Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Ældre er en tikkende bombe under det kinesiske velfærdssystem

Kinas aldrende samfund er et betydeligt socialt problem, der uden intervention kan have yderst skadelige konsekvenser for Kinas udvikling og stræben efter en »passende« universel velfærdsstat.

Tidligere i år udstedte den kinesiske regering en såkaldt femårsplan for at adressere den voksende ældrebyrde. Femårs-planen er blot ét tiltag i en række af reformer og projekter, der har til hensigt at imødegå den massive ældrebyrde i Kina. Spørgsmålet er bare, om det er nok til at desarmere den tikkende bombe, som ældrebyrden udgør?

Verdens største alderdomshjem

Inden for en relativ kort periode har den kinesiske aldersstruktur ændret sig betydeligt. Ikke mindst er proportionen af ældre i forhold til den arbejdsdygtige andel steget fra ni pct. i 1995 til 13 pct. i 2015, men dette tal estimeres at nå 44 pct. i 2050. Ifølge FN forventes Kina at ældes hurtigere end noget andet land, de spår at proportionen af ældre vil fordobles fra 10 til 20 pct. på bare 20 år. Sammenligner vi med Danmark, har det taget mere end 60 år.

Dertil skal lægges, at den forventede levealder er steget fra 43,4 år i 1960 til 76 år i 2015, samt at den officielle kinesiske pensionsalder er forholdsvis lav, 60 år for mænd og 50-55 år for kvinder.

Denne udvikling vil skabe et enormt pres på det kinesiske pensionssystem, et pres, som regeringen har forsøgt at imødekomme med op til flere reformer og projekter rettet mod den aldrende befolkning.

Kinas ældrebyrde er et anseligt problem i bestræbelserne på at realisere et »passende« universelt velfærdssystem i Kina. Samtidig må vi anse udviklingen af velfærdssystemet som væsentlig for hundredvis af millioner af ældre menneskers velfærd.

Et-barns-politikken

Et-barns-politikken har ofte fået skylden for Kinas lave fødselsrate og stigende ældrebyrde.

Fødselsraten har da også ligget unaturligt lavt, men det er værd at overveje, om vi kan skyde hele skylden på et-barns-politikken. Et-barns-politikken udløste ikke et drastisk fald i fødselsraten, da den blev indført. I stedet ser vi en fortsættelse af en faldende trend, som begyndte i midten af 60erne. I samme periode har Kina gennemgået en rivende udvikling, der især har haft en »spill-over-effekt« på kvinders muligheder og rettigheder. Unge kvinder har fået et valg i Kina og friheden til at skabe deres egne normer omkring familie.

Det er vitalt, at Kina får hævet fødselsraten, men det er svært for mange kinesiske forældre i byerne at få mere end ét barn. Ikke grundet et-barns-politikken, men i højere grad på grund af et skift i værdier og prioriteter.

Da man i 2015 ophævede et-barns-politikken, var det formodentlig med et håb om, at man ville opleve et babyboom og dermed forløse en del af ældrebyrden – et håb med ringe chance for forløsning. Udviklingen i det kinesiske samfund har for længst indhentet konsekvenserne af et-barns-politikken, og det er derfor essentielt, at vi anerkender, at udfordringer og løsninger må findes andetsteds.

Hvem skal passe de ældre?

En betydelig udfordring, som den kinesiske regering står over for, er: Hvem skal passe de ældre? I mange generationer har det været tradition samt en essentiel del af de kinesiske værdier, som er dikteret af filosoffen Confucius, at ældre blev plejet af deres børn. Denne levemåde er dog aftagende, eftersom kapaciteten og villigheden til at pleje de ældre er aftagende. Et stort antal familier består af fire bedsteforældre, to forældre og ét barn, også kendt som 4-2-1 fænomenet. Det lægger et enormt pres på de to forældre, der må forsørge fire ældre og et barn – eller potentielt ét barn, der senere må forsørge fire bedsteforældre og to forældre, grundet den lave pensionsalder.

Den yngre generation er i højere grad orienteret mod en institutionel pasningsform, mens den ældre generation stadig overvejende hænger fast i de traditionelle kinesiske værdier om familien som den enhed, hvor velfærden leveres. Der eksisterer et generationsskred, hvorfor ældre på plejehjem i mange tilfælde er indlogeret som følge af tvang fra deres familie eller fordi de slet ikke har familie – og ikke på grund af lyst.

