Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Akkaris historie

Kulturens betydning for mennesket. »Omvendelse«, »bodsgang«, »tilgivelse«, »skyld«. Det har været de ord, vi har måttet bruge, når det kom til at få greb om Ahmed Akkaris opgør med sin islamistiske fortid. Og det er sigende. Kulturkampen er også en eksistenskamp. Det er vigtigt at huske på i en liberalistisk tid.

Forleden havde vi fornøjelsen af at tilbringe en time i selskab med en herre, der vist næppe behøver yderligere præsentation: Ahmed Akkari. I forbindelse med optagelsen af Mads Holgers ugentlige radioprogram, Skriftestolen på Radio24syv, var også undertegnede Kasper Støvring inviteret i studiet. Det var en lille tætbygget mand, der iført store sorte solbriller strøg os forbi, da vi uden for et studie på en hemmelig adresse i Bredgade ventede på ham over en cigaret. Vi genkendte ham knap, hvilket også var tilsigtet, grundet hans nuværende sikkerhedssituation.

I studiet udfoldede han fortællingen om sin omvendelse. Han fortalte, hvorledes han havde opholdt sig på Grønland og i dette episke og golde miljø havde gennemgået en eksistentiel krise og (is)ørkenvandring. Fortællingen havde nærmest bibelske dimensioner. Vi delte opfattelse af, at han måske var blevet kristen, skønt han ikke ville samtykke og dog heller ikke opponerede kraftigt mod denne opfattelse. Han virkede bange for at blive låst i en ny dogmatik, selv om kristendommen netop er et opgør med lovreligion. Kristendommen sætter fri, om end det kristne menneske altid er under en fordring, anfægtet og ofte i tvivl.

I debatten fokuserer de fleste på Akkaris rolle i Muhammedkrisen og overvejer, om han nu er demokrat, højre- eller venstreorienteret, om han mener, at Politikens anstændighedslinje eller Jyllands-Posten konfrontationslinje er den bedste måde at værne om ytringsfriheden. Andre igen spekulerer over, om Akkari spiller med åbne kort. Det er alt sammen relevante emner. Men det er også emner, der har en ideologisk karakter, som imidlertid ikke griber det, vi gerne vil fremhæve her, nemlig betydningen af kulturkampen som en eksistenskamp.

Akkaris historie handler nemlig om dybere ting, om tro og identitet. Lyt engang til de ord, der er brugt i debatten: »Omvendelse«, »bodsgang«, »tilgivelse«, »skyld« osv. Det er alt sammen forestillinger, der hvirvler en masse betydning op, som er af eksistentiel, ja, religiøs og endda kristen karakter. Det er et vigtigt perspektiv at have med, fordi Akkaris lange og stenede vandring bort fra sin islamistiske fortid indtil nu har varet i syv år (i sig selv et symbolsk tidsrum). Der er – højst sandsynligt – ikke tale om en brat udskiftning af standpunkt, der forekommer ingen masterplan bag, og Akkari handler ikke med gustent overlæg.

Akkaris historie handler ikke (kun) om ideologisk ladede begreber som demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed. Tilsvarende er det heller ikke ideologi, der har omvendt ham. Hvad der er sket, kan bedst forstås med brug af billeder, myter og fortællinger, som truer med at gå tabt i vores moderne liberale samfund. Akkari søger efter et rækværk, han kan gribe fat i, en livline ude på de 70.000 favne vand, hvorpå han har kastet sig. Han forekommer at være et åndeligt søgende menneske, der har behov for troens levende billeder. For de billeder taler sandt om eksistensen og virker stærkere end ideologiske begreber, fordi de taler med autenticitetens sprog til hin enkelte. Det vigtige i denne fortælling er på en måde alt det usagte, gebærderne, ansigtsudtrykket og blikket i øjnene, som naturligvis vanskeligt lader sig gengive i et radiomedie. Hvad så vi? Et forløst udtryk sammenlignet med udtrykket hos den skæggede islamist (Akkari er barberet i dag) for syv år siden, der var bistert, forhærdet og usikkert. Da vi mødte Akkari, havde han en vis ro over sig, ja, man fornemmede en art resignation, der sammen med hans samvittighedskvaler understreger den kristne dimension. Akkari virkede ikke bange, og citatet »Herren er min hyrde, mig skal intet fattes« blev aktualiseret i bevidstheden.

