Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Northside Festival

Utæmmelige Iggy rev Northside rundt

Den utæmmelige punk-stamfader leverede en fortrinligt slingrende og dødsforagtende rock n’ roll-fest på Northside.

Northside 17.06.2016 Grøn scene. Iggy Pop rockede NorthSide da han gik på scenen foran et tætpakket publikum fredag aften.. (Foto: Helle Arensbak/Scanpix 2016)
Northside 17.06.2016 Grøn scene. Iggy Pop rockede NorthSide da han gik på scenen foran et tætpakket publikum fredag aften.. (Foto: Helle Arensbak/Scanpix 2016)

Mange 69-årige hygger sig med pension, børnebørn og TV-2 Charlie. Sådan er Iggy Pop ikke. Heldigvis. Den fuldkommen utæmmelige og utrættelige punk-stamfader oplever for tiden karrierens anden ungdom med sin aktuelle superskive »Post Pop Depression« samt en dertilhørende turné, der for blot fem uger siden bragte ham til Falkoner Salen.

Fredag aften var det så Northsides tur. Denne gang dog ikke med det Josh Homme-ledede stjernebackingband i ryggen, som han indtog Falkoner med. Men trods udskiftningen havde Iggy skam ikke taget fløjlshandskerne på bare fordi han skulle et smut til det jyske. Stilen var benhård og uforsonlig. »Search & Destroy«, som det lød i den gamle Stooges-ørefigen af samme navn. Men samtidig var koncerten også rig på højt humør og synlig og hørbar spilleglæde.

Gennem 95 fortrinlige minutter rev den evigt barvommede og gadedrengehoppende kamikazepilot Iggy og hans funktionærlignende orkester Northside-publikummet rundt med en bister og rå omgang rock n’ roll af den farlige slags, som der ellers ikke rigtig er nogen, der laver mere. Slingrende, dødsforagtende og glasskårsskarp. Uden nonsens og uden sikkerhedsnet.

Ballet blev i den grad skudt behørigt i gang med fire klassikere på stribe. Først i form af de to uimodståelige Stooges-knaldperler »No Fun« og »I Wanna Be Your Dog«, som blev fulgt af de ligeså elskelige solo-udødeligheder »The Passenger« og »Lust For Life«. Wow!

Rabiesramt køter
Som en rabiesramt køter væltede Iggys hårdtprøvede læderlegeme lystigt omkring på scenen. Han stak mikrofonen ned i underdrengene, humpede en stol og en højtaler, drog på eventyr nede i pitten foran publikum, hvor han lånte en sweatshirt af en tilskuer, spyttede og bandede. »Fucking fuck« udbrød han utallige gange. Efterfulgt af et stort smil. Gavtyven Iggy havde tydeligvis the time of his life. Det havde vi andre også.

Blandt seancens mest funklende højdepunkter var møgbeskidte »1969« med en rødglødende solo fra guitaristen Kevin Armstrong, de tungt dopede Berliner-perler »Sister Midnight« og »Nightclubbing« samt en håndfuld af de nytilkomne sange fra »Post Pop Depression«. Modsat var der kun enkelte numre, som gjorde mindre indtryk.

Den gamle virkede slet ikke som om han hverken ville eller kunne stoppe. »Start den eller jeg fucking slår jer ihjel« kommanderede Iggy til bandet og trampede i scenegulvet inden bandet parrerede ordrer og sluttede endegyldigt af med en frenetisk »Wild America«.

Det er svært at forestille sig hvad der foregår i hovedet på Iggy. Det er også svært at forestille sig en verden uden ham. En sand original.

Hvem: Iggy Pop
Hvor: Green Stage, Northside Festival, fredag.

Hør Iggy Pops nyeste album »Post Pop Depression« her:

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.