Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Jazz

Krystalklart stjernedrys

Den amerikanske pianist Steve Kuhn og hans to sekundanter bød på en dugfrisk version af den hårdtprøvede triojazz.

Med sit eminente anslag leverede den amerikanske pianist Steve Kuhn guirlander af melodiske linjer i Jazzhus Montmartre.
Med sit eminente anslag leverede den amerikanske pianist Steve Kuhn guirlander af melodiske linjer i Jazzhus Montmartre.

Den iskolde københavnske vinternat havde ikke en chance for at trænge indenfor og bemægtige sig rummet. Dertil var forventning, stemning, atmosfære og oplevelse alt for varm og intens i det eksklusive og tætpakkede Jazzhus Montmartre.

Det var da også tre garvede musikere fra den etablerede afdeling af den amerikanske jazzscene, nærmere betegnet den 74-årige pianist Steve Kuhn, den 70-årige bassist Buster Williams og den 57-årige trommeslager Joey Baron, som her fastslog, at jazzens hårdtprøvede trioform fortsat kan være et springbræt for dugfriske musikalske ekskursioner.

Der blev lagt ud med »There Is No Greater Love«, et velkendt værk fra jazzens store sangbog, og snart swingede musikken med en medrivende elegance, der kunne give associationer til den legendariske Oscar Peterson Trio. Men der var ikke tale om reproduktion eller nostalgi, dertil var Steve Kuhn for meget sin egen herre. Guirlander af melodiske linjer blev leveret med et eminent anslag, som gav hver en tone en krystalagtig klang. Og hvad enten det nu kom til at handle om udpluk af jazzens standardmelodier, herunder en fabulerende ballade-version af »Stella By Starlight«, eller om pianistens egne kompostioner, eksempelvis den sejt-skæve blues »Two By Two« eller det intense uptempo-nummer »A Likely Story«, ja, så kunne han kunsten at fastholde stil og stemning samt lydhørhed hos såvel publikum som medmusikere.

Med sit bevægelige spil og sin træagtige tone var bassisten Buster Williams en usvigelig sekundant, hvorfor man da også kunne bære over med, at hans solospil undertiden blev lige lovligt langtrukkent. Og så var der jo trioens tredjemand, trommeslageren Joey Baron. I sig selv var en stor oplevelse at følge aftenen igennem. Han forestod en kreativ kommunikation, ja, han var i den grad med i musikken, havde dens energi og puls i sin krop, og hans på én gang uigennemskuelige og dansende spil var ikke blot fascinerende, men også en væsentlig årsag til, at aftenens musik tog form af det pureste stjernedrys.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.