Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Vinterjazz

Aften med en velbevaret hemmelighed

Med sin intonation og sin stemmevolumen fastslog den nordjyske sangerinde Margrete Grarup, at hun som jazzvokalist fortjener meget mere end blot regional bevågenhed.

Sangerinden Margrete Grarup på scenen i Amager Bio.
Sangerinden Margrete Grarup på scenen i Amager Bio.

Hun er blevet betegnet som den bedst bevarede hemmelighed i dansk jazz, hvilket for så vidt er korrekt, hvis dansk jazz er ensbetydende med den københavnske jazzscene. Oppe i det nordjyske har den nu 45-årige sangerinde Margrete Grarup nemlig i rigt mål slået sine folder, både som pædagog og som vokalist inden for blues, gospel og jazz. Og når hun nu har vovet sig uden for regionen, skyldes det et jævnligt tilbagevende samarbejde med bassisten Mads Vinding.

Med Vinterjazzen var der så en chance for at opleve Margrete Grarup, der lagde ud med Cole Porters »Love For Sale«, som i et godt tilbagelænet tempo bare swingede af sted. Og det med at swinge var sangerinden ikke eneansvarlig for. Selvfølgelig var Mads Vinding der med sit usvigeligt sikre basspil, ligesom der var fint nuanceret fremdrift hos trommeslageren Niclas Campagnol. Og så var pianisten Carsten Dahl nok engang mand for at påvirke begivenhedernes gang, denne gang med et raffineret – og ofte charmerende luftigt – spil på et vibrafon-klingende keyboard. Men helt klart var Margrete Grarup aftenens hovedperson, der udover at tilføre drive, dynamik og personligt touch til kontante klassikere som »Lady Be Good« og »Everyday I Have The Blues«, også kunne kunsten at formidle ballader som »Blame It On My Youth« og »You Don’t Know What Love Is« i et fint, lavmælt og fortroligt sprog. Der var – kort sagt – hverken med hensyn til intonation eller stemmevolumen – den mindste slinger i valsen, ja, som tilhører kunne man bare føle sig aldeles tryg.

Med »I Want Jesus to Walk With Me« blev det tid for en massiv portion gospel, som Carsten Dahl fik krydret med lidt verdsligt jazz-plinge-ling, ligesom Billie Holiday-klassikeren »Strange Fruit«, en mildt sagt uhyggelig sang om ekstrem sydstatsracisme, på befriende vis gled over i en velgyngende version af »Summertime«.

Og aftenen blev afrundet på smukkeste vis med Carsten Dahls »Salme ved vejs ende«.

Hvem: Margrete Grarup/Carsten Dahl/Mads Vinding/Niclas Campagnol.

Hvor: Amager Bio, torsdag aften.

Hør aftenens program i andre versioner

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.