Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Koncert:

Grumme, grumme Grinderman  

Det rev og sled i øregangene, da Nick Caves galmandsband indtog Falconer Salen.

Nick Cave lignede lørdag aften en mand, som var født til at have et galmandsorkester i ryggen og en sal af fans foran sig.
Nick Cave lignede lørdag aften en mand, som var født til at have et galmandsorkester i ryggen og en sal af fans foran sig.

Sort jakkesæt, dejbleg hud, knoer som lyser hvidt om mikrofonen.
 
Manden på scenen ligner en blanding af en bedemand og en TV-prædikant, men er så meget mere. Nicholas Edward Cave er nemlig romanforfatter, manuskriptforfatter og, nå ja, en af alle tiders største sangskrivere.
 
En position han har opnået via to slags sange. Den ene er stilfærdig, skønhedssøgende og farvet af William Wordsworth, Percy Bysshe Shelley og andre romantiske digtere, mens den anden er støjende, stikkende, blues-punket og ladet med vold, vrede og seksuel frustration.
 
Men hvor The Bad Seeds – Caves normale backingband – gerne forløser begge sangtyper, så fokuserer Grinderman udelukkende på de onde, de rasende, de vilde. 
 
Lørdag aften står Cave og hans langskæggede håndlangere så foran deres danske og overvejende mandlige publikum i Falconer Salen, hvor åbneren »Mickey Mouse And The Goodbye Man« slår sine supersoniske slag, så det river og slider i øregangene.
 
Ondt – og morsomt
 
»And he sucked her and he sucked her and he sucked her dry« snerrer Cave undervejs i det første af aftenens 17 numre og ligner en mand, som er født til at have et galmandsorkester i ryggen og en sal af fans foran sig.
 
Den højre hånd ryger igen og igen i vejret på den stakåndede tur over scenegulvet, mens Warren Ellis, Martyn P. Casey og Jim Sclavunos sadler om og sætter skred i en endnu voldsommere version af »Worm Tamer«.

Her og i resten af det 90 minutter lange sæt rystes øret over, hvor fænomenalt Sclavunos og Caseys rytmesektion fungerer og over, hvordan multiinstrumentalisten Ellis – denne australske kopi af Rune T. Kidde – udstyrer hvert eneste nummer med den helt rigtige form for støj og skurren. 
 
»Heathen Child«, »Kitchenette« og den mesterlige og morsomme »No Pussy Blues« er nogle af de indslag, som gnistrer og lyser op, men selv ikke et suverænt spillende band som Grinderman er bedre end sit materiale.
 
Der er med andre ord en håndfuld ligegyldige numre på Grindermans to udspil, og det samme gælder sættet i Falconer Salen, hvor lukkeren »Grinderman« dog er i særklasse. Mørk, manende og med et såvel dragende som urovækkende sug.
 
Præcis som den kloning af en bedemand og en prædikant, som sidder på nethinden, da det hele er forbi.
 
- Grinderman i Falconer Salen, lørdag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.