Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Anmeldelse

Frustrerende Frank Ocean var en katastrofe for alle andre end de 1.000 forreste på Northside

Den talentfulde r&b-stjerne skuffede under det, der skulle have været festivalens største scoop.

Frank Ocean på Northside Festival.
Frank Ocean på Northside Festival.

Er der én ting, Frank Ocean har lært os, så er det at være tålmodige.

Ting tager den tid, de tager, når de kommer fra den 29-årige amerikanske r&b-auteur. Og selvom ventetiden kan være nok så frustrerende, så er den som regel det værd i sidste ende.

Sådan var oplevelsen i hvert fald sidste år, da Ocean efter fire års pladepause og utallige udsættelser omsider udgav først det skitseprægede visuelle album, »Endless«, og kort efter fulgte op med den fascinerende »Blonde«, der fungerede som reel albumopfølger til 2012-mesterværket, »Channel Orange«.

Storhed tager tid, og man har fornemmelsen af, at Frank Ocean er typen, der arbejder som besat med hver eneste lille detalje i sit værk både musikalsk og visuelt.

Alt skal være perfekt, have den rigtige farve, den rigtige følelse. Og mon ikke det har været en medvirkende faktor til, at de tre første koncerter på hans indeværende tour blev aflyst? Med det resultat at koncerten på Northside nu pludselig stod til at blive Oceans første i tre år. Sikke et scoop for festivalen.

Selvfølgelig var han forsinket, da vi endelig stod klar i den silende regn foran Green Stage sent fredag aften. Hvad kunne man ellers forvente? Ude på podiescenen midt i menneskehavet arbejdede hans teknikere på livet løs for at få alle produktionsdetaljerne på plads.

35 minutter efter, at showet skulle være startet, dukkede han så endelig op, gik ned ad podiet iført hvid hoodie og store høretelefoner og satte så et kassettebånd i et stereoanlæg omgivet af hvide højtalere.

Frank alene i verden - eller »flying solo«, som han selv sang - i et intimt setup, der bragte ham helt ud blandt publikum, men samtidig udvidet med en gigantisk storskærm på scenens bagtæppe, der transmitterede nærbilleder af hans performance i en dragende blanding af sprød HD-steadicam, grynet VHS og night vision.

Artiklen fortsætter under billederne:

Frank Ocean på storskærmen under Northside-koncerten.
Frank Ocean på storskærmen under Northside-koncerten.

Et fascinerende og alternativt koncert-setup, som også omfattede et nærmest Pink Floydsk surroundsound-setup, hvor store højtalere ude blandt publikum pegede ind mod scenen i en cirkel-formation. Godt tænkt, men så alligevel ikke:

Stod man tættere på en baghøjtaler, overdøvede de isolerede elementer fuldstændig Oceans vokal, der kun kom ud af hoved-PAet ved scenen.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg er splittet. På den ene side var det noget helt unikt, Frank Ocean kom til Northside med. Noget, der tydeligvis var lagt mange kræfter i, noget der gerne ville åbne et andet slags kunstnerisk rum end det, vi er vant til at opleve på festivaler. Det kan man kun bifalde.

Men omvendt var der bare for mange ting, der ganske enkelt ikke fungerede.

Først og fremmest var lyden alt for lav til at spille festivalpladsen op. Og så hjalp det bestemt heller ikke, at en tydeligt nervøs Frank Ocean nærmest demonstrativt valgte at spille en første time bestående af fortrinsvis stille, nye numre og dybe albumskæringer.

Jeg er sikker på, at de første par rækker havde en sublim oplevelse, men det var helt fejlkalibreret i forhold til koncertens karakter, placering og størrelse.

Og når folk hverken kunne høre, hvad der foregik endsige genkende numrene, ja så gik der naturligvis snak og uro i den. Hvilket igen gjorde det endnu sværere at høre, hvad der foregik.

Det var - for nu at sige det mildt - en sindssygt frustrerende første time, hvor jeg kunne se, at der foregik noget interessant og potentielt virkelig rørende, men samtidig måtte erkende, at jeg og rigtig mange andre ikke var inviteret inden for. Og jeg stod ikke langt tilbage i mængden.

Først da Frank Ocean spillede sit magnum opus, den suite-lignende »Pyramids«, og siden sluttede af med den beat-tunge, vokal-manipulerede »Nikes«, nåede musikken ordentligt ud over scenekanten. Det var afsindigt godt! Og satte bare resten af koncerten i yderligere perspektiv.

Så spørgsmålet er, hvem der har skylden, hvis vi kan tale om en sådan.

Der er ingen tvivl om, at publikum godt kunne have være mere lydhøre. Men omvendt gav Frank Ocean i lange perioder heller ikke nogen grund til at tie stille. Ligesom han flere gange måtte starte sangene forfra og flere steder lod vokalen falde ud på de helt afgørende høje toner.

Jeg er med på, at Frank Ocean i en vis forstand er en kunstnerisk fuckfinger til tidens opskruede tempo og utålmodigt flakkende opmærksomhed. For ham handler det om fordybelse og inderlighed. At lytte til ham er som at høre en mand forsøge at åbne en sanselig lomme i informationsstrømmen, hvor han selv kan holde ud at være, tænke og føle.

Og det elsker jeg ham for. Men som show sådan en fredag aften foran 20.000-30.000 mennesker var det lidt af en katastrofe for alle andre end de forreste 1.000 mennesker. Der nok for en stund følte sig lidt tættere på Gud.

Bare vi andre havde været inviteret med.

Hvad: Frank Ocean
Hvor: Northside Festival, fredag

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.