Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

60 år med EU har reddet de europæiske nationalstater

Marlene Wind SKAGEN fondene Kvinder og Investering I Dansk Arkitektur Center 30 maj 2012
Marlene Wind SKAGEN fondene Kvinder og Investering I Dansk Arkitektur Center 30 maj 2012

25. marts fejrer de europæiske medlemslande 60-året for Rom­traktaten. Den traktat som forseglede det europæiske samarbejde, og som i de forløbne årtier har betydet ikke bare fred, genforening af øst og vest, men også en hidtil uset velstandsstigning på det europæiske kontinent ved etableringen af det indre marked.

Umiddelbart synes der derfor at være en masse at fejre. Ved nærmere eftersyn ser det nok lidt anderledes ud.

Følger man den almindelige nyhedsstrøm får man i hvert fald let det indtryk, at alt er kaos og på sammenbruddets rand. Ikke kun briterne, der med deres Brexit-beslutning er ved at falde ud over klippen, men også selve det europæiske samarbejde er på randen af opløsning. Det er da også rigtigt, at går Marine Le Pen hen og vinder præsident­valget i Frankrig i maj, bliver EU kastet ud i en krise, der får briternes farvel til EU til at ligne en skovtur.

Men det kan jo også komme til at gå helt anderledes, hvis centrum kandidaten Marcon, der i øjeblikket står til at vinde 65 procent af stemmerne i anden valgrunde, vinder. Marcon vil ikke blot have et EU­parlament, hvor kun eurolandes medlemmer skal være repræsenteret, men også en langt dybere integration blandt EUs kernelande.

Det er også værd at bemærke, at det tyske EU-skeptiske AfD er gået voldsomt tilbage, siden Martin Schultz meldte sig på banen som kanslerkandidat for SPD. Og i Holland er den største fare ikke Wilders selv. Han ligger på ca. 16 procent, hvilket han også gjorde i 2010, og vil – uanset hvad – ved valget i næste uge være meget langt fra magten i Holland.

Hvad der er meget værre end Wilders selv er nemlig »Wilders-kopisterne«, som han selv har kaldt dem – dvs. alle de moderate hollandske partier, der i de senere år mere eller mindre ukritisk og i desperat forsøg på at kapre stemmer har »lånt« og kopieret Wilders fremmedfrygt og EU-skepsis. Det er nemlig dem, der kommer til at regere, og det er langtfra sikkert, at de vil forfølge den pro-europæiske kurs, som Holland indtil for få år siden var kendt for.

Egentlig burde vi ellers med Rom­traktatens fødselsdag fejre, at EU aldrig udviklede sig til det, som Jean Monnet forudså, nemlig en føderation uden national­stater. I stedet har vi fået en form for føderation af nationalstater med endog meget stærke kulturelle identiteter. Faktisk er EU uden sidestykke, hvis man ser på det i historisk perspektiv.

Når suveræne stater er gået sammen i en større sammen­slutning, har to modeller nemlig traditionelt budt sig til; enten kunne man skabe et løst sam­arbejde baseret på mere eller mindre forpligtende folkeretlige regler, eller man kunne forme en egentlig føderation, som de amerikanske stater gjorde i 1789 efter mange års diskussioner, kampe og overvejelser.

Men EU falder helt uden for kategori, hvilket måske er årsagen til, at den legen­dariske tidligere kommissionsformand, Jacques Delors, i sin tid kaldte EU for en UFO – »et uidentificerbart politisk objekt«.

Det europæiske samarbejde har nemlig udviklet sig til at være noget så specielt som et juridisk set yderst forpligtende samarbejde, hvor de fleste barrierer for handel er bort­skaffet, og hvor fælles europæiske regler og standarder står over nationale særregler.

På den anden side har man bevaret – og styrket – medlemslandenes nationale særpræg. Det er ganske vist ikke den fortælling, vi hører oftest i den offentlige debat, hvor EU næsten altid portrætteres som et harmoniserings­monster, der med vold og magt vil udrydde den kulturelle egenart.

EU har reddet nationalstaten

I en postfaktuel tid forstår man måske bedre, hvordan sådanne misforståede forestillinger har kunnet rodfæste sig ved ganske enkelt at blive gentaget tilstrækkeligt mange gange. Men allerede i 1992 blev den britiske historiker Alan Milward berømt på en bog, der slog hovedet på sømmet for de fleste historikere.

Han viste nemlig, at EU i virkeligheden havde reddet den europæiske nationalstat. »The European Rescue of the Nation State« hed bogen, som beskrev perioden mellem 1957 og 1973 som en tid, da de vesteuropæiske stater – netop på grund af det europæiske samarbejde – havde sikret sig en uovertruffen fremgang.

Der var – og er – altså ikke nogen modsætning mellem et stærkt europæisk samarbejde og op­bygningen af en stærk national velfærdsstat.

Med henvisning til Milward peger den danske historiker Uffe Østergaard ofte på Luxembourg, der efter at være blevet en del af EU opdagede, at man da også – lige som alle andre EU-lande – må have sig et univer­sitet, et fodboldlandshold og en nationalsang.

Men selv om vi i dag vel derfor burde hylde EU for at have vist, at man på én og samme tid kan rumme fælles regler og stor national og kulturel diversitet, er der i øjeblikket ikke så meget at grine af. Især efter Trump og Brexit er fortællingen om EU som selve eliten, der tromler derudad, den giftige cocktail, vi hører mest om.

