Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Vi skjuler ikke vores fortid på Sankt Petri

Den lille urtegård bag gravkapellerne ved Sankt Petri Kirke. Børnene fra Sankt Petri skole leger i urtegården, når de får lov. Arkivfoto: Scanpix
Den lille urtegård bag gravkapellerne ved Sankt Petri Kirke. Børnene fra Sankt Petri skole leger i urtegården, når de får lov. Arkivfoto: Scanpix

Må jeg ikke have lov at udtrykke forundring over Berlingskes nylige dækning af Sankt Petri Skole og avisens forside tirsdag 6. juni, hvor et stort billede af skolen samt undertegnede er ledsaget af overskriften: »Den tyske skole i København skjuler nazistisk fortid«. Enhver, der læser ordene og ser billedet vil naturligvis være foranlediget til at tro, at det er skolen i dag samt dens nuværende ledelse og bestyrelse, der fortier noget. Inde i avisen giver jeg imidlertid udtryk for det stik modsatte.

Læs også: »Ja, skolen har et brunt kapitel i en lang historie, men tingene er hverken sorte eller hvide«

Lad mig gentage: Ole Brandenborg Jensens bog, »Landesgruppe Dänemark«, er et vigtigt bidrag til Sankt Petris historie. Da Berlingske ønsker at følge op på udgivelsen, siger vi ja til et interview. Jeg ringer til Ole for at sikre mig, at jeg forstår hans kritik af skolen korrekt. Nemlig, at det ikke så meget er nazificeringen i 1930erne og 1940erne, som ikke er ukendt, men skolens håndtering af sin egen historie i efterkrigstiden, hvor man har undladt at fokusere på de mørkeste kapitler inkl. de jødiske børn, der forlod skolen. Vi aftaler, at Ole besøger skolen efter sommerferien for at fortælle om projektet.

Over for Berlingske understreger jeg, at vi ikke ønsker at skjule noget, og at vi selv har foreslået at lade skolens historie gennemgå af en uafhængig historiker. Jeg tilføjer, at et sådant projekt kræver finansiering af fonde og fastholder, at skolens hidtidige historie ikke er kulsort eller »brun«, om man vil.

De kræfter på skolen, der i 1930erne og 40erne kæmpede imod skolens nazificering, gjorde dette netop på baggrund af skolens samt landets besættelse og nazificering. At alle disse lag for længst tematiseres i skolens undervisning på forskellige måder og i forskellige fag, dokumenteres af en detaljeret oversigt over undervisningsforløb, som Berlingske får udleveret. Trods det ender vi på forsiden med en misvisende overskrift.

Den fejlagtige vinkling stopper ikke her. For Sankt Petri er ikke en tysk skole. Vi er en dansk privatskole med næsten 450 års historie og kongelig protektor. Vi er som skole ansvarlig over for Undervisningsministeriet. Vi er med andre ord lige så danske som Dannebrog, Tivoli og hygge. Når det er sagt, så er vores selvforståelse det dansk-tyske. Begge sprog og kulturer bliver på skolen levet og formidlet på lige fod. Vi udbyder en dansk-tysk studentereksamen og er – set med tyske øjne – den ældste af cirka 140 »Auslandsschulen« rundt om i verden, oven i købet med certifikatet »excellent«.

Netop derfor skal vi som institution vedkende os hele historien – arv og gæld. Vi skjuler intet og ønsker ikke at skjule noget, tværtimod. På den baggrund må jeg indrømme, at jeg er forundret over Berlingskes håndtering af sagen. Hvorfor en sådan forside? Hvorfor skal 600 danske, tyske og dansk-tyske børn inkl. deres familier, hvorfor skal skolens engagerede og historisk bevidste personale konfronteres med en overskrift, der udtrykker det komplet modsatte af, hvad der er skolens, ledelsens og bestyrelsens holdning i dag? Var Berlingskes ærinde med hele dækningen af Sankt Petri Skole ikke, at netop nuancerne skulle frem i lyset?

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.