Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Vores dysfunktionelle asylsystem skal skrottes

Konsekvenserne af det dysfunktionelle europæiske asylsystem har for længst nået et rædselsniveau, hvor skyttegravskrigen mellem åbne grænser og kynisk ligegyldighed må vige for pragmatiske løsninger.

I årevis har medierne vist billeder af druknede flygtninge og migranter i Middelhavet. Konfronteret med de overvældende menneskelige lidelser er det nemt at falde i »wir schaffen das«-fælden og åbne Europas grænser. Det ville være en fejl.

Åbne grænser er ikke det moralsk overlegne politiske valg. Primært fordi det er umuligt at forsvare, at vi bruger mange flere penge på de relativt få flygtninge, som kommer til Europa, sammenlignet med den enorme gruppe, som bliver tilbage.

I dag er situationen, at når vi bruger 100 kr. på en asylansøger i Europa, bruges mindre end én krone på de fordrevne, der opholder sig i nærområderne.

Europa ville kunne hjælpe langt flere, hvis hjælpen blev målrettet nærområderne. Fx koster et års drift af en af verdens største flygtningelejre – Zaartari-lejren i Jordan med plads til ca. 80.000 beboere – det samme som omkostningerne til ophold for 2.737 asylansøgere i Danmark.

En anden perverteret effekt af de åbne grænsers politik er menneskesmugling over Middelhavet. En milliardforretning holdt i live af det spinkle håb om asyl i Europa, som det nuværende asylsystem tænder i fattige afrikanere. Alene i de første syv måneder af 2017 omkom mere end 10.000 migranter i bølgerne.

For det tredje bliver selv de mest ivrige superhumanister nødt til at forholde sig til konsekvenserne af migrations- og flygtningepresset i Europa.

Når integration mislykkes, hvilket bl.a. kriminalitets- og arbejdsløshedsstatistikker tyder på, at integrationen er, bliver migration ikke alene en udfordring for modtagerlandene økonomisk. Den europæiske samfundsmodel er i fare. Det gælder i særlig grad Skandinaviens velfærdsstater.

Problemet er, at vores velfungerende gensidige forsikringssystem falder sammen, hvis vi mister tilliden og får mistanke om, at nogle grupper alene modtager ydelser uden at løfte fællesskabets forpligtelser. Fejlslagen integration skaber polarisering, modsatrettede identiteter og manglende sammenhængskraft. En dødbringende cocktail for velfærdssystemer bygget på tillid.

Når åbne grænser ikke er svaret på Europas udfordringer, kan man falde tilbage på kynisme og ligegyldighed. Det strider imidlertid – og heldigvis – mod noget grundlæggende menneskeligt at vende ryggen til mennesker i nød. Derfor må vi tænke nyt.

Antallet af fordrevne mennesker betyder, at vi må gøre op med illusionen om, at problemet løses ved at eksportere hundredtusindvis af afrikanere til Europa. Fremtidens asylpolitik bør i stedet tage udgangspunkt i, at flygtninge hjælpes i nærområderne.

Det handler ikke om at vende ryggen til. Det handler om at hjælpe i nærområderne og derved hjælpe flere.

Menneskelige lidelser

Europa og dermed Danmark bør gøre op med princippet om, at asyl søges i det sekund, en asylansøger når et europæisk land. Så længe det er situationen, vil incitamentet til at krydse Middelhavet bestå, og de menneskelige lidelser og menneskesmuglernes guldrandede forretning fortsætte.

I stedet skal asylbehandlingen foregå i flygtningenes nærområde, hvortil flygtninge, der alligevel når Europa, skal transporteres og asylbehandles. Modellen vil kræve massive investeringer i europæiske flygtningelejre i Mellemøsten og Nordafrika.

Selv med asylansøgningen flyttet til nærområderne vil antallet af flygtninge med beskyttelsesbehov overstige, hvad Europa kan håndtere. Danmark og de andre europæiske lande skal også i fremtiden tage flygtninge, men antallet skal ned på et niveau, så integrationen kan fungere.

Derfor må de europæiske lande indgå i samarbejder med nærområdelandene om, at en betydelig andel af de beskyttelsesberettigede flygtninge integreres i nærområderne i stedet for i Europa, hvis de tildeles asyl.

Som modydelse kan de europæiske lande tage et antal kvoteflygtninge fra de pågældende lande, åbne de europæiske markeder for landene med attraktive og vækstskabende handelsaftaler, tilbyde studieopholdstilladelser til unge fra landene og stimulere europæisk produktion i landene og derved skabe arbejdspladser lokalt. Aftalerne bliver nødt til at være attraktive for både Europa og landene i nærområderne.

Den skitserede model er ikke perfekt. Det bliver en udfordring at sikre ordentlige levevilkår for de flygtninge, der får asyl og skal integreres i nærområdelandene fremfor i Europa. Ligesom det bliver en udfordring at sikre ordentlige forhold i de lejre, hvor flygtningene afventer afgørelsen af deres asylsag.

Men selv med de skitserede problemer in mente vil en asylmodel, hvor vi hjælper i nærområderne, være at foretrække for et kæmpe flertal af verdens flygtninge og for Europas fremtid.

Christian Rabjerg Madsen er MF (S).

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.