Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Vores søn og hans venner overfaldet lige udenfor vores hjem

Vi er chokerede over manglen på hjælp fra politiet i både den akutte situation og efterfølgende. Sagen ender vel bare i en syltekrukke! Og voldspsykopaterne griner bare.

Inge Rabenberg.
Inge Rabenberg.

Den 1. oktober klokken lidt i 03 bliver vores søn (30 år) og hans fire venner (tre amerikanske statsborgere samt en dansk ven) umotiveret overfaldet af otte-ti maskerede unge med anden etnisk baggrund, da de går på fortovet på Islands Brygge få meter fra vores søns hjem.

De unge voldsmænd spørger om vores søns venner er amerikanere, og da det bliver bekræftet, bliver de bliver væltet omkuld, slået og sparket, truet på livet og med kniv.

Det finder sted lige under vores vinduer, og vi bliver vækket af en af de unges paniske skrig »stop, stop, stop«.

Fra vinduet er jeg vidne til, at vores søns venner bliver jagtet og jeg skriger »stop, stop« ud ad vinduet. Vores søn står på hjørnet og holder sig for øjet og råber til os, at vi skal ringe 112.

Vi styrter ned på vejen og finder de fem voldsofre i chok og sårede.

Vores søn er værst tilredt efter spark i øjet. Voldspsykopaterne er væk.

Jeg ringer 112 klokken 2.52 og taler med vagthavende i ni minutter. Vi er alle i chok og kan kun se, at vores søns øje er ilde tilredt. På dette tidspunkt er alle i chok, og vi har ikke fået oplysninger om, at der er truet med kniv.

112 fortæller at »faren er ovre«, at jeg skal tage det roligt, og at der ikke kommer politi, for der er travlt i byen, og der er ikke mandskab ledigt. Jeg bliver i stedet »vejledt« i at kontakte en »akut-klinik« og melde overfaldet på en politistation.

Vores søn er synligt såret, og hans øje skal tilses af en læge. De fire andre tager sammen hjem til vores søns lejlighed.

I forvirringen kører vi først til Rigshospitalet med vores søn i den formodning, at man som voldsoffer kan undersøges der. Det kan man ikke.

Klokken 3.31 kontakter jeg 1813, og vi bliver henvist til »akutklinikken« på Bispebjerg Hospital (BBH). Vi får at vide, at der er én læge på vagt, og at der er seks patienter før os. Men man vil forsøge at fremskynde, at han bliver undersøgt.

Vi sørger for at lægge isposer på vores søns øje hele tiden.

Tre timers ventetid på akutklinikken

I venteværelset ligger en ung mand og sover på gulvet efter et cykelstyrt. Han har mange smerter i skulderen, og hans ven forsøger at skaffe en båre, men der er ingen ledig. Han ligger på gulvet i tre-fire timer.

Efter tre timers ventetid i »akutklinikken« og efter at have rykket for tilsyn af læge flere gange, ringer jeg klokken 6.40 til 1813 for at høre, hvad der foregår. Skal vi opgive at blive tilset? Skal vi tage hjem? Vi er ved at være møre!

Jeg får at vide, at vi havde fået besked på, at vi havde en tid klokken 6.15, men det er ikke rigtig! Vi fik en ikke tid! Vi fik en SMS om at tage til BBH, men ingen tid.

Og hvad hvis vi havde: Skulle vores søn været taget hjem efter overfaldet med slag og spark og med et såret øje efter spark og taget en lur? Det er jo grotesk!

Endelig efter fire timers ventetid bliver vores søn tilset. Lægen konfererer med øjenklinikken på Glostrup, og han bliver så udskrevet uden yderligere tiltag .

Lørdag ringer jeg til 114 og spørger, om det kan være rigtigt, at man ikke sender politi til et voldeligt overfald – og ja, det er korrekt og efter deres retningslinjer.

Lørdag eftermiddag tager voldsofrene til politistationen på Hovedbanegården. Den er lukket.

Søndag morgen tager de til politiet igen. Desværre kan de ikke blive afhørt, da efterforskeren er syg. To gange ringer betjentene og beder den centrale efterforsker på politigården tage sagen, men han afviser.

Vores søn får en tid til afhøring 3. oktober klokken 12. De tre amerikanere skal hjem 3. oktober og kan derfor ikke blive afhørt. De skal efterlade deres navn og telefonnummer, og de vil så blive kontaktet af dansk politi. Det er ikke sket endnu.

Efter eget initiativ bliver vores søn efter henvisning undersøgt meget grundigt på Glostrup Øjenklinik 3. oktober, og der er heldigvis ikke sket skader på hans øje.

Vores søn og hans venner »slap« meget meget heldigt!

Hvad er det lige, der sker i Danmark?

Vi er chokerede og triste over at vores søn og hans venner er overfaldet. Det er rystende, at man ikke kan vide sig sikker, når man, som her, blot skal hjem!

Voldspsykopaterne griner bare

Vi er chokerede over manglen på hjælp fra politiet i både den akutte situation og efterfølgende. Sagen ender vel bare i en syltekrukke! Og voldspsykopaterne griner bare. For der er ingen konsekvens.

Vi er rystede over den håbløst lange ventetid på »akutklinikken«, og det gælder sørme også, når man er et såret voldsoffer.

Vi forsøger at råbe de ansvarlige politikere og politiet op, for hvad er det lige, der sker i Danmark?

De eneste, der i virkeligheden var interesserede i voldsofrenes ve og vel, var den amerikanske ambassade, der om søndagen kontaktede deres statsborgere for at høre, om de var ok!

Læs politiets svar på inge Rabenbergs debatindlæg her

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.