Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik:

Aktiv hjælp til døende

Jacob Birkler: Jacob Birkler har tidligere været tilhænger af aktiv dødshjælp - forstået som barmhjertighedsdrab. Mødet med virkeligheden på hospitaler og hospices har gjort ham til modstander. I kronikken peger han på, hvordan der blandt tilhængere og modstandere kan skabes et grundlag for enighed og dermed en mere frugtbar debat om aktiv dødshjælp.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Hvis jeg bliver spurgt, om jeg er tilhænger af aktiv dødshjælp, er svaret ja. Jeg er tilhænger af aktiv hjælp til døende. Til gengæld er jeg imod, at vi dræber patienter i det danske sundhedsvæsen. Her tænker jeg på den mulige praksis, hvor lægen tager livet af svært lidende, der anmoder om det. Spørgsmålet om aktiv dødshjælp skaber ikke blot sproglige udfordringer, men er samtidig et af de mest komplekse etiske spørgsmål, der fremkalder en argumentatorisk skyttegravskrig mellem tilhængere og modstandere. Da jeg selv har bevæget mig fra at være tilhænger til at være modstander, vil jeg ikke blot beskrive og eksemplificere denne holdningsændring, men også pege på, hvordan der blandt tilhængere og modstandere kan skabes et grundlag for enighed og dermed en mere frugtbar debat om aktiv dødshjælp.

Første gang jeg begyndte at arbejde med spørgsmålet om aktiv dødshjælp, var i min studietid, hvor jeg som filosofistuderende blev skolet i etisk teori og argumentationslære. Jeg studerede de mange komplekse argumenter og nåede frem til den konklusion, at det bedste ville være, hvis vi tillod aktiv dødshjælp i Danmark.

Mit kronargument angik patientens ret til at bestemme over liv og død, dvs. en grundlæggende patientautonomi. Hvis patienten lider ubærligt og anmoder om hjælp til at dø, er det værdifuldt at hjælpe patienten i døden. Bliver vi i den abstrakte forestilling om den ubærligt lidende, bliver holdningen hurtig skarp. Personligt havde jeg fx en forestilling om, at patienter kunne efterlades i en langsom kvælningsdød på grundlag af en tumor i halsen - og blev direkte pikeret over modstanden mod aktiv dødshjælp. Hvordan kan man afslå en anmodning om det, der synes at være en barmhjertig handling?

Efter min studietid blev jeg ad forskellige veje tilknyttet sundhedsvæsenet og fik lejlighed til at følge de patienter, der gennem mine tanker tidligere havde formet mine argumenter. Gennem flere år fulgte jeg sundhedspersonale i mødet med døende, og som led i mine forskningsaktiviteter har jeg således været på talrige kræftafdelinger og hospices rundt i hele landet. Det var her, jeg ændrede min holdning til aktiv dødshjælp.

Selvom jeg mødte døende patienter hver eneste dag, var det yderst sjældent, at jeg mødte patienter, der anmodede om hjælp til en konsekvent afslutning af livet. Første gang var på en kræftafdeling, hvor en kvinde var indlagt med en kræftsygdom, der havde bredt sig til store dele af kroppen. Jeg gik ind på stuen sammen med sygeplejersken, hvor vi fandt patienten forpint i sengen. Efter et par minutters tavshed sagde patienten henvendt til mig: »Hvad mener du egentlig om aktiv dødshjælp?« Jeg blev tavs. Som filosofisk teoretiker havde jeg holdt flere foredrag om aktiv dødshjælp, men ansigt til ansigt med patienten forblev jeg tavs. Pludselig sagde patienten: »Havde jeg været en hund, havde I for længst gjort det af med mig«. Hertil svarede sygeplejersken: »Men det er du ikke, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dig«. Det var præcis, hvad sundhedspersonalet gjorde, og nogle dage senere var patientens dødsønsker forsvundet, trods en forværring i hendes sygdomstilstand. Senere så jeg glæden i patientens øjne, da hun genså sine børnebørn, hvilket fremkaldte en øjeblikkelig kvalme over mine tidligere tanker om barmhjertighedsdrab.

