Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

2016 bliver et skæbneår for Europa

Der er masser af udfordringer i 2016. Grænsekontrol mellem Sverige og Danmark, flygtningekrise og et EU, der er presset indefra af opløsningstendenser og udefra af Putin. Mellemøsten er fortsat den mest nærliggende kilde til ufred, terror og ustabilitet.

For Europa bliver 2016 et skæbneår. En lang række problemer har hobet sig op. Flere af dem er tidligere blevet skudt til hjørne og vil sandsynligvis blive det igen. Men presset er vokset så stort, at vigtige elementer i EU-konstruktionen kan begynde at briste.

Det gælder først og fremmest princippet om åbne grænser og fri bevægelighed inden for EU.

Hvis man vil forstå, hvad det betyder for den enkeltes hverdag, kan man 4. januar prøve at tage toget fra København til Malmø. Hidtil har det været en kort tur over den bro, der i sin tid gav os Skåne, Halland og Blekinge tilbage på fredelig vis. For titusinder af mennesker har Broen været den daglige bekvemme forbindelse mellem hjem og arbejde, som om grænsen var ophævet. Men 4. januar starter mareridtet: Så skal man stå af toget undervejs og dokumentere sin ret til at passere grænsen, ganske som for mange år siden, før vi fik den nordiske pasfrie zone og Schengen-samarbejdet i EU.

Broen bliver dermed et synligt eksempel på, hvad der er ved at ske i Europa, fordi EU-landene ikke har magtet at håndtere problemerne med presset på vore grænser i fællesskab. Det bliver en dramatisk oplevelse for de mange mennesker, det berører.

Over en million mennesker søgte ind i Europa i 2015, og da det ikke lykkedes at skabe fælles løsninger på problemet, begyndte grænsebommene at glide ned. I de kommende år må vi forudse, at presset kan blive langt større. Der kan måske komme en afmatning i flygtningestrømmen, hvis det lykkes at få aftaler i stand med Tyrkiet og Libyen, og hvis det imod alle odds skulle lykkes at begrænse borgerkrigen i Syrien, men der venter et langt større pres i fremtiden fra de mange millioner mennesker i Afrika, som ønsker at få del i de muligheder og den tryghed og velstand, som Europa byder på.

Det paradoksale i situationen er, at Europa samtidig står over for et demografisk problem med faldende befolkningstal. Europa har altså brug for indvandring udefra. Men hvis de europæiske strukturer bryder sammen, vil dette ikke kunne styres på en måde, som er forenelig med de europæiske befolkningers ønsker om at bevare deres samfund, som de kender dem i dag. Og så kan vrede og kaos begynde at brede sig.

Flygtninge- og indvandrerpresset kræver fælles europæiske løsninger. Der er ikke megen udsigt til, at det vil lykkes. Den politiske vilje i befolkningerne synes ikke til stede.

Den fælles valuta knager fortsat i fugerne. Svage økonomier som Grækenland og Spanien vånder sig under det pres, de er underlagt for at skabe balance i deres økonomier. Større økonomier som Italien og Frankrig har vanskeligt ved at sikre den konkurrenceevne og vækst, som er forudsætningen for, at de kan bidrage til fælles løsninger. Godt nok får vi i 2016 en bankunion for euro-landene, som skal styrke bankerne mod fremtidige kriser. Men det er en union på kun to ben. Det tredje ben – et fælles sikkerhedsnet under bankerne – mangler, fordi Tyskland vægrer sig. De ved, hvem der skal til lommerne igen, hvis det går galt…

Hertil kommer to helt eksistentielle problemer for EU: briternes folkeafstemning og Ruslands aggressive adfærd.

Der vil sandsynligvis blive afholdt en britisk folkeafstemning i slutningen af 2016 om UK’s fortsatte medlemskab af EU. Premierminister Cameron står svagt. Hans egne er ved at forlade ham, og han har gjort sig selv til »lame duck« ved næsten at sætte dato på sin tilbagetræden. Der er ingen tvivl om, at EU-partnerne med Tyskland i spidsen vil anstrenge sig til det yderste for at imødekomme britiske ønsker, men det er i dag vanskeligt at se, hvordan enderne kan mødes.

Hvis resultatet bliver et britisk nej til fortsat medlemskab, kan opløsningen starte, også fordi så mange nye politiske partier på de europæiske yderfløje spekulerer i, at det kan ske.

Mens EU således er under indre pres, vokser det ydre pres fra Rusland, hvor Putin ikke lægger skjul på, at det er hans mål at svække de vestlige institutioner, først og fremmest EU og NATO.

