Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Roskilde Festival

Franske Justice leverede basbuldrende nattefest

Det var umuligt ikke at blive inddraget i de to pariseres tonsende rave på Orange.

Justice spiller på Roskilde Festival 2017.
Justice spiller på Roskilde Festival 2017.

Hvornår har du sidst været til et virkelig fedt fransk rave-gilde? Sådan et af slagsen, hvor en af de unge gutter fra den norske hitserie Skam står lige bag ved dig og tyrer shots ned i den tørstige teenage-gane?

For mit vedkommende er svaret i nat. Den parisiske festduo Justice, bestående af det læderjakkeklædte makkerpar Gaspard Augé and Xavier de Rosnay, viste sig nemlig som en noget nær ideel late night-booking til at lukke førstedagen på mægtige Orange scene med en basbuldrende brag af en nattefest, der fik masserne på græsset foran scenen til at gå i kollektiv ekstase.

En anden fransk festduo, Daft Punk, har efter sigende været blandt de mest ønskede navne fra Roskilde-publikummet de sidste efterhånden mange år. Forståeligt nok. Det er dog fortsat ikke lykkedes bookinggruppen at lukke en deal med dem. Men Daft Punks to landsmænd i Justice viste sig at være en noget nær ideel substitut til at levere det dekadente party.

Justice spiller på Roskilde Festival 2017.
Justice spiller på Roskilde Festival 2017.

Duoens festformel er ikke synderlig avanceret. Langtfra. Men for pokker, hvor er den dog effektiv. De to splejsede parisere rockificerer den elektroniske musik. Deres greb om festen er, at de skruer bulderbassen op på max og parkerer et tungt beat ovenpå. Giver electroen et skud punk. Iklæder den læderjakke, smalle jeans og en snerrende attitude.

Kunsten i at ophøje noget så simpelt til storhed er vanskelig. Men Augé og Rosnay nærved mestrede den i nat. Deres berusende gilde kunne mærkes i både krop og sjæl. Selv Jonas fra Skam, personificeret af ynglingen Marlon Langeland, som stod lige bag mig, måtte give sig hen. Og hvis den hedonistiske fest er cool nok til det unge Skam-crew fra Hartvig Nissen, ja, så er den også sej nok til undertegnede.

»D.A.N.C.E.« er titlen på duoens største banger, som faldt relativt tidligt i det knap halvanden time lange sæt. Og det gjorde vi. Nærmest som gjaldt det livet. Lige foran mig blev der dannet en circle pit. En kærlig én. Fremmede, der mødes til kram og tonseri.

Justice spiller på Roskilde Festival 2017.
Justice spiller på Roskilde Festival 2017.

Jeg stod der bagved med mine korslagte arme. Men blev inkluderet. Draget ind i cirklen. Først ufrivilligt. Men jeg måtte opgive at stå imod. Jeg gav mig hen. Til dansen. Til »Audio, Video, Disco« som det lød fra scenen. Jeg flyttede fødderne, svajede, og lød mig synke dybt ind i festen. Helt uden skam. Det føltes vanvittig godt.

Hvem: Justice
Hvor: Roskilde Festival, Orange, onsdag.

Lyt til Justices livealbum »Across The Universe« her:

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.