Selvom jeg kun sjældent oplevede patienter, der ønskede hjælp til en definitiv afslutning på livet, oplevede jeg mange andre etiske dilemmaer blandt døende patienter. Men disse dilemmaer havde en helt anden karakter. Det kunne være en situation, hvor patient og pårørende mentalt befandt sig to forskellige steder, som fx når sundhedspersonalet blev stoppet på gangen af den pårørende med et budskab, der lå langt fra det ønske, patienten tidligere havde givet udtryk for. En datter til en døende patient på hospice var meget insisterende, når hun mødte sygeplejersken på gangen. Hun ønskede at afslutte det, hun kaldte for faderens lidelser. Både den døende far og datteren anvendte udtrykket: »Jamen, kan I da ikke gøre noget«, hvor den indeholdte mening var vidt forskellig. For når patienten håber på livet, og den pårørende håber på døden, befinder sundhedspersonalet sig i et spændingsfelt, der næppe kan blive større.

I Danmark er det tilladt at stoppe udsigtsløs behandling. Her får patienten sin vilje og selvbestemmelsen opfyldt. Her står vi imidlertid med endnu en sproglig udfordring i det danske sundhedsvæsen. Der findes et sprogligt udtryk, særligt blandt fortalere for aktiv dødshjælp, men også blandt læger i dialogen med patienten. Her tænker jeg på udtrykket: »Når der ikke er mere at gøre«. Problemet med det udtryk er, at det efterlader patienten alene, hvilket aldrig behøver at være tilfældet. Når de helbredende behandlingsforsøg er udtømt, betyder det ingenlunde, at patienten efterlades alene til at dø, eller at der ikke er mere at gøre. Vi kan stadig gøre noget og ikke mindst være noget for patienten. Vi kan lindre lidelse og aktivt tilbyde en omsorgsfuld pleje og behandling. I nogle tilfælde kaldes denne praksis for passiv dødshjælp, hvilket imidlertid er helt misvisende. Der er ikke tale om en passivitet, men derimod en aktiv omsorgsfuld hjælp i mødet med den døende - uden dog at dræbe patienten.

Efterhånden som min holdning til aktiv dødshjælp begyndte at forandre sig i takt med mit indblik i praksis, begyndte jeg at tænke på et ofte anvendt citat af Villy Sørensen: »Der er liv i døden og død i livet, og måske mest liv i livet, hvis døden er med i det«. Det var netop det, jeg oplevede hver dag på hospice på en meget direkte facon. Der kom mere liv i patientens liv, når døden kom tættere på. På en kræftafdeling konfronteres patienten med døden gennem diagnoser og prognoser, men på hospice konfronteres patienten med livet. På hospice møder man sundhedspersonale, der giver patienter rum til at leve livet til døden. De patienter, jeg mødte, kæmpede ikke mod døden, men med døden. Døden var ikke en fjende, der skulle bekæmpes. Døden var derimod en mulighed for at leve i livet med døden. Patienterne gjorde det, som døden ikke formår - nemlig at leve. Det blev en vigtig lektie, som jeg måtte terpe, hver dag jeg mødte patienterne. Jeg havde tidligere dømt patienter til døden, men mødte livet, når patienter i glimt påskønnede det, jeg ofte anså for hverdagens banaliteter. Selvom øksen hele tiden lå ved træets rod, blev det ganske ofte en opbyggelig besindelse på livet.

Med mit eget holdningsskift ønsker jeg ikke at virke formynderisk eller bedrevidende. Jeg ønsker fortsat selv at blive klogere. Som formand for Det Etiske Råd skal jeg hverken bestemme noget og slet ikke bestemme over nogen. Til gengæld vil jeg meget gerne bidrage til debatten om aktiv dødshjælp, der i mine øjne ofte lider skibbrud i en stillingskrig på forhærdede argumenter, der støves af ved pressens lejlighedsvise behandling af emnet.

Hvad står der tilbage blandt tilhængere og modstandere af aktiv dødshjælp - med andre ord: Hvad er fællesnævneren? Jeg er sikker på, at vi kan blive enige om, at der skal skabes de bedste vilkår for døende i Danmark. Vi kan også blive enige om, at patienter ikke skal opleve ulidelig smerte. Vi kan også blive enige om, at patienter ikke skal holdes i live, men derimod tillade en afslutning af livet gennem behandlingsstop. Med de nødvendige ressourcer er alt dette i stort omfang muligt i dag. Forskellen består i mål og hensigt. Bør vi hjælpe patienten i døden eller livet?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.