Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Aarhus har fattet, at ægte selvtillid kommer indefra

»Satsningen på viden, på historie og på identitetsskabelse har fået en hel by til at ranke ryggen. Den konstante jamren over københavneri og følelse af at få for lidt, er forstummet og erstattet af en stille stolthed. Aarhus er kommet til at hvile i sig selv.«

Vi hulkede af grin i København, da Aarhus i 2011 efter måneders intens konsulentarbejde præsenterede byens nye ’tagline’ - »Danish for Progress«. Sjældent havde man set noget så selvovervurderende og pseudosmart – og så endda på engelsk. Men det kiksede slogan har måske vist sig at være mere rammende end ved første øjekast. For billedet af bonderøvsbyen med den (lidt for) kække attitude er ved at vende.

Åbningen af Aarhus som europæisk kulturhovedstad hen over weekenden har ikke overraskende ført til de sædvanlige diskussioner om kulturbyens relevans, kvalitet – og nytteværdi. »Er det pengene værd?«, »er der for lidt rytmisk musik i programmet?« og »var åbningsbegivenheden kitschet?« var helt forudsigelige reaktioner.

Men det interessante er slet ikke fænomenet Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad. Sådan én, ja, faktisk to, har vi hvert eneste år et eller andet sted i Europa. Og hvem kan huske, at det sidste år var San Sebastian og Warszawa, og i 2018 skal være på Malta og i Holland? Det er så inderligt ligegyldigt, at åbningsbegivenheden er flot, om arrangementsprogrammet vægter elektronisk musik højere end rock, og hvor stor den efterfølgende regning for festen bliver efterfølgende. I hvert fald for alle andre end de involverede selv.

Hvad der derimod er interessant – og for Aarhus’ vedkommende decideret bemærkelsesværdigt – er den udvikling, der sker med byerne op til åbningen af kulturbyåret. I Aarhus er forandringen sket inden for de sidste fem-seks år. Kanske den i virkeligheden begyndte som en stille protestbevægelse, dengang det fatale Danish for Progress-slogan blev lanceret? En borger, som TV2 News havde fanget på havnen i Aarhus under åbningsceremonien i lørdags, beskrev det så fint:

»Aarhus er stille og roligt gået hen og blevet international, uden at nogen har opdaget det.«

At noget i Aarhus bare sådan skulle gå hen og blive internationalt, uden at nogen opdager det, harmonerer dårligt med de store armbevægelser og det konstante behov for selvhævdelse, der ellers har karakteriseret byen og dens kulturliv. Hvordan er det sket? fristes man til at spørge.

Tjah, Aarhus har haft mod til at satse på noget, som ingen andre danske byer med ambitioner på kulturområdet har turdet. Nemlig på at udvikle sine egne stærke kulturinstitutioner – både de fysiske og de netværksbårne med dybe rødder i byens identitet og historie.

Københavnsk kamp om kulturkroner

I stedet for – som stort set alle andre større byer i Danmark – at satse på en endeløs række af mere eller mindre generiske events, der som omrejsende cirkusser kommer til byen, og for et par dage fordrejer hovederne på politikere og skatteydere, der betaler halve og hele millioner for endnu et cykelløb, en rockkoncert eller et europamesterskab i speedway, har Aarhus brugt penge på at opbygge, udbygge og revitalisere byens kulturinstitutioner, videnssamarbejder og infrastruktur.

Vist er en stor del af midlerne kommet fra staten og fra private fonde, men målet har været på at (gen-) skabe stolthed og identitet gennem substans og store fortællinger.

Kontrasten til København er slående. Her ligger staten og kommunen i åben krig om, hvem der kan betale mindst til byens kulturliv. Fælles for dem begge er, at ingen tør prioritere. Mens byens virvar af små og mellemstore teatre kæmper en forgæves kamp om publikum og støttekroner, gisper Det Kongelige Teater under vægten af tre store teaterhuse og de enorme omkostninger, der følger med at skulle drifte et eksorbitant antal kvadratmeter, der langt overstiger teatrets behov.

