Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Roskilde Festival

Sturgill Simpson gav countryen en kærlig rusketur

Den amerikanske sanger og sangskriver tog publikum på et storsvingende ridt gennem alt godt fra de amerikanske sydstater.

Sturgill Simpson på Avalon Scenen 2. juli 2016.
Sturgill Simpson på Avalon Scenen 2. juli 2016.

Man kan ikke beskylde årets Roskilde-program for at være spækket med country. Oftest lever den stolte genre og dens stjerner enten i sine egne reservater eller i en kunstnerisk udvandet version på radiostationer i de amerikanske sydstater.

Men tidligt lørdag aften viste Kentucky-fødte Sturgill Simpson med en helt fænomenal koncert, at countrymusikken i den grad også har sin berettigelse på Roskilde. I hvert fald når den behandles så opfindsomt og gennemmusikalsk som tilfældet her.

Den 38-årige sanger har med pladerne »Metamodern Sounds in Country Music« (2014) og senest »A Sailor’s Guide to Earth« (2016) givet den klassiske countrylyd en ordentlig overhaling. Han  kan sin historie og genrens koder, men han behandler dem heldigvis ikke med fløjlshandsker.

Og det show han leverede i den stemningsfulde Avalon-telt ville næsten være synd at kalde et country-show. Jo, Simpsons fantastiske stemme sendte omgående tankerne i retning af Merle Haggard, men inspirationen fra en anden sydstatsdreng, Elvis Presley, var også klart til stede, når han virkelig åbnede op.

Men frem for alt var det en barnstorming tour de force gennem alt godt fra de amerikanske sydstater. En sydstats-gumbo af storladen country, struttende Memphis-soul, blues, funky, hoe-down og New Orleans-et-eller-andet. Spillet frem af den karismatiske everyman Sturgill på akustisk guitar og hans vanvittigt velspillende orkester - måske det bedste jeg har set på årets festival - der svingede ubesværet fra det helt sart sagte over det åndsvagt hurtige til de helt store drøn.

Horn-sektionen lagde frækt svingende accenter, bassisten spillede den mest funky bonderøvsbas, mens guitaristen begik små mirakler med sit sliderør. Det hele perfekt afstemt uden at give køb på en særdeles festlig løssluppenhed, der prægede store dele af koncerten.

Og at Sturgill Simpson er en kunstner, der formår at gøre det uventede fik vi måske allermest syn for, da han gav os sin ret mageløse fortolkning af Nirvanas grunge-klassiker »In Bloom«. I Simpsons kyndige hænder blev den støjende rocksang transformeret til en stor Elvis-ballade med salvelsesfulde horn og et helt andet emotionelt pay-off med tilføjelsen af Simpsons egen linje »he don’t know what it means to love someone«.

En helt igennem skøn koncert.

Hvad: Sturgill Simpson
Hvor: Avalon, lørdag

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.