Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Koncerter

Germanske pionerer var næsten-geniale

De tyske avantgardister Einstürzende Neubauten med uforlignelige Blixa Bargeld i front skiftevis tævede og poetiserede sig gennem højdepunkter fra bagkataloget i DR Koncerthuset fredag aften.

Tyske Einstürzende Neubauten med Blixa Bargeld i front på scenen i DR Koncerthuset 12. maj 2017 (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2017)
Tyske Einstürzende Neubauten med Blixa Bargeld i front på scenen i DR Koncerthuset 12. maj 2017 (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2017)

»Geniale Dilletanten«. Det var oprindelig titlen på en koncert, der blev afholdt i Berlins Tempodrom i 1981. Med tiden er udtrykket blevet synonymt med den relativt kortvarige genreeksperimenterende og grænsesøgende kunstscene, som løb på tværs af kunstarterne i start-1980ernes Vesttyskland. En scene, hvorfra de tyske industrial-pionerer Einstürzende Neubauten udsprang.

Fredag aften spillede de germanske maskinstormere den første af to koncerter i DR Koncerthuset. En koncert, hvor de aldrende avantgardister viste, at de anno 2017 ingenlunde kan betragtes som musikalske dilletanter. Til gengæld tenderede de flere gange det næsten-geniale.

Den igangværende turné kalder de for en »greatest hits«-turné. En bevidst drilsk finte fra et orkester, der aldrig i deres 37 år lange karriere har været i nærheden af at lave konventionel hitlistemusik, endsige har sigtet efter det. For uforlignelige Blixa Bargeld og kompagni har det alle dage handlet om at lave kunst. Om at udfordre og udforske. Dem selv og lytterne.

Men når det er sagt, så har Einstürzende Neubauten en fremragende diskografi, der på egensindig vis besidder sin egen forslåede melodiøsitet. Det var et sirligt udvalg af favoritter herfra, som de præsenterede for deres dedikerede og overvejende sortklædte fanskare i DR Koncerthuset.

Tyske Einstürzende Neubauten med Blixa Bargeld i front på scenen i  DR Koncerthuset 12. maj 2017. (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2017)
Tyske Einstürzende Neubauten med Blixa Bargeld i front på scenen i  DR Koncerthuset 12. maj 2017. (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2017)

Fra »Halber Mensch«, det isnende titelnummer fra deres tredje album fra 1985, frem til den dæmoniske dødsmesse »How Did I Die?«, fra det seneste 1. Verdenskrigs-tematiserende konceptalbum »Lament«, drog tyskerne på tændt erindringstogt i egen fortid, hvor de skiftevist buldrede kakofonisk og poetiserede kunstfærdigt.

Bargeld, der var i sit muntre lune, koketterede med teatralske fagter og sjove anekdoter. Blandt andet fortalte han, at man efterfølgende ville kunne erhverve sig koncerten på et USB-stik i merchandiseboden, som man jo så kunne vælge at slette og så ville man stadig have et fint og brugbart stik. Han fremstod som en altmodisch og småkrukket elegantier, der dog har sans for selvironi. Det ene øjeblik udstødte han tænderskærende mareridtsskrig, som på »Dead Friends (Around the Corner)«, det næste brummede han som en brunstig hankat på den nærmest jazzede »Silence Is Sexy«, hvor det også lykkedes ham at skabe smuk musikalitet af nogle tunge drag på en tændt smøg.

Tyske Einstürzende Neubauten med Blixa Bargeld i front på scenen i DR Koncerthuset 12. maj 2017. (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2017)
Tyske Einstürzende Neubauten med Blixa Bargeld i front på scenen i DR Koncerthuset 12. maj 2017. (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2017)

De fem musikere understøttede hans optrin på fremragede vis. Navnlig de to perkussionister N.U. Unruh og Rudolf Moser samt bassisten Alexander Hacke stak ud. De to førstnævnte formåede både at skabe industrielt kaos og kling-klangende skønhed, når de bankede løs på metalplader, plastikdunke og tændrør, eller spillede på rundsav, vinkelsliber og rigtig meget andet. Den barfodede basmand Hacke supplerede janitshar-makkerparret sublimt med både minimalistisk-rungende og mere sprælske figurer på den firstrengede.

Højdepunkter var der mange af. Blandt de største var en intens »Sonnenbarke«, hvis dikterende »Komm mit mir«-outro antog karakter af stammeagtigt mantra, mens »Let's Do It A Dada« gakkede vidunderligt ud i dadaistisk industrial-trance med overstyrret bulderbas.

Einstürzende Neubauten formår måske ikke længere at chokere, men de kan stadig imponere. Godt gået af en flok selvudnævnte dilletanter.

Hvem: Einstürzende Neubauten
Hvor: DR Koncerthuset, fredag.

Sætliste:

1. The Garden
2. Haus der Lüge
3. Nagorny Karabach
4. Dead Friends (Around the Corner)
5. Unvollständigkeit
6. Youme & Meyou
7. Die Befindlichkeit des Landes
8. Sonnenbarke
9. Halber Mensch / Von Wegen
10. Sabrina
11. Susej
12. How Did I Die?

Ekstra 1:
13. Silence Is Sexy
14. Let's Do It a Dada
15. Total Eclipse of the Sun

Ekstra 2:
16. Salamandrina
17. Redukt

Lyt til Einstürzende Neubautens livealbum »Live At Rockpalast« her:

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.