Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Zen og kunsten at køre elbil

Jeg har været på road trip i en elbil. 4.500 km gennem Europa. Det har været en forunderlig rejse, hvor jeg for alvor har forstået, hvad det betyder i den filosofiske forstand, at »rejsen er vejen«. Her er processen alt og destinationen sekundær.

Jeg er ikke specielt interesseret i biler og elsker at køre i tog, hvor jeg bliver transporteret tværs gennem Danmark uden selv at skulle røre en finger i forhold til transporten. Uden forstyrrelser kan jeg selv vælge, om jeg vil læse, arbejde, tale, sove eller bare glo ud af vinduet og tænke store eller ingen tanker, til jeg er fremme ved destinationen til stort set den planlagte tid.

Bilens rum kan det samme med tænke- og taletid. Men bilens fornemste funktion er at være et redskab, hvor vi kan køre sikkert, hurtigt og præcist fra sted til sted. Rejsens mål er destinationen, og kørslen kræver sin chauffør, og så må alt det, vi ellers kunne gøre på en togtur, vente.

En eldreven bil ændrer logikken om rejsen. I modsætning til både bil og tog skal man stoppe med et antal kilometers mellemrum for at lade batteriet op, hvis man vil være helt sikker på ikke at blive ramt af et tomt batteri midt på en tysk motorvej eller på vej op ad et bjerg med mange kilometer til den næste ladestander.

En elbil kan ofte ikke engang køre tværs gennem Danmark uden at skulle lades helt op en gang af cirka en times varighed, hvis man vel at mærke er i nærheden af en stander. Pausen er derfor en integreret del af kunsten at leve med elbilen.

En grøn kæp i hjulet

På samme måde skal man vænne sig til at køre meget fornuftigt i hastighed på motorvejen, hvis ikke elforbruget skal blive så højt, at man skal lade alt for ofte. Og bliver man stresset over, at en køretur ofte tager mindst en time ekstra gennem Danmark end med en almindelig bil – eller mindst fire timer ekstra ned gennem Tysklands E45 – skal man ikke begive sig ind i elbilens verden.

Men vil man lade sig invitere ind i denne verden, hvor pauser er et must, og hvor teknologien endnu har til gode at frembringe mange flere kilometers el-kørsel på en opladning, kan man vælge at gøre tvungen pausetid til plus-tid.

Robert M. Pirsig skrev i sin legendariske bog »Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel«:

»Indimellem er det lidt bedre at rejse end at ankomme.«

Vi har ganske enkelt fået foræret en grøn kæp i hjulet ved hver ladestander til den pausetid, vi normalt aldrig giver os selv i hverdagen.

Jeg har altid været fascineret af teknologisk udvikling til gavn for mennesker og miljø, og elbiler kan begge dele. Hybrid-bilerne løser problemet med elbilens tvungne pausetid, fordi elmotoren og forbrændingsmotoren med benzin eller diesel veksler. Det er et stort fremskridt for at fremme brugen af el-drevne biler.

Men der er noget vildt fascinerende ved at køre i en bil, der er 100 procent el-dreven, der ikke forurener og med den ekstra lækre detalje, at den ruller næsten lydløst af sted kun med den summen, som dækkenes berøring med en vejbelægning giver.

Aftagende elbilsalg

Man kan have alle mulige berettigede politiske meninger, om det er rimeligt at give store afgiftslettelser også til luksusklassen af elbiler, men det at gå all in og producere verdens første 100 procent el-drevne biler, der i både teknologi, design og køreegenskaber står mål med de bedste på det konventionelle benzin- og diseldrevne marked, er cool. Og det giver lyst til langt flere at begive sig ud på el-bilmarkedet, fordi elbilerne ganske enkelt er for fede på alle dimensioner inklusiv at køre miljøbevidst.

Når teknologien giver mulighed for at oplade en elbil med f.eks. 1.000 kilometer strøm på kort tid ved langt flere ladestandere langs ruten, så bliver processen mindre og destinationen mere. Forhåbentlig vil konkurrencen på elbilmarkedet vokse markant, og gerne med langt flere bilproducenter, så bilerne bliver billigere og allemandseje. Men det kræver hjælp også fra politisk hold. Selvom det er lykkedes at finde flertal for at fremme miljøvenlig transport lidt mere, er salget af elbiler i Danmark aftaget.

Men mens vi venter på teknologiudviklingen, vil jeg gerne slå et slag for pausen, processen og kunsten at køre en elbil. Det er en gave at få foræret tvungen pausetid inklusiv at tage et road trip, som bliver besluttet undervejs fra ladestander til ladestander. En pause, der kan bruges til alt det, som den fede togtur også kan med at læse avis, nappe en lur, ordne lidt mails. Med den ekstra mulighed at spise frokost i det grønne ved det medbragte klap-bord eller tage en løbetur efter at have siddet ned i tre timer.

Elbiler er et teknologisk og miljømæssigt kvantespring. Ved at gøre rejsen til vejen bliver lade-pausen netop den ekstra gave, som vi bare skal glædes over, så længe den varer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.