Vi mener ikke, at Akkari stadig er muslim. Det er bare heller ikke i første omgang afgørende. Det afgørende er, at vi tør tro på ham og tilgive ham. Kristendommen lærer os, at vi selv er skyld i vores fejl, som vi må tage ansvar for; vi må søge tilgivelse og prøve at forbedre os. Vi skal være benhårde i vores islamkritik, men jo også tage imod dem, der går bodsgang.

Der ligger også et vældigt perspektiv i, at det var på Grønland, at Akkaris omvendelse blev initieret. Som et symbolsk sted har øen – ikke kun Grønland – en enorm betydning i mange litterære værker tilbage fra Daniel Defoes Robinson Crusoe til danske Martin A. Hansens Løgneren. Hvorfor er øen vigtig, og hvilken betydning har øen i forhold til Akkaris historie?

En ø er et mikrokosmos, hvor mennesket, hyppigt den strandede i bogstavelig eller overført betydning, konfronteres med sig selv. Menneskets sande væsen kan her åbenbare sig, mennesket kan træde i karakter på et sted, hvor ingen kender det, og hvor andre derfor møder det forudsætningsløst. Det har uden tvivl været befriende for Akkari at møde grønlændere, der ikke vidste, hvem han var. På øen strander mennesket uden fortid. Som i Løgneren har den strandede valgt at bryde med fortiden, og det er karakteristisk, at den strandede ledes ind i en eksistentiel søgen efter identitet; mennesket er i krise og stilles over for den fordring at overtage sig selv på godt og ondt.

Øen er ydermere et rum uden for tiden, hvor der er plads til refleksion. Isolationen giver ganske enkelt rum til bevidsthedsudvikling, og det latinske ord for ø, insula, er da selvsagt også sprogligt beslægtet med netop isolation. I denne fjernes korsets horisontale akse, hvorved den vertikale gives mulighed for at spire.

Vi foreslår, at man tolker Akkaris historie i denne symbolske ramme. Også Akkari har forladt sine tidligere trosfæller og familie; hele hans fortid synes at ligge bag ham som en afsveden slette. Hans eksistentielle rejse, som utvivlsomt ikke er til ende endnu, bragte i udsendelsen også mindelser om kristendommens sakramentale dåb. Med Karen Blixens ord døbes vi til skæbnefællesskab med Kristus, hvilket skal forstås således, at vi i vandet druknes for herpå at genopstå. Det er en almenmenneskelig forvandling, men kun få gange får mennesker lejlighed til at opleve den totale eksistentielle død og opstandelse. Der er ikke tale om at hugge en hæl og skære en tå, men om en decideret udskiftning af selve torsoen. En omvendelse, med andre ord.

Liberalistiske mennesker vil gerne have identitet- og eksistensspørgsmål fjernet fra staten og i nogle tilfælde også fra nationen, mens man fra konservativ side regner dette som indlysende forbundet med nationen og i nogen grad med staten, der dog driver de vigtigste dannelsesinstitutioner såsom folkekirken, folkeskolen, Kulturministeriet og visse medier. De liberale tror sig misforstået fra konservativ side, som havde man på den liberalistiske fløj aldrig en interesse i disse spørgsmål overhovedet, hvilket man sine steder nu nok har, om end man gerne vil ekskludere staten herfra. Det ved vi skam godt, men vi er ikke enige.

Debatten handler om, hvorvidt identitet og eksistens også er et kollektivt spørgsmål. Fra liberal side vil man kun mødes i det colosseum, som angår økonomi, jura og rettigheder, og man regner enhver strid uden for dette cirkus illegitim, hvorfor reaktionerne har været så hysteriske.

Men spørgsmålet om et menneske og et folks identitet og eksistens foregår også i ørknen eller på den grønlandske indlandsis.

DEBAT: Er du enig i kronikkens budskab? Del din holdning under artiklen eller på facebook.com/berlingske

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.