Det ses også i debatten om, hvad der udløste Brexit. I modsætning til den gængse historie om, at globaliseringen og EU selv bærer skylden, har forskere nu vist, at hverken EU eller globaliseringen tvang briterne til i årtier at føre den uligheds­politik, som fik mange borgere fra udkanten til at stemme »leave«.

Det var, som Simon Tilford fra Centre for European Reform i London har formuleret det i artiklen: »Crisis of Capitalism? Perhaps but don’t blame it on Globalisation«, i stedet en årelang liberalistisk politik.

Den forgyldte dem, der i forvejen tilhørte samfundets rigeste, ved at sænke skatterne på de højeste indkomster og trak samtidig penge ud af det uddannelsessystem, der kunne have sikret en bedre social mobilitet. Ifølge Tilford er der i øvrigt heller ingen som helst dokumentation for, at immigration til Storbritannien af øst­europæisk arbejdskraft, har haft en negativ effekt på lønningerne.

Desværre er dette imidlertid et vanskeligt budskab at trænge igennem med – apropos populariteten af postfaktuelle sandheder. Som den tidligere britiske justitsminister Michael Gove pointerede under Brexit­kampagnen, så var han generelt træt af eksperter som Tilford, for hvis folk nu »føler«, at det er EUs og globaliseringens skyld, så er det sådan, det er. På denne måde minder EU-debatten både i Storbritannien og i Danmark mere og mere om Erasmus Montanus. Han dokumenterede som bekendt, at Jorden var rund, men da alle i hans gamle landsby »følte« noget andet, så var der ligesom ikke mere at diskutere.

Briternes barske realiteter

Tillad mig trods denne deprimerende konstatering alligevel forsøgsvis at vende tilbage til de barske realiteter omkring briternes farvel til EU.

Få er nemlig uenige om, hvem i Storbritannien der kommer til at betale den højeste pris for det eksperiment. Det bliver selvfølgelig dem, der i forvejen er udsatte. Muligvis ikke her og nu, men på lidt længere sigt.

Således har såvel det britiske finansministerium som den amerikanske storbank Bank of America Merill Lynch jævnfør Børsen forudset, at et Storbritannien uden for såvel EU som det indre marked vil få et fald i BNP på mellem fem og 9,5 procent!

De fem procent svarer til tal fra det danske Erhvervsministerium, der også for nylig vurderede, at prisen for at stå uden for det indre marked for Danmark ville være ca. 100 milliarder – svarende til fem procent af BNP. Det skyldes, at vi (som briterne) uden handelsaftaler, EU eller EØS-samarbejde, som er det samarbejde, Norge er med i, ville skulle følge rene WTO-regler, hvilket vil betyde omkostninger ved handelsbarrierer og told på alle varer.

Nu er det selvfølgelig ikke en WTO-­løsning, briterne stiler efter. De vil have en handelsaftale med EU. Men selv ikke den britiske Brexit-minister, David Davis, tror på, at det toårige forhandlingsforløb, som Theresa May sandsynligvis indleder i begyndelsen af april, vil komme til at indeholde en sådan.

Der er nemlig forskel på en udtrædelsesaftale og en handelsaftale, og for EU skal udtrædelsesaftalen ikke bare på plads først. En handelsaftale – og vel at mærke kvaliteten af denne – kommer i høj grad til at afhænge af briternes imøde­kommenhed i udtrædelsesforhandlingerne.

Det betyder blandt andet, at de 60 milliarder euro eller 440 milliarder kroner, som briterne jævnfør Kommissionen allerede skylder fællesskabet, skal betales først. Herefter kan handelsforhandlinger igangsættes, hvilket let kan tage op til ti år.

Netop af denne grund kan briterne ende med at forlade samarbejdet uden nogen form for aftale, og her kræver det næppe en ekspertkasket at regne ud, hvem der står forrest i betalingskøen til en sådan britisk gambling.

Briterne har hele vejen igennem været meget optaget af, at »take back control« og at »få deres egne love tilbage«, som Theresa May formulerede det i sin tale i februar. Men uanset, hvordan briterne kommer ud på den anden side, vil de aldrig kunne undslippe fælles europæiske og globale regler. I det 21. århundrede er suverænitet i den klassiske forstand en illusion og noget, der kun befinder sig ét sted: i folks hoveder.

Briterne vil, hvis de ønsker at samhandle med andre og få adgang til deres største eksportmarked – det europæiske – skulle lægge sig næsten 100 procent op ad europæiske regler. De vil hverken kunne sælge deres Relish (marmelade) eller finansielle ydelser til os, hvis deres produkt- eller kvalitetsstandarder afviger fra dem, vi har besluttet os for i EU.

Så selv hvis briterne virkelig forlader det indre marked, vil de altid skulle underlægge sig de regler, som et langt større og stærkere europæisk fællesskab har besluttet. De vil dermed for altid blive »regel-kopister« snarere end dem, der svinger taktstokken og sætter barren for, hvordan og hvor højt vores beskyttelsesniveau og øvrige produkt­standarder skal være. Det er muligt, at den farverige udenrigsminister Boris Johnson – stadig – vil betegne det som at »take back control«. Jeg tror, at vælgerne vil føle sig snydt, så vandet driver.

Marlene Wind er professor i Statskundskab og leder af Center for Europæisk Politik & professor på (iCourts), Centre of Excellence for International Courts, Juridisk Fakultet, begge Københavns Universitet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.