Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Koncert

Nick Cave sang sig ud af sorgens jerngreb i Royal Arena

I sorgens skygge leverede Nick Cave & The Bads Seeds endnu en triumf af en koncert fredag aften.

Nick Cave på scenen i et udsolgt Royal Arena fredag aften.
Nick Cave på scenen i et udsolgt Royal Arena fredag aften.

Allerede på vej ud mod Royal Arena begyndte himlen at åbne sig. Kaskader af vand væltede ned fra oven. Som en håndgribelig påmindelse om, at der er større kræfter på spil, når Nick Cave & The Bad Seeds er i byen.

Det virker måske prætentiøst, men den 60-årige australske sanger, sangskriver og forfatter er bare en af den slags kunstnere, der gør det nærliggende at dvæle ved den slags symbolik. Måske fordi virkeligheden - eller skæbnen om man vil - på det seneste har kastet nogle meget lange skygger ind i hans værk.

Tag nu f.eks. den 32 år gamle »Tupelo«, der lander som et tordenskrald et stykke inde i koncerten fredag aften. I teksten synger Cave om en storm af bibelske dimensioner, der rammer Tupelo ved Mississippi-deltaet den aften, hvor Kongen - Elvis Presley - fødes. Elvis lever, men hans tvillingebror, Aaron, er dødfødt. På storskærmen bag The Bad Seeds kører sorthvide billeder af en subtropisk orkan, der flår alt fra hinanden.

30 år efter udgivelsen af »Tupelo« faldt den ene af Nick Caves egne tvillingesønner, Arthur, ned fra en skrænt og døde i hjembyen, Brighton. Det er lidt over to år siden, at tragedien ramte, og selvfølgelig tog sidste års rystende »Skeleton Tree«-album farve af Det Unævnelige, ligesom vi også kom kvælende tæt på sorgen i Andrew Dominiks dokumentar »One More Time With Feeling« fra sidste år.

Så selvfølgelig var Det Unævnelige også med på scenen i Royal Arena. Alle tilstedeværende vidste, hvad der var sket. »Skeleton Tree« kan dårligt adskilles fra tragedien, og når der nu var tale om Nick Caves & The Bad Seeds’ første danske koncert efter udgivelsen, var smerten og alle de svære følelser også noget, både Cave og (i væsentligt mere distanceret form) hans publikum rituelt skulle gennemleve. For at kigge frem og på en eller anden måde komme videre.

Til formålet valgte Cave & Co. et forløb, der i løbet af koncerten løst spejlede forløbet på »Skeleton Tree«. Indledningen med »Anthrocene«, »Jesus Alone« og »Magneto« lød som et band, der langsomt spillede sig ud af dødens sorte hul -  som flimrende stearinlys, der gispede efter vejret i et iltfattigt rum.

Men langsomt lukkede Cave op, begyndte at danse, lod sig omklamre af de forreste rækker og fandt sin gamle lurvede swagger frem. Og med et formidabelt dyk tilbage i kataloget fik The Bad Seeds vist, hvor vildt og dynamisk et band, det stadig er. Førnævnte »Tupelo« var sjælerystende, »Jubilee Street« fik tilføjet helt nye gear, mens »From Her To Eternity« balancerede på kanten af morderisk galskab med en Nick Cave, der kastede sig ned på sine knæ, mens højrehånden Warren Ellis med Charles Manson-looket begik feedback-skrigende overgreb på sin violin. Wow!

Store versioner af klassikere som »Red Right Hand« og »The Mercy Seat« var forudsigelige højdepunkter, men de mest uafrystelige øjeblikke kom, når Cave vendte tilbage til de friske sår. »Girl In Amber« var benhård at komme igennem i al sin knugende sorg, »Distant Sky« med gæstevisit af den danske operasanger Else Torp fik tårerne til at presse sig på, mens »I Need You« hypnotiserede med sin fremstilling af det sårbare og ødelagte menneske, der rækker ud; Mod den anden, partneren, og ikke mindst publikum denne aften.

Og række ud gjorde han. Helt bogstaveligt. Efter en forståeligt nok overvejende stille og andægtig seance nedbrød Cave barrieren mellem sig selv og publikum under ekstranumrene. »The Weeping Song« blev sunget nede blandt publikum, mens han efterfølgende som sort dunderpræst i sin helt egen rock n roll-menighed inviterede over 100 mennesker med på scenen til den fucked-up morderballade »Stagger Lee« og det indfølte mantra »Push The Sky Away«.

Og jo, der var enkelte skønhedsfejl undervejs. Men hvor der handles, der spildes, og overordnet set var koncerten en triumf. Få andre bands har så ekstrem følelses- og fortællemæssig spændevidde, og ingen en frontmand som Nick Cave, der med kunsten som udstrakt hånd viste, at der - trods alt  - stadig findes et liv efter døden.

Nick Cave & The Bad Seeds
★★★★★☆

Royal Arena, fredag

Lyt til hele koncertens setliste her:

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.