Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Vi skal prise os lykkelige for, at det ikke er blevet, som Bertel Haarder ønsker sig

Foto: Sophia Juliane Lydolph
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Det er desværre blevet politisk god tone at mistænkeliggøre og (med en justitsministers ord) udfordre menneskerettighederne. Et godt eksempel findes i Bertel Haarders Perspektiv 14/8 i Berlingske, hvor han kritiserer Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg og dermed reelt også Menneskerettighedskonventionen (EMRK), selv om han gerne vil skille tingene ad.

Bertel Haarder tager del i postyret, der er fulgt i kølvandet på Højesterets afslag på at udlevere kriminelle rumænere til Rumænien, fordi strafafsoningen kunne komme til at finde sted i en celle på to kvadratmeter, hvilket er i strid med Menneskerettighedsdomstolens fortolkning af konventionens forbud mod umenneskelig behandling.

Ingen kan da være uenig i, at det ville være umenneskeligt. Eller synes Bertel Haarder, at det ikke er umenneskeligt at blive sat i en celle på to kvadratmeter? Det drejer sig ikke bare om, at rumænske fængsler ikke er »særligt behagelige«, således som han tilsyneladende tror. Hvorfor retter politikerne ikke deres vrede mod den rumænske stat i stedet for mod Strasbourg?

Grundloven er utilstrækkelig

Som advokat med erfaringer fra retssager for borgere med særlige behov for retssikkerhedsmæssig omsorg, vil jeg gerne kaste lodder til gunst for Menneskerettighedskonventionen og Domstolen.

Det er nødvendigt som grundpræmis at gøre sig klart, at Grundlovens beskyttelse af borgerlige frihedsrettigheder er utilstrækkelig og tæt på værdiløs. Det siges blandt advokater, at man har en tynd sag, hvis man for domstolene er nødt til at procedere på Grundloven.

Menneskerettighedskonventionens store værdi ligger i den omfattende retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen, der bl.a. påberåbes af borgerne over for staten, og som gør en forskel i ubalancen mellem stat og borger.

Det er heller ikke svært at finde samfundsområder, hvor menneskerettighederne spiller en positiv rolle for udviklingen af retstilstanden, som ingen i dag ville være foruden.

F.eks. på ytringsfrihedsområdet har Menneskerettighedsdomstolen skabt det bolværk, som Grundlovens § 77 notorisk ikke er. Domstolen har gennem sin praksis sikret en tidssvarende beskyttelse af den offentlige debat i sager af samfundsmæssig betydning og balancen mellem privatlivets fred og nyhedsformidlingen.

Men der er domme fra Strasbourg, der kan forekomme mærkværdige. Der kan peges på sager om parkeringsbøder. Hvad har det med menneskerettigheder at gøre? Man kunne også vende det om.

Med småsagerne skabes praksis og dermed juridisk fundament for dommeren, der overvejer at bruge Menneskerettighedskonventionen til at gå imod regeringen i en sag med politiske undertoner. Når det gælder, er det helt nødvendigt med solid praksis skabt i dagligdagen. Ellers taber borgeren.

Levakovic-sagen

Kritikken af Menneskerettighedskonventionen og Strasbourg støttes helt overvejende på enkeltsager. Udover den allerede omtalte rumæner-sag, må den af politikerne hyppigst fremdragne sag være Højesterets afvisning af at udvise den kriminelle Gimi Levakovic, bl.a. som følge af Menneskerettighedsdomstolens praksis.

Der er næppe ret mange, der har læst Højesterets begrundelse.

Her kommer det centrale: »Der skal ved proportionalitetsvurderingen lægges vægt på, at T (Levakovic, red.) har levet næsten hele sit liv i Danmark og har familiemedlemmer og børn her, og der skal lægges vægt på tilknytningen og hensynet til hans mindreårige børn her i landet, der ikke har forbindelse til deres mor, og som må formodes at ville få væsentligt vanskeligere ved at bevare kontakten til ham efter en udvisning. Der skal endvidere lægges vægt på hans meget begrænsede tilknytning til Kroatien, hvor han aldrig har været. På denne baggrund finder Højesteret, at det trods alvoren af hans aktuelle kriminalitet og trods hans kriminelle løbebane, der dog som nævnt ikke tidligere har medført, at der er blevet nedlagt påstand om udvisning, vil være et uproportionalt indgreb i hans ret til respekt for privatliv og familieliv at udvise ham.«

Dommen er da åbenbar fornuftig. Højesteret bør respekteres for, at retten ikke rystede på hånden over politikernes og formiddagspressens påvirkningsforsøg, mens sagen stadig verserede. »Vi er til grin, hvis vi skal huse typer som Levakovic,« tordnede den nyvalgte konservative partiformand Søren Pape Poulsen efter landsrettens dom og begærede den daværende justitsminister i samråd. Retsstaten fortjener at blive taget alvorligere.

Der er anledning til at minde om, at retssikkerhed for det meste efterspørges af mennesker, som de fleste af os nærer modvilje over for, oftest af gode grunde.

Hvis Strasbourg havde holdt sig »til reglernes bogstav«, som ønsket af Bertel Haarder, havde menneskerettighederne været tandløse ganske som Grundlovens frihedsrettigheder, for menneskerettighederne er standarder, der kræver fortolkning for at fungere.

Vi skal prise os lykkelige for, at det ikke er blevet, som Bertel Haarder ønsker sig det. Menneskerettighedsdomstolens betydning for borgernes retssikkerhed kan ikke overvurderes.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.