Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Koncert

Overgearet i Forum: Større, svulstigere, Muse!

Den overgearede engelske rocktrio Muse indtog Forum med bastante riffs, hysterisk science fiction-rock og svævende kæmpedroner.

Det engelske band Muse på scenen i Forum i København onsdag 8. juni 2016
Det engelske band Muse på scenen i Forum i København onsdag 8. juni 2016

Da jeg var en 6-8-årig dreng havde jeg en klassekammerat, som jeg mest legede med, fordi han havde alt det virkelig seje legetøj. Alt det, som jeg forgæves ønskede mig hvert år til jul. Turtles-luftskibet. He-Mans borg »Grayskull« og »Tusindårsfalken« fra Star Wars. Han havde det hele.

Men samtidig var han også en dominerende, hyperaktiv, højrøstet og snotforkælet fyr, der generelt var lidt vanskelig at holde af. Men det var hans legetøj ikke. Så jeg slugte gerne min irritation til fordel for en tur i den syvende legetøjshimmel. Efter 3. klasse flyttede han dog til Aalborg. Siden har vi ikke set hinanden.

Da jeg hørte Muse i Forum her til aften, kom jeg til at tænke på ham. For akkurat ligesom han tit var dengang, så er den overgearede engelske rocktrios blanding af teknikliret sci-fi-prog, inderlig klynk og teatralsk riff-tung Queen-hardrock ofte skideirriterende og opmærksomhedskrævende som bare pokker.
Så meget, at man nemt bliver lidt ør i hovedet.

Men samtidig er jeg svært fascineret af alt deres vilde legetøj og deres over the top-tilgang til det at fyre et overdådigt rockshow af.

Hos Muse er der så sandelig ikke noget, der hedder less is more. Det kan slet ikke blive stort nok.
Større, svulstigere, højere, mere hysterisk. 

Teknisk snilde og Eurovision-kitsch
Hvor mange bands er det lige udover Muse, der medbringer seks store, svævende droner, et fjernstyret fly på størrelse med en limousine, vanvittige holografiske effekter og en scenekonstruktion, der lignede en futuristisk skateboardrampe? Ja, jeg spøger bare?

Muses styrke er måske netop, at de i den grad tør være alt for meget? For samtidig med de pompøse manerer, så kan de tre spinkle briter altså spille en vis legemsdel ud af bukserne. De har styr på deres teknik.

Forsanger og guitarist Matt Bellamy spænede omkring på den roterende scenekonstruktion og sendte bastante og sindssygt iørefaldende riffs ud i Forums store rungende rum. Trommeslager Dominic Howard var et sandt kraftværk bag tønderne, mens bassist Chris Wolstenholme konstant lagde den tungt, summende bund.

Alligevel fremstod et anseeligt antal af numrene ensformige, uforløste og smagløse. Mest sølle stod det til med »Starlight« og »Mercy«, der begge bevægede sig farefuldt tæt på Eurovision-kitsch. Her lød Muse som en forkvaklet Broadway-parodi på et rockband med gennemført dårlig smag og et opblæst ego at have det i.

Men de underholdende indslag fyldte dog alligevel mest. I den gode grøft stak den maskinelle »Dead Inside« positivt ud. Det samme gjorde det småpsykedeliske klaverintermezzo »The 2nd Law: Isolated System« og den for Muse så uvante minimalisme i den sløvt funky »Madness«. På sidstnævnte lød trioen næsten som en anden engelsk trio, nemlig The Xx!

Men naturligvis var det en række af Muses største bangers, der for alvor tændte ild i salen. »Time Is Running Out« blev leveret med manisk desperation og paranoia i Bellamys falsetrøst. Publikum skrålede med på det Hunger Games-associerende revolte-kvad »Uprising«, og afslutningsvis galoperede den balstyriske Morricone-møder-science fiction-rocker »Knights Of Cydonia« viltert ud over rumstepperne, så det var vanskeligt ikke at sadle efter.

Jeg tror, at min gamle klassekammerat ville have elsket hele seancen. Måske han var der i salen? 

Hvem: Muse
Hvor: Forum, onsdag.

Hør sætlisten fra koncerten i Forum her:

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.