Hele fem kunsthaller – og flere på vej – konkurrerer om fondsmidler, kunstnere og om besøgende. Og ingen kulturpolitiker vil afgive sin personlige kunst-kæledægge til fordel for færre, men bedre.

Festivalområdet er efterhånden blevet en jungle af mikrobegivenheder, der alle roder rundt i et økonomisk hængedynd, kun holdt kunstigt i live af velvillige fonde, der løbende strøer almisser ud til de hårdtarbejdende ildsjæle. Kun de færreste formår for alvor at bide sig fast, og skulle nogen formaste sig til at vokse sig stor og opnå international anerkendelse, som det er sket med dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, ja, så er der omgående afregning i form af reduceret driftsstøtte – man skulle jo nødig udvikle sig til en »institution«.

Ikke bange for at være klog

Hvert år er både stat og kommune klar til at smøre kulturpålægget endnu tyndere ud, for nye sjove initiativer dukker hele tiden op, og hvem vil beskyldes for at være imod? Ingen tør sige nej, og derfor bliver det færreste rigtigt godt.

Det mest markante ved Aarhus er dog byens stædige insisteren på viden, historie og ja, – på dannelse. Ved første øjekast måske ikke oplagt lokkemad for den hippe kulturforbruger, men Aarhus har formået at gøre det smart at være klog.

Hvor man i København tager sin status som universitetsby for givet, udgør C.F. Møllers smukke universitet ikke bare en fysisk, men også en mental hjørnesten i byen. Med stolte traditioner inden for i dag så forkætrede klassiske fag som idéhistorie, teologi og europæisk historie er universitetet en attraktiv samarbejdspartner for hele byen – og stiller sig til rådighed.

Viden og oplysning gennemsyrer kulturhovedstaden på samme måde, som håndværk og industri gjorde det i 1800-tallets store europæiske industriudstillinger. Også her konkurrerede byerne uden blusel om at vise det ypperste, industrisamfundet kunne frembringe for en måbende omverden. Og ligesom Aarhus’ nuværende borgmester, Jacob Bundsgaard, jublede datidens politikere og industrifyrster ved udsigten til turiststrømme og hurtige økonomiske gevinster.

Først mange år efter blev det klart, at den egentlige gevinst rakte langt ud over turisme og imponator-effekt. For industriudstillingerne havde skabt en selvtillid og fremskridtstro hos byen og dens borgere, som fik kolossal betydning for dannelsen af et helt nyt selvbillede. De store udstillingshaller og spektakulære installationer blev vartegn for byerne og synonym med mod og ambitioner. Og verdensudstillinger kom til at markere en epoke, hvor håndværksmæssig kunnen og tekniske bedrifter var afgørende for byernes udvikling og vækst.

Vi er holdt op med at grine

Aarhus 2017 skal således ses som en markering af en by, der gennem en årrække har satset på viden. Her er filosofi, etik og samfundskritik en naturlig del af kunstmuseet Aros, her har historie og arkæologi skabt internationale attraktioner som Moesgaard og Den Gamle By, og her tiltrækker vidensfestivaler publikum i hobetal.

Men vigtigst er det, at byen op til kulturbyåret tilsyneladende har formået at opbygge nogle stærke organisationer og samarbejder, hvis rødder stikker langt dybere end festforestillinger og flygtige events.

Så når sæsonen for cykelløb, open-air-koncerter og byfester om få måneder går i gang i hele Danmark, kan byers kulturambitioner jo lade sig inspirere af, hvad Aarhus har gang i. Her nøjes man ikke med at lægge græstørv og skattekroner til flygtige købe-events, der gavner de internationale selskaber bagved betydeligt mere, end de gavner byen. I Aarhus har man efterhånden fattet, at ægte selvtillid som bekendt kommer indefra, og at oppustede brands sjældent virker i længden.

Satsningen på viden, på historie og på identitetsskabelse har fået en hel by til at ranke ryggen. Den konstante jamren over københavneri og følelse af at få for lidt, er forstummet og erstattet af en stille stolthed. Aarhus er kommet til at hvile i sig selv og kan med tung jysk speederfod nu lægge an til en overhaling. Vi er holdt op med at grine.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.