GPS

Ytringspligt

Man taler gerne pænt om de døde, og i særlig grad hvis de er blevet myrdet. Derfor strømmer lovordene nu ind over det franske ugemagasin Charlie Hebdo. Selv Putin og det saudiske kongedømme, der normalt ikke er skarpe på forsvaret for ytringsfriheden, har fordømt terrorattentatet.

Så populære har magasinets bladtegnere aldrig været før. Faktisk tværtimod. De plejer at blive skældt ud, både de fire, der blev dræbt, og bladtegneren og medredaktøren Laurent Sourisseau, der blev såret under skudattentatet, og bladtegneren Renald Luzier, der sov over sig og derfor ikke nåede redaktionsmødet. For rigtig mange mennesker verden over har fundet deres provokationer både usmagelige, unødige og skadelige.

Læs også: Charlie Hebdo udkommer igen på onsdag: »Vi skriver med vores tårer«

I særdeleshed har den myrdede chefredaktør og bladtegner Stephane Charbonnier været en upopulær mand. Han havde selv illustreret forsiden – Muhammed, der bliver trukket rundt i kørestol af en ortodoks jøde – på septembernummeret af bladet i 2012, der inden i bragte tegninger af en nøgen Muhammed. Den franske regering havde tryglet ham om at lade være, og da han ignorerede opfordringen, måtte Frankrig lukke en række ambassader og skoler i udlandet af frygt for terror. Hvis man derfor virkelig ønsker at ære magasinet, bliver man nødt til at minde om, hvorfor det har været så vigtigt for Charlie Hebdo konstant at udfordre alle dogmer – herunder islams.

Herhjemme blev det et hyppigt argument under Muhammedkrisen, at man har ytringsret, men ikke ytringspligt. Bare fordi man havde lov til at fornærme, behøvede man ikke at gøre det, hed det sig. Men ifølge Charlie Hebdos myrdede chefredaktør Charbonnier så har man netop som satiretegner ytringspligt i en situation, hvor ytringsfriheden er truet. Ligesom læger i sundhedsvæsenet har ytringspligt, og ikke ytringsret, når patientens helbred er i fare. På samme måde træder ytringspligten i kraft, når den offentlige debat er truet.

Læs også: Fælles forsidekamp for ytringsfrihed

Det er præcis truslen om vold, der ifølge Charbonnier gør det påkrævet at provokere. For i samme øjeblik truslerne bliver fremsat, er vilkårene for den offentlige debat fundamentalt ændret. Hvor man før ikke behøvede at provokere, bare fordi det var muligt, så behøver man det nu for at vise, at man ikke lader sig kyse af truslerne. Hvis man afstår fra at bringe provokerende bladtegninger efter voldstrusler, vil det uvægerligt blive opfattet som et udslag af frygt. Og derfor bliver ytringsfriheden indsnævret. Måske ikke juridisk, men i praksis.

Truslen om vold umuliggør således det, den tyske tænker Jürgen Habermas har kaldt »den herredømmefri samtale«. Den er ideelt set selve fundamentet for den offentlige debat i et demokrati: Nemlig en fælles overenskomst om, at moralske konflikter afgøres rationelt gennem argumenter og fælles tilslutning. Hverken påberåbelse af krænkede følelser eller trusler om vold er argumenter.

Læs også: Imam: »Nu er det nok«

Den 47-årige Stephane Charbonnier betalte med det dyrebareste, han havde, i forsvaret for den herredømmefri samtale. Nogle vil måske sige, at han tabte kampen, fordi mordet på ham viser, at den ikke er mulig. Men det ville han ikke selv sige. Han ville sige, at mordet på ham gør det endnu mere tvingende nødvendigt – ublodigt, fredsommeligt, satirisk og humoristisk – at løfte arven efter ham.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.