Allerede i begyndelsen af det nye år skal EU-lederne tage stilling til fortsatte sanktioner over for Rusland. Den aftalte forudsætning for at ophæve sanktionerne er, at Rusland lever op til Minsk-aftalerne om en fredeliggørelse af Ukraine. Det gør Rusland ikke og har tydeligvis heller ikke til hensigt at gøre det. Der er daglige brud på våbenhvilen. Og i Moskva er man holdt op med at lyve åbenlyst om russiske troppers aktive medvirken. Alligevel er der vaklen i de europæiske geledder, når det gælder forholdet til Rusland.

I 2014 chokerede Putin Vesten ved at annektere Krim og starte en krig i Ukraine. I 2015 flyttede han hurtigt rundt på brikkerne ved at engagere sig voldsomt i den syriske borgerkrig. Hvad mon han finder på i 2016? Der er flere »frosne konflikter«, som hurtigt kan varmes op – og konflikten med Tyrkiet kan også føre til spændte situationer omkring Bosporus.

Er europæerne i stand til at håndtere sådanne nye udfordringer i enighed og med fasthed? Det må vi sandelig håbe, for ellers risikerer vi, at Putin går videre. Det kan forekomme absurd, at han vil risikere sin i forvejen elendige økonomi på en eventyrpolitik – men han har vist, at han er rede til at betale en høj pris for at bevare magten.

Der skal være NATO-topmøde i Warszawa i 2016. Her skal det vise sig, om europæerne og amerikanerne er i stand til at stå sammen og stå fast over for truslen fra Moskva.

Kampagnen op til det amerikanske præsidentvalg i 2016 er allerede skudt i gang. På den positive side kan noteres, at USA’s rolle i verden vil blive et stort tema. På den negative, at den tone, der er slået an af typer som Trump tegner et meget splittet USA.

Der er stort brug for et aktivt amerikansk lederskab. Den globale magtbalance har forskubbet sig grundlæggende i de senere år. Som det så malende blev beskrevet af den tidligere chef for Verdensbanken, Robert Zoellick: Vi oplever tektoniske skift i magtbalancen.

Kina optræder stadigt mere aggressivt over for sine naboer, og risikoen for militære konfrontationer med især Japan er vokset markant. Der er ingen tvivl om, hvor USA ser sine interesser mest truet, og helst vil koncentrere opmærksomheden, men den »pivot to Asia«, som Obama-regeringen introducerede i 2012, er blevet svækket af udviklingen i Mellemøsten og Europa, som har krævet amerikansk tilstedeværelse.

Imens fortsætter kineserne med at hælde cement i koralrev i havene omkring Kina for at markere sine territoriale krav til søs med noget, der i betænkelig grad ligner militærbaser. Kina plejer forbindelserne til Rusland – og Indien forsøger at balancere mellem USA, Kina og Rusland. Der kan hurtigt indtræffe »uforudsete begivenheder« i det spil. Især med et ustabilt Pakistan og et Afghanistan, hvor situationen ser ud til at blive rullet tilbage af det stadigt aktive Taleban. Så det er der, amerikanerne helst vil koncentrere opmærksomheden.

Der er derfor ingen tvivl om, at USA ønsker et langt større europæisk engagement i egne nærområders problemer. Men det er der desværre ingen udsigt til. Europæerne nedruster stadig, som om vi lever i de glade dage efter Den kolde Krigs ophør, og har meget svært ved at enes om indsatser, hvor det brænder på. Så det er amerikanerne, der må trække det tungeste, læs: i Syrien og Ukraine.

Den mest nærliggende kilde til ufred, terror og ustabilitet i 2016 vil fortsat være Mellemøsten. Der fyres hele tiden op under den grundlæggende sunni/shia-konflikt, og selv om der er lavet en slags køreplan for en fredsproces i FN-regi, er det vanskeligt at tro på, at den holder.

Borgerkrigen i Syrien har allerede varet længe. Den har kostet mange menneskeliv og drevet millioner på flugt. Men den synes endnu ikke moden til en løsning – og det helt uregerlige element, som udgøres af terroristerne i IS/Daesh, kaster grus i bestræbelserne på at finde løsninger, der kan accepteres bredt.

Den militære indsats vil fortsætte. Forhåbentlig med en vis samordning af Ruslands og Vestens indsats. Men under alle omstændigheder må Europa ruste sig til nye terroranslag og fortsatte flygtningestrømme fra Syrien og Irak i 2016.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.