samler nationen. Et sådan kærlighedsbånd er ikke båret af at få, men af at give. Pligten over selvet.

Vakuum af national selvtillid

Når individualismen siden 1945 har fået stadigt stærkere fodfæste, skyldes det først og fremmest den anti-nationale opblomstring, som krigens rædsler medførte og den grobund for radikalismens menneskerettighedsdyrkelse, som dette vakuum af national selvtillid muliggjorde. »Enhver har ret til…«, lyder de forløsende ord. Dyrkelsen af den enkelte, uden pligtskyldigt øje for folket, for fællesskabet, for nationen, for Gud og konge og den kulturelle samhørighed, vi fødes ind i.

Denne overdrevne fokusering på individ frem for folk, på rettigheder frem for pligter, har sat sit præg på en stribe samfundsområder. I skolerne er udenadslære og faglighed erstattet af sociale kompetencer og et autoritetsfravær, der har gjort lærere til en undskyldning for sig selv, ligesom elevernes fravær af færdigheder gør enhver samtale om andet end dem selv umulig.

Fængselsvæsenet er indrettet for at »resocialisere« selv den hårdeste kriminelle, i stedet for under hensyn til offer og samfund at straffe vedkommende hårdt og mærkbart. Og udlændinge må naturligvis ikke udvises, hvis det krænker deres menneskerettigheder, uagtet hvordan deres kriminalitet har krænket samfundet, folket. Også kirkens autoritet er forsvundet, så stadigt flere sekter og afvigende trossamfund uden den ringeste kulturelle betydning for vort land og kultur fremstår som spændende alternativer. Og ikke mindst er den almene dannelse nu af en sådan beskaffenhed, at man dårligt kan tale om dannelse.

På togstationer skal passagerer ligefrem formanes at afvente udstigende, før man maser sig ind. Mig først, mine drifter, mine ønsker. Alle andre til side!

Dette er rettighedssamfundet: Mennesket som et egoistisk og ensomt væsen, der kun af nødvendighed beskæftiger sig med sine omgivelser. Kun som publikum til en utroværdig ekshibitionisme tåles næsten, mens egoet lever i den eneste omgangsform, der synes at betyde noget: De sociale medier.

Man behersker ikke længere sit modersmål, og for at dække herover kompenseres der med fraser fra det engelske sprog, som man imidlertid kun kender gennem dårlige amerikanske serier og derfor i sin helhed kan ligeså dårligt. Dette er det frigjorte menneske.

Det ideologiske rettighedsmenneske, emanciperet til blot at følge sine pligtløse lyster. Men mennesket fødes ikke frit som dyret, der straks fra forløsningen af moderen lever sit eget liv.

Mennesket fødes til en arv, der både forpligter og giver. Fødes ind i en familie, i et folk, som et led i en tradition. Som dansker giver dette mange privilegier, oprundet af generationernes indsats før den fødte, men det giver også pligter. Dem taler vi helst ikke, ja, faktisk aldrig, om i dette samfund, gennemsyret af menneskets rettigheder.

Konventionen om menneskerettigheder er imidlertid både juridisk og historisk en amputation. Juridisk som modstykke til loven, men historisk som den syge tvilling i det par, der i 1795 skabtes ved den franske nationalforsamlings vedtagelse af Menneskepligterklæringen. Denne i dag helt ukendte erklæring var et vigtigt korrektiv til menneskerettighedserklæringen fra 1789.

Sammen skulle de to danne balance mellem menneskets rettigheder og pligter. Men hvor rettighedserklæringen var blevet hyldet som en ny tids begyndelse – salvet på alteret i Eglise Notre Dâme – fik pligterklæringen ikke samme modtagelse. Den randt ud af historien. Og dermed opstod skævheden mellem ret og pligt, som vore dages samfundssind viderefører.

Ikke desto mindre indeholder pligterklæringen så megen mere trofasthed mod den folkelige og konkrete virkelighed end den rettighedserklæring, som i dag fastholdes af vor tids menneskeretstyranner for at stække folkets ret til at værne om det, der er større end den enkelte – fædrelandet.

Ret og pligt hånd i hånd

Det er på tide, vi atter husker, at ret og pligt går hånd i hånd. Og det er på tide, at Folketinget retter op på årtiers misgerninger og lader menneskets pligter fremgå klart.

Det er egentlig ganske ligetil:

»Alle menneskets og borgerens pligter udspringer af disse to principper, indskrevet af naturen i alles hjerter: a) gør aldrig mod næsten, hvad De ikke ønsker, man gør mod Dem. b) Gør hele tiden mod andre det gode, De selv ønsker at blive gjort til genstand for af dem.«

Gode kristne principper, som i de følgende artikler følges af sindige formaninger:

»Enhvers pligter over for samfundet består i at forsvare samfundet, tjene samfundet, leve efter loven og respektere dem, som er dens redskaber« (artikel 3).

»Man er ikke en god borger, hvis man ikke er en god søn, en god far, en god bror, en god ven, en god ægtefælle« (artikel 4).

»Man er ikke retskaffen, hvis man ikke ærligt og samvittighedsfuldt overholder lovene« (artikel 5).

»Den, som åbent overtræder lovene, erklærer sig i strid med samfundet« (artikel 6).

»Den, som uden at overtræde lovene åbent omgår dem med list eller snilde, skader alles interesser og gør sig uværdig til deres velvilje og deres respekt« (artikel 7).

»Det er på opretholdelsen af ejendomsretten, at landbrug, al produktion, produktionsapparater og hele den sociale orden hviler på« (artikel 8).

Og endelig - artikel 9: »Alle borgere er forpligtet til at tjene fædrelandet og håndhævelsen af friheden, ligheden og ejendomsretten, når loven kalder dem til forsvar af disse.«

Ja, fædrelandet. Den største pligt. Den, som hviler i Mindelunden.

Morten Messerschmidt (DF) er cand.jur. og medlem af Europaparlamentet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.