I et forsøg på at imødegå uoverensstemmelser mellem generationer, har man i Kina vedtaget en »Elderly Rights Law«, der skal sikre, at børn fortsat varetager deres ældres »spirituelle behov«. De selvsamme værdier bag denne lov bliver yderligere promoveret i skoler og samfund i et forsøg på at afvæbne den yngre generation over for de traditionelle værdier om familiepleje.

Kina har dog en temmelig ambivalent tilgang til spørgsmålet om, hvem der skal passe de ældre. De »spiller på flere heste«, så at sige. Selvom de offentlige plejetilbud udbygges, anerkender man samtidig, at udbuddet næppe kommer til at stå mål med efterspørgslen. Det er også realistisk. Offentlig pleje af den hastigt voksende ældregruppe kan vise sig at blive en uløselig opgave. Samtidig kan man overveje, om Kina, som har set mod Norden for at finde inspiration til deres ældrepleje- og pensionssystem, i stedet skulle have ladet sig inspirere af lande, hvor man har fusioneret værdier om familiepleje med en omfattende velfærdsstat, som f.eks. Tyskland.

Opdeling mellem land og by

Den største udfordring for realiseringen af den kinesiske velfærdsstat er dog den skarpe opdeling mellem land og by, skabt af »hukou-systemet«. Under dette system er velfærd primært for dem, der bor i byerne. Mange vil gå så vidt at argumentere for, at der eksisterer to sideløbende velfærdsstater. Ældreområdet er ingen undtagelse, i mange tilfælde er de ældre på landet de hårdest ramt. På grund af massiv migration af den arbejdsklare generation fra land til by, er bedsteforældrene ofte ladt tilbage med ansvaret for at passe børnene og dyrke jorden. Et ansvar, der slider hårdt på en ældre krop, der har arbejdet med landbrug fra barnsben.

Bevares, der er pensioner og ydelser at hente, og pensionssystemet er blevet betydeligt forbedret i de senere år. Pensionssystemet er dog særdeles fragmenteret og yderst plaget af faldende erstatningsrater. De ældre har ydermere meget lidt tiltro til pensionssystemet, så mange vælger ikke at bidrage til det.

Det kinesiske pensionssystem lider ydermere under et større underskud, som kun forventes at stige eksponentielt i takt med, at ældrebyrden vokser. Sammenholdt med den faldende vækst er det meget svært at forestille sig, at det bliver muligt at finde tilstrækkelige ydelser til alle.

For at mindske underskuddet og realisere et effektivt pensionssystem, er det bydende nødvendigt, at den kinesiske regering kan skabe tillid til staten. Korruption er ét problem, incitamenter til styring af offentligt ansatte samt professionel og institutionel stigmatisering er et andet. Det skaber en situation, hvor mange ikke føler sig trygge ved at gøre krav på deres offentlige ydelser, da det i visse tilfælde kan medføre offentlig ydmygelse.

Tiden er inde til vigtige beslutninger

Kina er ved at blive gammel ligesom resten af Asien, som er på sporet til at blive den ældste region inden for de næste årtier. Kina er ikke unik i dette aspekt, men det er værd at holde øje med. Kina bliver gammel på et tidspunkt, hvor en stor andel af de 800 mio., som er blevet løftet ud af ekstrem fattigdom, stadig er i risikogruppen for at falde tilbage igen, og hvor middelklassen stadig er lang vej fra at opfylde sit fulde potentiale.

Kina er, trods landets rivende udvikling, langtfra på sikker grund: Den offentlige gæld er stigende og væksten faldende. Der er derfor et behov for målrettede bæredygtige løsninger af radikal karakter, hvis de skal løfte den voksende ældrebyrde.

Rom blev ikke bygget på én dag – det gør det kinesiske sociale velfærdssystem heller ikke, men de er måske nødsaget til at gøre et forsøg for at kunne tage hånd om den enorme ældrebyrde.

Birgitte Egeskov Jensen er ph.d.-stipendiat ved Centre for Comparative Welfare Studies på Aalborg Universitet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.