Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Copenhagen Jazz Festival

Frisk europæisk energi

Mens det portugisiske ensemble Oba Loba bød på original, men også lidt tillukket musik, kom den danske altsaxofonist Mette Rasmussen ud over rampen med den herligste freejazz

Altsaxofonisten Mette Rasmussen omgivet af bassisterne Johan Berthling og Torbjörn Zetterberg på scenen i Jazzhouse. Foto: Torben Christensen
Altsaxofonisten Mette Rasmussen omgivet af bassisterne Johan Berthling og Torbjörn Zetterberg på scenen i Jazzhouse. Foto: Torben Christensen

Selv om jazzen har sin oprindelse i Amerika, så har den sine stærke europæiske rødder, og typisk er det mere og mere i Europa, at alskens traditioner får sig en ny vinkling og en frisk vitaminindsprøjtning.

Så alt imens der var portugisere, der havde succes på banen i Frankrig, var der også et portugisisk ensemble, der havde originale ting at byde på i Jazzhouse.

Helt konkret var der tale om sekstetten Oba Loba, der ledes af guitaristen og bassisten Noberto Lobo, og som med en uortodoks instrumentsammensætning bød på musik, der ikke lignede så meget andet. I et kammermusikalsk regi udkrystalliserede tonerne sig i sekvenser af noget folkemusikalsk, noget pompøst, noget bittersødt, noget højromantisk og noget cirkulerende og pulserende nyjazz.

Kapelmesteren igangsatte tingene med sin gode strengeleg, klarinettisken Jordi Grognard og violinisten og trompetisten Ananta Roosens udgjorde et fint frontteam, pianisten Pak Yan skabte stærke lyde fra såvel tangenter som strenge, trommeslageren João Lobo lagde puls og bund, og Lynn Cassiers stod for de elektroniske lyde og interessante vokale indslag.

Diverse gentagelsesmønstre og en vis monotoni fik dog hen ad vejen musikken til at lukke sig om sig selv.

Lydhørt, kreativt og perfekt

Noget sådant blev aldrig tilfældet i aftenens anden afdeling. Tværtimod. Her var det den unge danske, og i Norge bosatte, altsaxofonist Mette Rasmussen, der uophørligt kom ud over rampen med sin nye europæiske kvintet.

Også hun medbragte en uortodoks konstellation i form af to svenske kontrabassister, Johan Berthling og Torbjörn Zetterberg, samt to trommeslagere, som tilmed er sande veteraner på den europæiske avantgardejazzscene, nemlig den 69-årige englænder Paul Lytton og den 67-årige tysker Paul Lovens.

Og, ja, der blev spillet freejazz med alle de hårdkogte traditioner, som denne anarkistiske musikform bygger på. Men også med så meget her-og-nu-livskraft, at det bare var en fryd at lægge ører, krop og sjæl til.

Med sin intense, ekspressionistiske improvisationer ledede Mette Rasmussen slagets gang, og de fire sekundanter indrammede hende, lydhørt, kreativt og perfekt.

Vi fik altsaxofonspil på højt niveau, ikke blot med hensyn til volumen, men i høj grad også med hensyn til intonation, klangvariationer og tonale krumspring. Ja, til trods for den karske ukuelighed, der prægede musikken, så viste Mette Rasmussen en sikker evne for at skabe linier og mønstre og videreudvikle sine ideer, så der gennem det 50 minutter lange forløb var kontinuitet i musikken.

Der var alt fra skarptskårne sekvenser til særegne skrig, og der var masser af overraskelser, som bare uophørligt stimulerede nysgerrigheden.

Hvis nogle skulle tro, at freejazzen er et udpint kapitel, så blev det da lige fastslået, at den hårdtprøvede stilart hverken mangler nyt blod, publikum eller begejstring.

Fire stjerner

Hvem: Oba Loba.

Fem stjerner

Hvem: Mette Rasmussen Quintet.

Hvor: Jazzhouse, onsdag aften.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.