Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL

Jan Garbarek på generøs fjeldvandring

Den norske saxofonist Jan Garbarek viste nok engang sit unikke og emotionelle spil, om end diverse svinkeærender fra hans medmusikere gik lidt ud over magien

Copenhagen Jazz Festival 2017. Saxofonisten Jan Garbarek på scenen i Glassalen i Tivoli, lørdag aften. Foto: Torben Christensen   
Copenhagen Jazz Festival 2017. Saxofonisten Jan Garbarek på scenen i Glassalen i Tivoli, lørdag aften. Foto: Torben Christensen   

Jan Garbarek Group

Glassalen, Tivoli, søndag aften

Jan Garbarek. Han er om nogen indbegrebet af den nordiske tone. Altså den tone og den stil, der i 1970erne og 1980erne – som et reelt sidestykke til de etablerede amerikanske jazzformer – sneg sig ind og bemægtigede sig den globale musikscene. Ikke mindst i kraft af den tyske pladeselskab ECM Records.

Og at den nu 70-årige norske saxofonist har bibeholdt sin fantastiske klang og sine smukke folkemusikalske temaer, blev der glædeligvis lejlighed til at opleve denne aften i Glassalen.

Indledningsvis på den krumme sopransaxofon – fyldt af fryd og smerte – og snart også på tenorsaxofonen – med skøn patos og alle de gode historier fra det høje fjeld, som man kunne ønske sig.

Jan Garbarek blev ledsaget af den tyske pianist Rainer Brüninghaus, den brasilianske el-bassist Yuri Daniel og den indiske perkussionist Trilok Gurtu, hvilket alt i alt betød en upåklagelig global kommunikation og kreativitet. Men betød det også en blandet landhandel?

Dette spørgsmål trængte sig lidt uventet på, da scenen blev overladt til Yuri Daniel. Han fik demonstreret el-bassens mange muligheder i et langt forløb, der i forhold til den af Jan Garbarek anlagte emotionelle fjeldvandring forekom helt umotiveret.

Heldigvis formåede kapelmesteren at finde tilbage på stien, da han på sin sopransaxofon gik i en tæt og staccato-agtig dialog med Trilok Gurtu og med energi, poesi, skrig og magi tog os videre ud i den store verden.

Men svinkeærendernes tid var ikke forbi. Også Rainer Brüninghaus fik plads til en ekskursion – alene ved flyglet. Det var umiddelbart rigtigt fint, ja, ret så lyrisk, og så fik musikken ellers lov til at udvikle sig til boogie, bulder og brag. Originalt og imponerende, men igen langt uden for universet.

Jan Garbarek var atter – med sit emotionelle og eminente spil på tenorsaxofon – mand for at samle trådene – både med lidt stænk af samba og med en smuk ballade samt en duo-sekvens med Trilok Gurtu, der herefter fik frie hænder til at vise sine færdigheder på såvel stemme som sit store slagtøjsarsenal.

Og det gik ikke stille af. Unik musik? Jo – men også en mildt sagt langtrukken sag, der mere og mere tog form af en ren cirkusforestilling.

Slutteligt kom Jan Garbarek ind og tog del i løjerne, da han på sin norske seljefløyte indgik i et »chase« med Trilok Gurtus vokal-ekvilibrisme.

Jo, klokkeklar, virtuos underholdning, hvilket der ikke skal kastes vrag på, med mindre man godt ville opleve Jan Garbarek som netop Jan Garbarek. Manden, der har kunnet skabe og fastholde magi ved såvel koncerter som pladeudgivelser.

Og der kom da også magi i luften i løbet af denne to timers non-stop-koncert, hvor mesteren efter de omtalte løjer nok engang nåede at løfte sin tenorsaxofon og samle kvartetten til råenergisk, pulserende musik.

Ja, Jan Garbarek skulle da nok have været mindre generøs med koncertens varighed og mere generøs med sin egen magi.

 

Copenhagen Jazz Festival 2017. Jan Garbarek Group feat. Trilok Gurtu - trommer og Jan Garbarek Saxofon i Glassalen i Tivoli søndag 9. juli 2017. (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2017)
Copenhagen Jazz Festival 2017. Jan Garbarek Group feat. Trilok Gurtu - trommer og Jan Garbarek Saxofon i Glassalen i Tivoli søndag 9. juli 2017. (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2017)

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.